Skip to main content
Syddansk Universitet

PUF-programmet

PUF-programmet er en dansk udviklet og valideret metode, der hjælper sundhedsplejersker til at undersøge psykisk udvikling og funktion (PUF) hos små børn og iværksætte relevante forebyggende indsatser.

PUF-programmet omfatter uddannelse af sundhedsplejerskerne samt guidelines til basale indsatser, som kan støtte barnets udvikling og reducere risiko for forværring af mentale helbredsproblemer.

PUF-programmet er udviklet af småbørnsforskere og sundhedsplejersker til tidlig opsporing af hele spektret af mentale helbredsproblemer hos små børn. Det er basereret på forskningsmæssig evidens og specifikt tilpasset sundhedsplejerskernes arbejde i den kommunale småbørnssundhedspleje.

Det giver sundhedsplejerskerne værktøjer til at opdage mental sårbarhed hos 9-10 måneder gamle børn, blive bedre til at kommunikere med forældrene og tilrettelægge indsatser.

PUF programmet er udviklet i 2018 og er aktuelt implementeret i 37 kommuner på tværs af regionerne i Danmark.

Validitetsundersøgelser viser, at PUF-programmet giver sundhedsplejerskerne et bedre overblik over barnets udvikling og behov for indsats.

Sundhedsplejerskerne fortæller, at systematikken i PUF-programmet hjælper dem til at gøre det, de i reglen plejer, men nu på en måde, hvor det sikres, at alle væsentlige områder af barnets udvikling og psykiske funktion bliver tilgodeset.

Sundhedsplejerskerne fremhæver, at PUF-programmet giver dem større opmærksomhed på flere nuancer i barnets udtryk samt bedre faglige forudsætninger for at vurdere barnet og for at støtte og hjælpe forældrene. Endvidere hjælper PUF-programmet dem i kommunikationen med forældrene og hjælper dem med at tilrettelægge en indsats i kommunen.

Efter at have anvendt PUF-programmet i nogen tid fremhæver sundhedsplejerskerne, at PUF programmet giver dem bedre forudsætninger for at kommunikere med forældrene om barnets behov; først og fremmest fordi PUF-programmet hjælper med at skærpe forældrenes fokus og gør dem nysgerrige på barnets udvikling - og åbne overfor, hvad de kan forvente af deres barn.

Samlet oplever sundhedsplejerskerne, at kommunikationen med forældrene bliver mere struktureret og enkel, og at ikke mindst fædrene er tilfredse med systematikken ved undersøgelsen og tilbagemeldingen.

Facts om PUF-programmet

  • PUF-programmet inkluderer standardiserede undersøgelse af barnets udvikling, guidelines for tilbagemelding til forældre, guidelines for indsatser og uddannelse af sundhedsplejersker.
  • PUF-programmet er baseret på videnskabelig evidens og udviklet af småbørnsforskere og sundhedsplejersker med henblik på at kunne anvendes direkte i den kommunale sundhedspleje.
  • Valideringsundersøgelser har dokumenteret PUF-programmets face-validitet og gennemførlighed: Programmet hjælper sundhedsplejerskerne med at få overblik og tilrettelægge forebyggende indsatser i kommunen, og forældrene er glade for metodens systematiske tilgang.
  • PUF-programmet implementeres aktuelt i danske kommuner.

Tilmelding til PUF kursus

Tilmeld dig her

Sidst opdateret: 15.08.2023