Livet på og omkring campus
Vi har samlet et overblik til dig om bl.a. studiestarten, om forskellen mellem en ungdomsuddannelse og et universitet samt om dit campus.
-
Mange kommende studerende er optaget af overgangen fra ungdomsuddannelsen til universitetet. Derfor har SDU sat fokus på studiestarten. Du vil fra første dag indgå i et introduktionsforløb og blive tilknyttet tutorer. Derudover vil du blive tilbudt kurser i f.eks. studieteknik og studieplanlægning, ligesom der bliver arrangeret en introtur. Alt sammen for at sikre dig en god start på studiet og på dit nye liv som studerende.
Vi tilbyder en lang studiestart
Når du bliver optaget på din uddannelse, vil du få adgang til vores studiestartskursus How to Uni. Det er et online kursus, som vil hjælpe dig godt i gang på din uddannelse. Kurset guider dig igennem dit første semester. I slutningen af august er der planlagt et introprogram og en introtur, hvor du har mulighed for at lære dine medstuderende at kende.
Du skal være opmærksom på, at introprogrammet ofte finder sted før den officielle studiestart (1. september). Når du er blevet optaget, kan du se datoerne for din studiestart på vores hjemmeside for indskrevne studerende, MitSDU.
Studiestarten er både faglig og social
Studiestarten har til formål at sikre, at du kommer godt i gang med dit nye liv som studerende både fagligt og socialt. Den første periode vil derfor indeholde både faglige og sociale elementer. Det er vigtigt, at du i denne periode også selv gør en indsats for at få skabt et godt socialt netværk på din uddannelse og får en fornemmelse af hvilke krav og forventninger, der er til dig som studerende.
Vi har klare retningslinjer for studiestarten
I planlægningen er der bl.a. særligt fokus på, at forløbet skal integrere det faglige og det sociale, og alle nye studerende skal føle sig velkomne uden at føle sig presset til at deltage i grænseoverskridende aktiviteter.
Indtagelse af alkohol vil ikke være tilladt før og under faglige arrangementer.
Du vil blive mødt af engagerede tutorer, der alle er ældre studerende. De står klar til at guide dig igennem introdagene og introturen. De har arbejdet hårdt på at sammensætte programmet og brænder for at kunne give dig den bedste studiestart.
- Dine tutorer tager imod og guider dig gennem den første tid.
- Studiestarten skal integrere det faglige og sociale.
- Alle skal føle sig velkomne på SDU og i alle aktiviteter.
- Indtagelse af alkohol er ikke tilladt før og under faglige arrangementer.
-
Undervisningsformerne på universitetet afhænger af, hvilket fag du har. De forskellige undervisningsformer har også forskellige formål:
Forelæsninger
I forelæsningerne skaber forskere og andre undervisere, der er ansat på universitetet, overblik over litteraturen i det pågældende fag. Du kommer til at stifte bekendtskab med de forskellige teorier, og underviseren bruger tid på at gennemgå de måske svært forståelige dele af bøgerne.
Forelæsningsholdene kan være så store, at det kan være svært at få diskussioner i gang, men der vil altid være mulighed for at stille spørgsmål eller bringe et emne op til debat. I mange tilfælde er forelæsningsholdene ikke større, end at underviseren sagtens kan stille spørgsmål til de studerende og derigennem få en dialog i gang i undervisningen.
Øvelsestimer
I en del fag er der knyttet øvelsestimer til forelæsningerne. Øvelserne foregår på hold på 20-25 studerende. I øvelserne løses der opgaver, og konkrete cases gennemgås og diskuteres. Det er tit ældre studerende, der underviser i øvelsestimerne. Øvelsestimerne er et godt sted at komme med eventuelle spørgsmål og kommentarer til den læste litteratur.
Individuel vejledning
Når der skal skrives større opgaver og projekter, er der næsten altid afsat tid til individuel vejledning. Det gælder for eksempel for det afsluttende bachelorprojekt, hvor den enkelte studerende forholdsvist frit vælger sit emne, hvorefter opgaven skrives under vejledning af en underviser.
Bachelorstudiet er et fuldtidsstudie, og derfor forventes det, at du arbejder med dit studie meget mere end den tid, der er afsat til forelæsninger og øvelser. Det forventes, at du bruger en del tid på selv at sætte dig ind i stof, at arbejde med øvelsesopgaver og selvstændigt at arbejde med projekter senere i studiet. Som andre universitetsstudier, kræver bachelorstudiet derfor, at man kan arbejde selvstændigt. Men på SDU synes vi, at det er vigtigt, at man altid kan få hjælp, hvis man er gået i stå. For selv om man skal arbejde selvstændigt, betyder det ikke, at man skal klare alting alene. -
Dit samarbejde i studiegruppen har en betydelig vægt på uddannelsen. Formålet er både fagligt – at fremme dit læringsudbytte – og socialt – at øge din trivsel og sikre dig dit første smalle netværk på uddannelsen.
Allerede i studiestarten kommer du i en studiegruppe, og vi hjælper jer godt i gang i gruppen i løbet af 1. semester, hvor vi giver jer redskaber og vejledning til at få det optimale ud af jeres studiegruppe. På 2. semester kan I vælge at beholde studiegruppen eller selv sammensætte nye.
Arbejdet i studiegruppen ruster dig til at indgå i teams under uddannelsen og på arbejdsmarkedet.
-
Hverdagen som studerende på universitetet er anderledes end din tid på ungdomsuddannelsen. Det er både spændende og udfordrende. Her kan du få et indblik i nogle af de forskelle, du vil opleve, når du går fra at være gymnasieelev til at være studerende.
Undervisningen
Vi kalder tingene noget andet, fordi det er noget andet: Du går på universitetet, ikke i skole. Du er studerende, ikke elev. Du har undervisere, ikke lærere. Du har pauser, ikke frikvarter. På universitetet har du færre undervisningstimer, og der er ikke mødepligt. I stedet forventer vi, at du selv planlægger din studietid mellem de skemalagte timer.
Uddannelsen er et fuldtidsstudie, og vi forventer, at du studerer på fuld tid. Der er meget litteratur, der skal læses, og store dele kan være på engelsk. Der er afleveringer og opgaver, der skal løses. Til forelæsninger er det typisk store hold, mens holdene er mindre til øvelsestimer, hvor det ofte er en ældre studerende, der underviser. Ved at bruge tid på at diskutere og forberede dig sammen med dine medstuderende, fx i en studiegruppe, vil du lære mere og få nye perspektiver på det faglige. Du vil opdage, at du efter noget tid har vænnet dig til alt det nye og fundet din egen måde at studere på.
Det sociale
Ældre studerende tager godt imod dig og dine medstuderende, når I starter. De vil hjælpe dig med at opbygge sociale relationer og komme godt i gang med det faglige. Vi anbefaler, at du kommer med i en studiegruppe, hvor I arbejder sammen om det faglige og støtter hinanden, når det er svært. Ved at tale med dine medstuderende, vil du opleve, at de fleste oplever tvivl og usikkerhed på egne evner. Det er helt naturligt i alt det nye, og derfor er det vigtigt fra starten at knytte stærke relationer til medstuderende, så I kan hjælpe og opmuntre hinanden.
Dine studiekompetencer
Du er ansvarlig for din egen læring på universitetet. Det er din lyst til at lære, der driver dig. Du arbejder selvstændigt, og du planlægger selv, hvordan du vil prioritere læsning, forberedelse, studiegruppearbejde og opgaver. At strukturere din tid er vigtigt for at få et højt udbytte. Det er bedre, at du forstår stoffet og har et overblik over indholdet, end at du læser alle ord på alle sider i pensum. Adgangskravene til uddannelsen indikerer, hvad du skal være god til fagligt; fx er Matematik A et udtryk for, at du skal være god til matematik.
How to uni – et online studiestartskursus
For at lette din overgang til studiet, har vi udviklet et online studiestartskursus til dig, How to uni, som du får adgang til, inden du skal starte. Kurset introducerer dig til studielivet, regler, studieteknik og vores forventninger til dig. -
Med 2.600 studerende er SDU byens største uddannelsesinstitution. SDU Kolding ligger lige i hjertet af Kolding by og midt i byens campusområde, og her er du tæt på det hele. Tæt på dine medstuderende, på byen og på de øvrige uddannelsesinstitutioner. Designskolen Kolding og IBA er nærmeste naboer.
De mange studerende har deres gang i den moderne, markante, trekantede campusbygning, hvor indretningen skaber et inspirerende og motiverende studiemiljø. Som studerende har du masser af muligheder for at hygge dig med dine studiekammerater efter endt undervisning. Fx gennem SDU Sport, hvor du kan spille fodbold og håndbold.
SDU Kolding er kendetegnet ved et tæt samarbejde med erhvervslivet og det lokale iværksættermiljø. Livet på campus er præget af en ambition om at ville bidrage til udvikling af byer, organisationer og virksomheder gennem designtænkning. Her er blandt andet fokus på design af processer, designledelse og innovationsdesign, hvilket gør det muligt for de studerende at engagere sig i design som metode og hands-on praksisfag både i og uden for campus.Læs mere om SDU Kolding.
-
SDU har et aktivt og mangfoldigt studiemiljø, der byder på en række studenterforeninger, som du har mulighed for at engagere dig i.
Få et overblik over de forskellige studenterforeninger på SDU Kolding.
Livet som studerende i Kolding
Vi har også samlet lidt info til dig om studiebyen Kolding.
-
- Bolig kan søges via Student Kolding https://www.studentkolding.dk/
- Det er let at finde bolig i Kolding, men der er dog ingen garanti for bolig.
- Byen råder over et stort antal studie- og ungdomsboliger, der ligger centralt i byen.
- Man kan søge om boligsikring hvis man har lav indkomst og skal bo i lejebolig - Boligstøtte (borger.dk)
-
Koldings mange kulturinstitutioner, spillesteder, hyggelige cafeer og barer betyder, at du aldrig er langt væk fra dit næste kulturfix. Hver september skydes det nye semester i gang med studiestartsfestivalen Kontur, som afholdes i campusområdet.
Trænger du til et lille afbræk fra studierne, kan du tage på opdagelse i et af byens mange grønne åndehuller. Kolding er omkranset af skov og fjord, og den naturskønne beliggenhed byder på et væld af natur- og friluftsoplevelser, hvad enten du er til badestrande eller bøgeskove.
Innovation og iværksætterdrømme
Kolding satser benhårdt på iværksætteri, og bliver du opsat på at starte selv, er der masser af hjælp at hente. Byen har et levende innovationsmiljø, som er skræddersyet til byens studerende. I iværksætterhuset Pakhuset, der fungerer som et arbejdsfællesskab for iværksættere, uddannelsesinstitutioner og små- og mellemstore virksomheder, findes en lang række tilbud målrettet studerende med spirende ideer og iværksætterdrømme. Her er der hjælp at hente – både til det kreative og til forretningsudviklingen.Følg Studieby Kolding på Facebook.
På oplevkolding.dk finder du inspiration til, hvad der sker i byen.