Alt om dit nye liv som studerende
Livet på og omkring campus
Vi har samlet et overblik til dig om bl.a. studiestarten, om forskellen mellem en ungdomsuddannelse og et universitet samt om dit campus.
-
Vi ved, hvor vigtigt en god studiestart er for dig som studerende
Til studiestarten på de sundhedsvidenskabelige uddannelser kan du glæde dig til at møde et hold af tutorer, der vil hjælpe dig med at komme godt i gang med studierne – både fagligt og socialt. Tutorerne er selv studerende på uddannelsen, og de kender derfor uddannelsen ud og ind. Der vil således altid være nogle, du kan spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Du kan i løbet af studiestarten se frem til en række sociale arrangementer og faglige aktiviteter, der alle har det formål, at du får den bedst mulige studiestart.
Vi glæder os meget til at byde dig velkommen på studiet! -
Undervisningsformerne på universitetet afhænger af, hvilket fag du har. De forskellige undervisningsformer har også forskellige formål:
Forelæsninger
I forelæsningerne skaber forskere og andre undervisere, der er ansat på universitetet, overblik over litteraturen i det pågældende fag. Du kommer til at stifte bekendtskab med de forskellige teorier, og underviseren bruger tid på at gennemgå de måske svært forståelige dele af bøgerne.
Forelæsningsholdene kan være så store, at det kan være svært at få diskussioner i gang, men der vil altid være mulighed for at stille spørgsmål eller bringe et emne op til debat. I mange tilfælde er forelæsningsholdene ikke større, end at underviseren sagtens kan stille spørgsmål til de studerende og derigennem få en dialog i gang i undervisningen.
Individuel vejledning
Når der skal skrives større opgaver og projekter, er der næsten altid afsat tid til individuel vejledning. Det gælder for eksempel for det afsluttende bachelorprojekt, hvor den enkelte studerende forholdsvist frit vælger sit emne, hvorefter opgaven skrives under vejledning af en underviser.
Fuldtidsstudie
Bachelorstudiet er et fuldtidsstudie, og derfor forventes det, at du arbejder med dit studie meget mere end den tid, der er afsat til forelæsninger og øvelser. Det forventes, at du bruger en del tid på selv at sætte dig ind i stof, at arbejde med øvelsesopgaver og selvstændigt at arbejde med projekter senere i studiet.
Som andre universitetsstudier, kræver bachelorstudiet derfor, at man kan arbejde selvstændigt. Men på SDU synes vi, at det er vigtigt, at man altid kan få hjælp, hvis man er gået i stå. For selv om man skal arbejde selvstændigt, betyder det ikke, at man skal klare alting alene. -
Det kan have stor værdi at være en del af en studiegruppe. Når du arbejder i en studiegruppe, får du mulighed for at undersøge, afprøve og anvende det, som du lærer i dine fag. Det kræver, at man investerer tid i at få en velfungerende studiegruppe, men i det lange løb kan det have en stor effekt for din læring og din faglige forståelse.
Læring sker ikke kun til undervisning men i høj grad også i de nødvendige aktiviteter udenfor undervisning, hvor du læser, forbereder dig og arbejder i studiegruppen.
Vi opfordrer alle vores studerende til at indgå i en studiegruppe. På nogle uddannelser er studiegruppen obligatorisk eller en central del af det faglige. Få det bedste ud af studiegruppen selvom du måske ikke foretrækker den arbejdsform.
Se det som en mulighed for at lære noget af dine medstuderende og en forberedelse til at komme ud på arbejdsmarkedet, hvor du ofte ikke selv kan vælge, hvem du skal arbejde sammen med. -
Hverdagen som studerende på universitetet er anderledes end din tid på ungdomsuddannelsen. Det er både spændende og udfordrende. Her kan du få et indblik i nogle af de forskelle, du vil opleve, når du går fra at være gymnasieelev til at være studerende.
Fra gymnasiet til universitetet
Vi kalder tingene noget andet, fordi det er noget andet: Du går på universitetet, ikke i skole. Du er studerende, ikke elev. Du har undervisere, ikke lærere. Du har pauser, ikke frikvarter. På universitetet har du færre undervisningstimer, og der er ikke mødepligt. I stedet forventer vi, at du selv planlægger din studietid mellem de skemalagte timer.
Uddannelsen er et fuldtidsstudie, og vi forventer, at du studerer på fuld tid. Der er meget litteratur, der skal læses, og store dele kan være på engelsk. Der er afleveringer og opgaver, der skal løses. Til forelæsninger er det typisk store hold, mens holdene er mindre til øvelsestimer, hvor det ofte er en ældre studerende, der underviser. Ved at bruge tid på at diskutere og forberede dig sammen med dine medstuderende, fx i en studiegruppe, vil du lære mere og få nye perspektiver på det faglige. Du vil opdage, at du efter noget tid har vænnet dig til alt det nye og fundet din egen måde at studere på.
Det sociale
Ældre studerende tager godt imod dig og dine medstuderende, når I starter. De vil hjælpe dig med at opbygge sociale relationer og komme godt i gang med det faglige. Vi anbefaler, at du kommer med i en studiegruppe, hvor I arbejder sammen om det faglige og støtter hinanden, når det er svært. Ved at tale med dine medstuderende, vil du opleve, at de fleste oplever tvivl og usikkerhed på egne evner. Det er helt naturligt i alt det nye, og derfor er det vigtigt fra starten at knytte stærke relationer til medstuderende, så I kan hjælpe og opmuntre hinanden.
Dine studiekompetencer
Du er ansvarlig for din egen læring på universitetet. Det er din lyst til at lære, der driver dig. Du arbejder selvstændigt, og du planlægger selv, hvordan du vil prioritere læsning, forberedelse, studiegruppearbejde og opgaver. At strukturere din tid er vigtigt for at få et højt udbytte. Det er bedre, at du forstår stoffet og har et overblik over indholdet, end at du læser alle ord på alle sider i pensum. Adgangskravene til uddannelsen indikerer, hvad du skal være god til fagligt; fx er Matematik A et udtryk for, at du skal være god til matematik.
-
SDU Odense er SDUs største campus, placeret kun tre kilometer fra Odenses centrum, og større end fyrstendømmet Monaco. Næsten alle universitetets uddannelser findes her, og med cirka 23.000 studerende under samme tag møder du hver dag en masse forskellige studerende fra forskellige uddannelser. Skimmer du opslagstavlerne langs Gydehutten, vil du opdage, at der er mange interesse-fællesskaber, du kan blive en del af.
Campus byder også på en lang række faciliteter – som fx fitnesscenter, svømmehal og verdens bedste trænings- og atletikstadion (ifølge Den Internationale Olympiske Komité) – som du kan gøre brug af.
Bliv klogere på SDU Odense.
-
SDU har et aktivt og mangfoldigt studiemiljø, der byder på en række studenterforeninger, som du har mulighed for at engagere dig i.
Få et overblik over de forskellige studenterforeninger på SDU Odense.
Livet som bosiddende i Esbjerg
Vi har også samlet lidt info til dig om studiebyen Esbjerg.
-
Odense har "Tag over hovedet"-garanti for studerende. Det betyder, at hvis du ikke selv kan finde et sted at bo, kan du få hjælp til at finde et. Det giver god tryghed, når man skal finde sig til rette i en ny by.
Det er også muligt for nye studerende at søge om bolig på Campus Kollegiet, man skal søge med sin SDU mail og login.
- Følg Studiebyen Odense på Facebook.
- Læs om kommunens "Tag over hovedet" - garanti.
- Hos Kollegieboligselskabet kan du søge kollegieboliger i Odense.
- Odenses syv største boligselskaber har en fælles side for studerende.
Hvis du har en lav indkomst og bor i lejebolig, kan du søge om økonomisk støtte (boligsikring). Der findes generelt mange boligportaler, men vær opmærksom på prisen for brug af siderne. -
Velkommen til en by, hvor over 30.000 studerende har deres hverdag. De fleste læser på SDU, men Odense har også musikkonservatorium, kunstakademi og flere professionsskoler.
Som studieby har Odense en perfekt størrelse, da den er stor nok til, at der hele tiden sker spændende ting både kulturelt og socialt, men samtidig lille nok til, at det hele stadig føles nært og lokalt.
De mange studerende sætter deres præg på byen, som har et levende natteliv, masser af hyggelige cafeer, spisesteder og alle de kulturtilbud, du kan drømme om, fx kunstmuseum, små nye gallerier, flere musikscener og spillesteder, klassisk og eksperimenterende teater. Og så er Odense byen med 74 årlige festivaler (ja, fireoghalvfjers). Du kender nok allerede Tinderbox, men derudover kan du blandt andet glæde dig til tarteletfestival, Spoken Word, Jam Days, festivaler for både portvin, rosé og øl – og så selvfølgeligt den store Odense Film Festival, hvor du kan se gratis film fra morgen til aften – i en hel uge!
Som ny indbygger i Odense lærer du hurtigt, at De Striwede dækker over fodboldklubben OB, og at byen også er meget stolt af ishockeyklubben Odense Bulldogs, Eventyrløbet og H. C. Andersen Marathon.
Og du kan komme nemt fra A til B. Du kan bare hoppe på en tur med byens letbane, der kører fra midtbyen direkte til universitetets hovedindgang på 15 minutter. Eller du kan få vind i kinderne med cyklen på kommunens 560 km cykelstier.
Følg Studiebyen Odense på Facebook.
Jobmuligheder under og efter studiet
Fyn er hjemsted for en af Europas største klynger med over 100 tech- og robotvirksomheder. Flere af virksomhederne har deres udspring i SDUs forskningsmiljøer, og du vil opleve, at universitetet har et ambitiøst start-up miljø, hvor du kan få hjælp til at sætte din idé på vinger.
Socialstyrelsen og Miljøstyrelsen ligger i Odense. Her er flere kulturinstitutioner, biotech-virksomheder, et stort universitetshospital, OUH, der er tæt forbundet med SDU. Det gør det muligt at finde et studiejob, som er relevant for dit studie. -
Har du behov for et sted til at studere eller mødes med dine venner over en kop kaffe, så er Studenterhus Odense det oplagte valg. Her kan du fx deltage i brætspilsaftner, speeddating og julefrokost eller opleve stand-up, filmvisninger og karaoke.
Følg Studenterhus Odense:- Facebook
- Instagram
-
A Place To
Esbjerg Sygehus kan henvise yngre læger til lejligheder i de tre A Place To-tårne. Tanken er også, at lejlig-hederne skal være tilgængelige for de medicinstuderende, der vælger at tage deres kandidatuddannelse i Esbjerg. Lejlighederne ligger to km fra Esbjerg Sygehus, hvor undervisningen kommer til at foregå.
Tilmelding til boligerne er åben, så det er muligt for studerende at skrive sig op til en bolig. Det er muligt at bo i lejlighederne, mens bacheloren færdiggøres i Odense.
Alle lejligheder har altan, og tårnenes højde på henholdsvis 7, 9 og 17 etager sikrer, at mange får en sær-deles god udsigt – også mod sygehuset.
Visionen bag A Place To er, at selvom man bor alene, er man ikke alene. Personlige relationer betyder noget, og derfor er der langt stort an på fællesrum, cafe, fælleskøkkener etc. Der vil desuden være cykel- og bilparkering, restaurant, samt en skybar på øverste etage i det højeste tårn.
Du kan desuden danne dig et indtryk af A Place To og områdets muligheder i denne video.
-
Esbjerg er en studieby med en række uddannelsesinstitutioner, og så er det Danmarks femtestørste by. Byen har et alsidigt by-, café- og kulturliv samt et bredt udvalg af sports- og fritidsklubber, og som tilflytter er døren åben til mange forskellige sociale netværk.
Derudover er Esbjerg rig på virksomheder, hvilket betyder, at man som studerende har rigtig god mulighed for at finde et relevant job – både under og efter studiet.
Esbjerg er geografisk placeret ved havet med frit udsyn til barsk og smuk natur. Vind og hav har gennem årtier præget byens vækst og udvikling fra fiskeriby til en af Danmarks største offshore industrier. Esbjerg er i disse år præget af en række ambitiøse projekter inden for kommunikationsteknologi og vedvarende energi. Lige uden for Esbjerg finder du det enestående naturområde Vadehavet. Her er åbne vidder, et helt unikt dyreliv og egnen byder på sjældne gastronomiske oplevelser.