Skip to main content
DA / EN

Nysgerrig på mediers rolle i samfundet?

Interesserer du dig for mediers rolle i samfundet, og ønsker du at kunne udarbejde forskellige medieprodukter og -løsninger? Så er bacheloruddannelsen i Medievidenskab lige noget for dig. På studiet får du et bredt fagligt fundament til at analysere og forstå medieformer, og de roller, medier spiller i vores hverdag, ligesom du får rig mulighed for at skabe medieindhold. Du bliver bl.a. undervist i mediers historiske udvikling, som giver dig en grundig forståelse af, hvordan medier er med til at forme samfundsudviklingen. Du lærer også at forholde dig kritisk og reflekterende overfor nutidens medielandskab.

Uddannelsen er perfekt for dig, der gerne vil have en teoretisk forståelse for medier og samtidig kunne anvende teorien i praksis – hvad enten du vil arbejde strategisk med medier eller have fingrene i selve produktionen. På studiet lærer du nemlig at planlægge og producere forskellige typer af medieindhold, heriblandt kortfilm.

Studiemiljø 

På Medievidenskab har vi vores eget fagråd, som holder arrangementer på tværs af alle årgange – dette giver dig god mulighed for at skabe relationer på kryds og tværs af studiet. Arrangementerne kan være alt fra quizaftner, udflugt til medievirksomheder, foredrag med relevante professionelle inden for mediebranchen og meget andet. Som noget helt specielt på Medievidenskab har vi vores egen kortfilmfestival ”Guldægget”. Guldægget er et galla-arrangement, hvor studerende, der arbejder med film, kan indsende kortfilm. Vinderen af hovedprisen kvalificerer sig til OFF (Odense filmfestival). Guldægget giver dig derfor mulighed for at afprøve, hvordan det er at konkurrere i en professionel kontekst.

Jobmuligheder 

Da store dele af vores undervisning er baseret på virkelige eksempler og samarbejde med mediebranchen, får du løbende mulighed for at afprøve din teoretiske viden i praksis. Det betyder, at du efter endt uddannelse har en forståelse af, hvordan du kan anvende din viden på arbejdsmarkedet. Uddannelsen giver dig kompetencer til at kunne arbejde inden for både mediebranchen og uddannelsessektoren, men vi ser, at vores dimittender arbejder i vidt forskellige sektorer og brancher.

3 gode grunde...

  • At kombinere teori og praksis er et gennemgående fokus på studiet, hvorfor du bliver dygtig - allerede i et tidligt stadie – til at omsætte din viden på arbejdsmarkedet.
  • Der er rig mulighed for at finde relevante studiejobs i Odense, fx på TV2, hvor mange af vores studerende har arbejdet gennem tiden.
  • Du bliver en del af et studiemiljø, der elsker at nørde med medier og bruge tid på at udvikle fagligheden, både på og uden for universitet – samtidig med at der er plads til masser af festlige aktiviteter.

Følg @hum_studieliv_sdu på Instagram