Skip to main content
DA / EN

Uddannelsens opbygning

Bacheloruddannelsen i Software Engineering varer tre år (6 semestre), hvorefter du starter på kandidatdelen.

Som softwareingeniør vil du komme til at skabe løsninger på store og små udfordringer. På uddannelsen bliver du introduceret for teori og værktøjer, der gør dig i stand til at kunne udvikle løsninger baseret på viden om nuværende og fremtidens behov.
Hvert semester er baseret på et hovedtema, der bliver omdrejningspunktet for semestrets teori- og projektarbejde. Straks fra studiestart bliver du en del af en projektgruppe, hvor I arbejder med projekter, som ofte tager afsæt i problemstillinger hentet fra virksomheder.

Før du starter på uddannelsen, har du mulighed for at tage et kom-godt-i-gang-kursus i matematik. Kurset finder sted i august måned.

1. semester – softwareprogrammering

På første semester lærer du, i et bredt perspektiv, om de brugsmæssige og samfundsmæssige sammenhænge, det teknologiske fundament og programmering af informationsteknologi og softwaresystemer. Du får indsigt i grundlæggende programmering, så du lærer, hvordan man programmerer software. I forbindelse med semesterprojektet udvikler du sammen med din projektgruppe en softwareapplikation med udgangspunkt i en samfundsmæssig problemstilling.

2. semester - udvikling af softwaresystemer

Her får du indsigt i systematisk udvikling af et softwaresystem som passer til brugernes praksis og behov samt vekselvirkningen mellem software og organisationer. Du lærer om videregående programmering, databaser og implementering af et givent design. I semesterprojektet arbejder I med udgangspunkt i en virksomhedscase med at programmere et softwareprodukt.

3. semester - distribuerede interaktive softwaresystemer

Semestret handler om design og softwareudvikling i konteksten af webbaserede og interaktive systemer. Du lærer om, hvordan du laver godt design for brugerne med udgangspunkt i interaktionsdesign. Samtidig lærer du om operativsystemer, netværk og webteknologier, så du bliver opmærksom på de muligheder og vanskeligheder, der ligger i den underliggende tekniske platform. I semesterprojektet arbejder i med udgangspunkt i brugernes behov med udviklingen af et distribueret og interaktivt system.

4. semester - intelligente komponentbaserede softwaresystemer

Semestret introducerer dig til komponentbaseret softwareudvikling, og du får en indsigt i kunstig intelligens, algoritmer, datastrukturer og videnskabsteori. Du bliver i stand til at udvikle intelligente løsninger, arbejde præcist med algoritmer og datastrukturer i den kode, der indgår i et softwareprojekt. I semesterprojektet arbejder I med udgangspunkt i en case på at udvikle et intelligent system, hvor I bruger komponenter til opnå en god softwarearkitektur.

5. semester - sikre og mobile softwaresystemer

Her lærer du om, hvordan software udvikles med sikkerhed i fokus og i form af apps, så der er tale om mobile softwaresystemer. Du får indsigt i, hvad der skal til, når software skal tilpasses, vedligeholdes og videreudvikles. En del af semestret udgøres af valgfag som giver dig mulighed for at specialisere dig indenfor specifikke fagområder. Du kan også vælge at læse semesteret på et udenlandsk universitet.

6. semester - bachelorprojekt

Her laver du bachelorprojekt, hvor du samler din viden og kompetencer fra de tidligere semestre. Dette projekt understøttes med undervisning i projektledelse og forundersøgelse som understøtter dig i at arbejde tværfagligt og innovativt. Derudover sammenstilles viden og metoder fra hele uddannelsen som en del af kurser i videnskabsteori og software arkitektur.

Eksempler på tidligere bachelorprojekter:

  • Forbedre indsamling af helbredsinformationer hos praktiserende læger via et nyt administrationssystem
  • Hjælp rehabilitering af nakkesmerter via en Android Rehab-applikation
  • Udvikling af 3D spil via Unity platformen