Lær at håndtere data professionelt
De fleste private virksomheder og offentlige organisationer har et stort behov for at være datadrevne. Det kræver en solid forståelse for data og datahåndtering. Kun gennem en forståelse af hele værdikæden mellem data og forretning bliver data den værdifulde ressource der sikrer organisationens fremdrift og udvikling.
Mange organisationer efterspørger disse kompetencer, men oplever at det er svært at rekruttere nye medarbejdere eller tilbyde medarbejdere relevant efter- og videreuddannelse inden for området. Masteruddannelsen i Data Stewardship er oprettet netop for at kunne imødekomme de stigende behov.
Masteruddannelsen i Data Stewardship henvender sig til dig som allerede har erhvervserfaring. Du er ansat i den private eller offentlige sektor, og du har et behov for at styrke dine kompetencer inden for data stewardship. Din uddannelsesmæssige baggrund kan være teknisk, humanistisk, samfundsvidenskabelig eller naturvidenskabelig. Uddannelsen henvender sig både til dig som ønsker en ny profil på din uddannelse, og dig som vil udvide din jobprofil med et dataorienteret perspektiv.
Master i Data Stewardship er for alle som har en bachelor- eller professionsbacheloruddannelse og mindst to års relevant erhvervserfaring. På uddannelsen har du kurser i for eksempel programmering for datasikkerhed, praktisk data management og grundlæggende privathed og sikkerhed. Du har desuden et valgfag og afslutter uddannelsen med at skrive et masterprojekt.
På uddannelsen tilegner du dig kompetencer så du kan sikre kvalitet og konsistens af data på tværs af processer og systemer, for at kunne optimere dataenes anvendelighed, reproducerbarhed og værdiskabelse. Med uddannelsen vil du kunne gå forrest i at udvikle, optimere og implementere en virksomheds strategi for håndtering af data, som opfylder lovkrav om datasikkerhed. Sidst men ikke mindst bliver du introduceret til grundlæggende teknikker til dataanalyse for at skabe viden og indsigt ud fra data.
På uddannelsen bliver du en del af et stærkt netværk af andre dataprofessionelle som du kan sparre og udvikle dig sammen med – også efter endt uddannelse.
Dele af undervisningen foregår på engelsk, og du skal derfor have arbejdskompetencer og læsefærdigheder på engelsk.
Med en masteruddannelse i Data Stewardship lærer du at håndtere data gennem hele deres livscyklus ved at opnå kompetencer inden for:
- planlægning og udvikling af datastrategi
- indsamling og processering
- opbevaring
- grundlæggende dataanalyse
- formidling og deling
- arkivering, sletning eller anonymisering
- etiske og juridiske principper
Med uddannelsen kan du arbejde professionelt med data i et stigende antal virksomheder og brancher, for eksempel produktion, bygge- og anlægsbrancherne, medicinalvirksomheder, transport- og energisektoren, it-, højteknologi- og softwarevirksomheder samt konsulenthuse. Af offentlige organisationer kan blandt andet nævnes nationale, regionale og kommunale myndigheder, hospitaler, forskningsinstitutioner og biblioteker.
Masteruddannelsen kvalificerer dig til at varetage funktioner som analytiker, it-udvikler, dataadministrator, datasteward, datamanager eller forandringsagent.
Derfor skal du læse master i Data Stewardship
- Du lærer effektive og praksisnære strategier, der gør data til en værdifuld ressource i din virksomhed.
- Du lærer hvordan man sikrer, at datahåndteringen er konsistent, sikker, etisk og juridisk forsvarlig.
- Du lærer at drive organisatoriske forandringer hvor data er en integreret del af alle processer og systemer.
- Du lærer at implementere praktiske databehandlingsprocesser gennem hele livscyklussen ved hjælp af programmering og teknologiske løsninger.
Uddannelsen giver ret til betegnelsen Master i Data Stewardship.