De fire studerende sprang til, da de blev opfordret til at deltage i Nespresso’s konkurrence om at gøre kaffeproduktionen mere miljøvenlig.
”Vi var et rigtig godt team og havde i forvejen arbejdet med optimering af kaffemaskiner, så vi syntes, at det lød som en spændende udfordring ved siden af studiet,” siger Søren Westh Matthesen. Han er en af de fire deltagere i den internationale gruppe, som udover Søren består af Angelina Stoyanova, Christina Kaloudaki-Pangidou og Marcus Borseman.
Gør kaffen mere grøn
De fire studerende fik til opgave at gøre Nespresso’s supply chain (forsyningskæde) mere CO₂ venlig på længere sigt.
”Vi fik udleveret en case fra virksomheden med deres nuværende supply chain, som vi supplerede med vores egen research vedr. kaffeproduktion og bæredygtighed. Vi foreslog en samlet strategi, der tog fat i relevante problemer gennem hele Nespresso’s suply chain,” fortæller Søren.
Ekspert i kaffe
I løbet af projektet blev de studerende eksperter i kaffeproduktionen og de forskellige processer omkring udvindelse af kaffe fra planten.
”I vores strategi så vi både på dyrkningen hos kaffebønder, bearbejdning hos opkøbere, muligheden for genanvendelse af emballage og en marketing strategi, der gør forbrugerne opmærksomme på nødvendigheden af CO₂-venlig kaffe,” siger han.
”Vi undersøgte bl.a. muligheden for at genanvende restaffaldet, da her er et stort potentiale til at reducere CO₂-udslippet. Vi foreslog fx at bruge kaffe-frugtkødet som gødning på marken, så man kunne spare på kunstgødning. Samtidig kiggede vi også på tørreprocessen, hvor vi anbefalede solceller i stedet for strøm, brænde og olie, som de bruger nu.”
Motiverende og højaktuelt projekt
For hver af deres foreslåede løsninger beskrev de studerende både fordele, ulemper og finansieringen, så de kunne afdække betydningen for de implicerede parter.
”Det har været en super lærerig proces. Samtidig har det været spændende at arbejde med en rigtig case og bruge teorien i praksis på noget højaktuelt. Energi og miljø er meget oppe i tiden, og vi tænker det altid ind i de løsninger, vi foreslår,” siger han og fortsætter:
”Jeg tror, at det har været en fordel, at vi både har kombineret business-delen og det ingeniørmæssige. Vi har brugt det tekniske i løsningen modsat mange af de andre projekter, der nok har fokuseret på hardcore business. Derfor har vi været meget praktiske i vores løsning.”
Forløbet blev motiveret af PDI's uddannelsesleder Søren Jensen, og holdet blev vejledt af Giacomo Liotta
Fakta
Vil du være civilingeniør i Product Development and Innovation starter du på bachelordelen (3 år) og går derefter videre til kandidatdelen (2 år).
På kandidatuddannelsen vælger du en ud af to fagprofiler:
- Global Supply Chain Development
- Product Value Creation