Skip to main content

Dagbog fra en velfærdsteknologi-studerende

Mandag: Morgensvømning og inspirerende oplæg
En lang og travl dag venter mig, så jeg forkæler mig selv ved at slappe af med en times morgensvømning i SDU’s svømmehal. Som alle andre studerende på SU vil jeg ikke smide 50 kr. efter en tur i en af de lokale svømmehaller, så jeg nyder godt af den gratis adgang til universitetets svømmehal, som alle studerende på SDU har.

I vandet bliver dagens forløb tænkt igennem. Vi har undervisning på klassen, hvor vi skal høre om, hvordan vores underviser bruger statistik til at undersøge, om hendes forsøg/produkter har den ønskede indflydelse – og hvilke faldgruber, man skal være opmærksom på.

Derefter skal jeg et hurtigt kig forbi en underviser for at spørge ind til nogle eksamensopgaver. Over middag venter et foredrag om, hvordan man laver en stærk præsentation. Når vi som studerende i velfærdsteknologi udvikler nye produkter, snakker vi nemlig med mange forskellige målgrupper både producenter og brugergrupper fx kørestolsbrugere, diabetespatienter eller sklerosepatienter. Selv om jeg har hørt det hele før, bliver jeg alligevel inspireret af manden og får bl.a. en masse ideer til fremlæggelsen af mit semesterprojekt.

Tirsdag: Nyeste viden inden for teknologi i sundhedsområdet
Som studerende er det vigtigt at holde sig opdateret med, hvad der rører sig inden for det velfærdsteknologiske felt. Heldigvis er vores uddannelsesleder god til at arrangere, at vi kommer til arrangementer eller får besøg af forskellige eksperter. Og i dag er ingen undtagelse.

Morgenen starter med, at Kevin John Dean, der er direktør for det store britiske firma Healthcare & Life Sciences kommer og snakker en time om, hvordan man kan omlægge sygehusvæsenet og få større glæde af ressourcerne med hverdagsteknologier som Bluetooth, wi-fi, mobiltelefoner og iPads.

Vi har i undervisningen snakket en del om, hvordan vi som nyuddannede ingeniører med få års erfaring kan slå igennem overfor den erfarne læge. Det kan blive svært at overbevise lægerne om, at et nyt produkt kan gøre deres arbejde lettere. Det bliver måske en særlig udfordring for mig; en 23-årig pige, der kun lige når de 160 cm. Kevin kom her med den simple løsning: Snak med de unge læger, der som min egen generation hellere end gerne vil havde fingrene i ny teknologi. Vi skal give dem produkterne og udnytte, at alle mennesker er mere eller mindre nysgerrige af natur. Når de først ser, hvad vores produkter kan gøre for dem, skal de nok selv komme og efterspørge mere.

Resten af dagen bruges på at læse til eksamen med en klassekammerat. Heldigvis sidder vores underviser i bygningen, så vi kan gå op og spørge ham til råds om de svære emner.

Onsdag: Metode til brugerundersøgelser
Dagen bliver igen brugt på at læse til eksamen og afbrydes kun af en enkelt klasseundervisning. I dag handler det om hvilke metoder, der kan bruges, når man skal lave feltarbejde og skal samle data ind fra brugerne.

For min gruppe ligger udfordringen i, at vi er et tværfagligt team med ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejerske, hvor alle ikke er vant til metoderne. Vi mangler at begrænse vores brugergruppe og beskrive, hvilke metoder vi bruger. Og så skal vi have lavet interview og observationer til en workshop, som vi håber, at vi kan nå at lave inden projektaflevering.

Torsdag: Produktundersøgelse på banegården
En stille og rolig dag, der starter ud med eksamenslæsning om formiddagen med en veninde. Desværre blev det til mere hygge end reelt læsning.

Om eftermiddagen er jeg med min projektgruppe på banegården i Odense for at undersøgelse, hvad folk vil synes om vores produkt. Produktet er en kombination af teknologi, der allerede findes eller er under udvikling, nemlig en MR-scanner og Roblood (en robot der tager blodprøver).

Jeg havde forventet, at folk var skeptiske overfor sådan en robot, men til min overraskelse er det kun unge på min egen alder, der udtrykker skepsis. Folk over 50 år er friske på det, og en 60-årig mand svarer mig: ”Jeg ville da forvente, at det virkede perfekt, så selvfølgelig ville jeg turde lade en robot tage en blodprøve”. Den indstilling kan jeg godt lide.
Som afslutning på en solskinsdag bliver kæresten og jeg inviteret til grill hos naboerne.

Fredag: Eksamensforberedelse og kongespil på græsplænen
Inden jeg når ud på Det Tekniske Fakultet kl. 9, er der 20 grader udenfor. Derfor bliver mødet med de andre tværfaglige grupper og med vores vejleder hurtigt overstået. Heldigvis får vi positiv feedback og ingen kommer med problemstillinger, vi skal undersøge yderligere.

Før frokost spiller vi kongespil på fakultetets græsplæne, inden jeg og en veninde igen prøver at læse lidt mere til eksamen. Heller ikke i dag lykkedes det. Det er varmt og fredag!

En god uge afsluttes forkæler mig selv ved at pakke min kuffert og tage toget til Ålborg for at besøge en veninde.

Fakta om uddannelsen

Vil du være civilingeniør i sundheds- og velfærdsteknologi starter du på bachelordelen (3 år) og går derefter videre til kandidatdelen (2 år).

På kandidatdelen vælger du én ud af to fagprofiler:

- Sundheds-IT
- RoboMedic


Denne uddannelse har skiftet navn fra velfærdsteknologi til sundheds- og velfærdsteknologi.

Det Tekniske Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 03.08.2023