Livet på og omkring campus
Vi har samlet et overblik til dig her om livet som studerende, det sociale liv, dit campus og andet, der giver et indtryk af livet som studerende på en humanistisk uddannelse i Odense.
Livet som studerende i Odense
Velkommen til en by, hvor over 30.000 studerende har deres hverdag. De fleste læser på SDU, men Odense har også musikkonservatorium, skuespillerskole, kunstakademi og flere professionsskoler med studerende, som uddanner sig til for eksempel lærere, pædagoger og sygeplejersker.
De mange studerende sætter deres præg på byen, som har et levende natteliv, masser af hyggelige caféer, spisesteder og alle de kulturtilbud, du kan drømme om, for eksempel kunstmuseum, små nye gallerier, flere musikscener og spillesteder, klassisk og eksperimenterende teater. Og så er Odense byen med 74 årlige festivaler (ja, fireoghalvfjerds). Glæd dig til Tarteletfestival, Roséfestival, Tinderbox, Spoken Word, Jam Days og Odense Film Festival (en hel uge med gratis film fra morgen til aften).
Som ny indbygger i Odense lærer du hurtigt, at De Striwede dækker over fodboldklubben OB, og at byen også er meget stolt af ishockeyklubben Odense Bulldogs, Eventyrløbet og H. C. Andersen Marathon.
- Følg Studiebyen Odense på Facebook.
- OplevOdense giver dig ideer til hvad du skal i weekenden.
- Hos Studenterhus Odense og i StudieStuen kan du studere og mødes med venner.