Hvorfor er religiøse samfund så sløve til at reagere på klimakrisen?
Jorden står over for den største klimakrise i menneskehedens historie, og overalt kæmper miljøaktivister for at beskytte både mennesker og andre organismer på jorden, som de ofte føler et slægtskab med. Imens er de store verdensreligioner for uengagerede, mener den amerikanske religionshistoriker Bron Taylor, der besøger SDU den 22. marts 2023.
Hvert år mister vi mellem 200 og 2000 arter på jorden, og samtidig truer klimaforandringerne menneskers og dyrs levegrundlag over hele jorden. Der er al mulig grund til at gøre noget for at bremse den udvikling, og det er der også mange lokale, nationale og internationale bevægelser, der gør.
Ifølge klimaprofessor Sebastian Mernild, der er leder af SDU Climate Cluster, er det vigtigt at angribe klimakrisen fra andre vinkler end den rent naturvidenskabelige, og derfor ser han frem til at få et perspektiv fra en religionsforsker.
- Løsningen på klimakrisen skal også findes hos samfunds- og kulturvidenskaberne. Klimakrisen er skabt af os mennesker, så vores adfærd, holdninger og handlinger skal også være en del af løsningen, siger han.
De store verdensreligioner har milliarder af tilhængere, så det er oplagt at spørge: Hvad gør de religiøse samfund? Gør de noget for at hjælpe?
- Det overordnede svar er nej. Af flere grunde er bekymring for miljøet ikke er en prioritet for dem, siger Bron Taylor, der er religionshistoriker på University of Florida i USA. Den 22. marts kommer han til SDU for at holde en gæsteforelæsning om religion, spiritualitet og klimakrise.
Milliarder af tilhængere og ingen klima-dagsorden
-Alene de to store monoteistiske religioner, kristendommen og islam, har 4 milliarder tilhængere, så religionernes ageren i samfundet er ikke uden betydning.
Det samme kan man sige om deres manglende ageren i samfundet, mener Bron Taylor:
- Verdensreligionerne har ikke udviklet sig til at være religioner, der hjælper folk med at mobilisere sig og reagere effektivt på miljøproblemer, herunder klimakrisen. Det er forståeligt; hvis man tror, at en eller flere guder styrer jordens miljøsystemer, er det svært at tro på, at det faktisk er os mennesker, der er de ansvarlige. Men det er sådan, at hvis man ikke prøver at være en del af løsningen, så er man altså en del af problemet.
Der er mange grunde til denne passivitet. En af dem er også, at religiøse ledere ofte har rigeligt at se til med de daglige administrative opgaver og de hyppige ritualer som fx dåb og bryllup.
Har mennesket mere ret til jorden?
De store religioner blev grundlagt for mange tusinder år siden, da vi selvfølgelig ikke vidste noget om evolution og økologi – at alle organismer har samme forfader og er biologisk forbundne i økosystemer. Vores forfædre forestillede sig, at en eller flere guder havde skabt alting og indsat os som spirituelt overlegne og mere værd end andre livsformer. Det synspunkt gælder stadig i dag; at mennesket har mest ret til jorden. Dette antropocentriske syn er en væsentlig grund til, at religiøse mennesker ikke melder sig i miljø-kampen, som jo på mange områder handler om, at alle levende væsener har værdi, også selvom de ikke umiddelbart er nogen, vi mennesker kan bruge, mener Taylor.
Den opfattelse finder han i alle verdens største religioner, hvor de dog kommer til udtryk på forskellige måder.
- Mange steder i verden oplever religiøse samfund, at de er ved at miste deres unge, og nogle gange giver de miljøaktivister skylden for det. Det kan skabe en konflikt mellem religiøse mennesker og mennesker, der er optaget af miljøspørgsmål. Men hvis en religion er bange for, at dens unge skal forlade dem, burde de religiøse ledere og menigheder spørge sig selv hvorfor og finde en måde at være en del af samfundet på, som afspejler den store bekymring for klimaet og naturen, som findes i samfundet, siger han.
Spirituelle miljøaktivister
Omvendt ser han masser af miljø-engagement fra mennesker, der ikke bekender sig til nogen religion. De betragter muligvis ikke sig selv som spirituelle, men efter mange samtaler med miljøaktivister fra hele verden, konstaterer Bron Taylor, at de ofte bruge religiøse termer, når de beskriver deres bekymringer for miljøet. De taler f.eks. om følelsen af samhørighed og slægtskab med andre levende væsener på jorden, om at jorden er et helligt sted, eller at naturen er et særligt sted, hvor de kan finde skønhed, glæde, healing og fred.
- I modsætning til de store religioner har mange af disse store og små grupper og bevægelser en overbevisning om, at alle levende væsener har ret til at være på jorden. Det er det, der driver dem til at forsøge at beskytte naturen, forklarer han.
Hvis du vil høre mere om Bron Taylors forskning i religion, spiritualitet og klimakrise, er du velkommen til vores gratis forelæsning den 22. marts på SDU.
Vil du med til Bron Taylor gæsteforelæsning?
Gæsteforelæsningen ”Spirituality & the Climate Crisis: Assessing environmental behavior from the world's predominant religions to ‘Dark Green Religion’” foregår den 22. marts på SDU kl. 11:15 – 12:15. Den er åben for alle, og tilmelding er ikke nødvendig. Bag arrangementet står SDU Climate Cluster, Danish Institute for Advanced Study, the Environmental Humanities Network at SDU, Religionsstudier på Institut for Sprog, Kultur og Historie og Institut for Virksomhedsudvikling på SDU.
Bron Taylor
Bron Taylor er professor i religion, natur- og miljøetik på University of Florida. Han er forfatter til bl.a. “Dark Green Religion: Nature Spirituality and the Planetary Future”, “Avatar and Nature Spirituality” og “Ecological Resistance Movements”.
Verdensreligionerne
De fem største religioner er hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom og islam. Tilsammen har de cirka seks milliarder tilhængere.