Skip to main content
DA / EN
Projektbeskrivelse

UNF og frivillige læringsmiljøer

For alle studieretninger.

Det overordnede projekt

Vil du noget med undervisning og formidling, men er mindre interesseret i skoleverdenen og mere interesseret i frivillige kræfter? Så er UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) måske din rette hylde. UNF er en frivillig forening, der faciliterer eksterne læringsmiljøer i form af camps, foredrag og workshops i emner som matematik, datalogi, kemi, fysik og spiludvikling. Det er ikke en talentorganisation, men i stedet en forening hvor oplevelsen, ikke målbar læring, er i centrum, og formålet er motivation/interesse.

For studerende på universitetet tilbyder UNF dermed en række diverse kontekster, hvor naturvidenskabelige fagligheder bringes i spil på måder, der bare kalder på at blive undersøgt nærmere.

Vejleder på projektet

Alt efter dit fokus kan et projekt om UNF vejledes af en række forskere på FNUG. Du kan også kontakte UNF på odense@unf.dk for at aftale nærmere om mulighederne.

Foreslåede problemformuleringer

  • Hvordan praktiseres matematik/kemi/fysisk/osv. i UNF's eksterne læringsmiljøer?
  • Hvilket udbytte opnår deltagerne af en UNF-camp/workshop?
  • Hvilke elevtyper henvender UNF sig til?
  • Hvordan bidrager UNF til STEM-fastholdelse?

Teoretisk inspiration

Eksterne læringsmiljøer, affekt og læring, STEM-fastholdelse, fagdidaktik.

Metodeovervejelser

Et projekt om UNF’s fagpraksis lægger op til metoder som observation af enten passiv eller deltagende art, interview, spørgeskema.

Hvis der indgås aftale med UNF, kan der også arbejdes designbaseret. Den slags projekt er oplagt til dig, der allerede har gennemført kurser som NAT805, NAT808 eller NAT817, og som gerne vil prøve nogle formidlingsudfordringer af ude i virkeligheden.

Redaktionen afsluttet: 07.02.2023