Skip to main content
DA / EN

Efter årtiers fokus lider verdens søer stadig af fosforforurening

Fosforforurening af søer er et stort problem. Ledende forskere peger nu på, at vi skal have yderligere gang i forbedringen af søernes tilstand – ellers står vi tilbage med dårlig ferskvandskvalitet. I en række undersøgelser offentliggjort i et særnummer af tidsskriftet Water Research ser forskerne på, hvordan man kan restaurere fosforforurenede søer.

Af Birgitte Svennevig, , 06-07-2016

- I 40 pct. af Europas søer lever vandkvaliteten ikke op til EUs vandrammedirektiv, og det skyldes primært fosforforurening. Det er et stort problem for vandkvaliteten og biodiversiteten i søerne og for samfundet, og vi er nødt til at få styr på, hvordan vi genopretter disse søer, siger lektor og medredaktør af særnummeret, Kasper Reitzel, Biologisk Institut.

Sammen med kollegerne Sara Egemose og Henning S. Jensen, er Kasper Reitzel medforfatter til flere bidrag i særnummeret. De er eksperter i sørestaurering og tilknyttet Villum Kann Rasmussen Centre of Excellence, Center for Sørestaurering (CLEAR).

Det nye særnummer af Water Research har bidrag fra 60 forfattere fra 12 lande.

Steget til alarmerende niveauer

I en pressemeddelelse skriver tidsskriftet:

”Fosfor er den væsentligste årsag til forringelse af vandkvaliteten i hele verden. Det resulterer i "døde zoner", giftige algeopblomstringer, tab af biodiversitet og øgede sundhedsrisici for planter, dyr og mennesker, der kommer i kontakt med forurenet vand.

Efter årtier med afstrømning fra landbrug, kloakker og industrien, er indholdet af fosfor i vores søbunde steget til alarmerende niveauer. Omfanget af problemet er skræmmende, og selvom der generelt er gjort forsøg på at nedbringe afstrømningen, bliver der stadig pumpet omkring 10 millioner tons ekstra fosfor ud i vores ferskvand hvert år.

Langsigtede overvågningsaktiviteter viser, at søernes plante- og dyreliv ofte ikke genetableres, selv om fosforbelastningen falder. Dette skyldes, at fosfor lejres i søbundens sedimenter, hvorfra det kan frigives tilbage til søvandet.”

Geo-engineering kan hjælpe søerne

Såkaldt geo-engineering dækker over anvendte metoder til at restaurere søer for fosforforurening.

Ofte går metoderne ud på kemisk at binde fosfor i søbunden ved f.eks. at tilføre aluminiumsalte eller modificeret ler til søen.

- Men resultaterne er ikke altid gode. Geo-engineering bliver ind imellem brugt ukritisk i søer. Det kan f.eks. være, fordi den eksterne fosfor-belastning ikke er blevet reduceret nok, eller fordi man af økonomiske grunde har brugt for lave doser, siger Sara Egemose, Biologisk Institut.

I særnummeret præsenteres en videnskabelig vurdering af forskellige geo-engineering metoder. Denne viden har forskerne fra CLEAR i samarbejde med Naturstyrelsen omsat til et sæt retningslinjer for restaurering af danske søer.

Mød forskeren

Adjunkt, ph.d. i biologi.

Kontakt

Geo-engineering

Fotoet viser et eksempel på geo-engineering: Aluminium udbringning på Sørup Sø ved Svendborg, 2015. (Foto af Niels Mogensen Svalebøg)

Mød forskeren

Lektor, Biologisk Institut.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 06.07.2016