Skip to main content
DA / EN

Ærefuld demografipris til Jim Vaupel

SDU-forskeren får pris for sin banebrydende forskning.

Den prestigefyldte EAPS Award for Population Studies uddeles af European Association for Population Studies (EAPS) og har til formål at hædre "banebrydende originale bidrag til studiet af befolkningen med vidtrækkende konsekvenser for vores fag og vores forståelse af befolkningens dynamikker og konsekvenserne heraf.”

I år gik prisen til Jim Vaupel, som har været professor på SDU siden 1991. Jim Vaupel leder i dag SDU’s Interdisciplinary Center on Research and Education on Population Change, som er et tværfakultært samarbejde med forskere fra både det humanistiske, det naturvidenskabelige, det samfundsvidenskabelige og det sundhedsvidenskabelige fakultet.

I forbindelse med overrækkelsen af prisen har bla. tidligere EAPS prismodtagere og fagfæller Frans Willekens og Wolfgang Lutz udtalt:

- Jim er en af verdens førende demografer, han er innovatør og bygger institutioner inden for demografi, - Jim har revolutioneret forskningen vedrørende aldring og uden hans ideer, energi og evne til at række ud, ville demografi slet ikke have opnået den videnskabelige status, som den har i dag.

 

En af verdens førende

Jim Vaupel har tre hovedforskningsområder, som har gjort ham til en af verdens mest anerkendte demografer: stigningen i forventet levealder blandt mennesker; dødeligheds- og fertilitetsdemografi på tværs af livets træ; og matematisk demografi.

Han har publiceret i de førende videnskabelige tidsskrifter og hans forskning bliver også hyppigt bragt i medierne både nationalt og internationalt, da hans videnskabelige fokus ligger på emner, der er relevante i forhold til den offentlige debat. Herunder pensionsalder, fordeling af arbejde i et livsforløb og sundhedspolitik.

Den europæiske demografikonference, hvor prisuddelingen fandt sted den 9. juni 2018, er det største og vigtigste møde inden for Europas demografiske forskningsmiljø. Jim Vaupel vandt en lignende pris for ti år siden, uddelt af det amerikanske Population Association of America. Han er den eneste forsker, der nogensinde er blevet anerkendt med priser på det niveau på begge sider af Atlanten.

Mød forskeren

Jim Vaupel, professor og leder af Interdisciplinære Center for Forskning og Uddannelse i Biodemografi, InCent, SDU.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 15.06.2018