Danskerne bevæger sig for lidt og sidder for meget ned. Faktisk er 3 ud af 4 danskere stillesiddende eller kun lettere aktive i fritiden, og vores undersøgelser viser, at kontoransatte sidder ned ti timer om dagen.
Konsekvensen af denne fysiske inaktivitet er en lang række sygdomme, såsom hjertekarsygdomme, type-2 diabetes og visse cancersygdomme, ligesom det fører til cirka 6.000 ekstra dødsfald om året. Det svarer til 7-8 procent af alle dødsfald i Danmark.
Fysisk inaktivitet forkorter også vores middellevetid, sådan at vi i gennemsnit lever 1 år og 1 måned kortere.
På SIF forsker vi både i fysisk aktivitet, hverdagsbevægelse, stillesiddende adfærd og fysisk inaktivitet.
Vi monitorer befolkningens fysiske aktivitet og inaktivitet, og forsker i sammenhængen mellem helbred og fysisk inaktivitet og stillesiddende adfærd. Derudover udfører og udvikler vi interventioner med det mål at få børn, unge og voksne til at bevæge sig noget mere i hverdagen, i skolegården og på arbejdspladsen, ligesom vi har interventioner rettet mod voksne uden for arbejdsmarkedet.