Dette ph.d.-projekt har undersøgt, hvordan kommunerne arbejder med fænomenet ’Sundhed på tværs’.
’Sundhed på tværs’ har vundet mere og mere ind i kommunale politikker og handleplaner, og blandt andet Sundhedsstyrelsen har agiteret for, at det skal implementeres og tænkes ind i den kommunale opgaveløsning på tværs af forvaltninger. Interessen for at arbejde med ’Sundhed på tværs’ udspringer blandt andet af de store sundhedsmæssige udfordringer, som kommunerne står overfor i fremtiden med blandt andet en stigende ældrebefolkning og udsigter til nedskæring i velfærdsydelserne som følge af et større pres på den kommunale økonomi. Samtidig bygger ’Sundhed på tværs’ på en antagelse om, at det er vores daglige liv, der har betydning for vores sundhed. Sundhedsfremme skal derfor foregå, hvor vi som borgere færdes i dagligdagen – hvad enten det er i skoler, på plejehjem, i byens parker, i beskæftigelsesindsatser mv. Det forudsætter, at der arbejdes på tværs af sektorerne.
Fokus på den lokale oversættelse
Ph.d.-projektet har taget udgangspunkt i et nyinstitutionelt perspektiv på implementering af politiske reformer. Det vil sige, at undersøgelsen byggede på en forståelse af, at der i mødet med den lokale kontekst sker en oversættelse og tilpasning af begrebet ”Sundhed på tværs”, så det giver mening for arbejdet i den enkelte kommune. For at belyse, hvad der sker i denne oversættelse til lokale forhold, satte studiet fokus på de organisatoriske dynamikker og processer, der udspiller sig i forbindelse med samarbejde og koordinering af sundhedsfremme og forebyggelse mellem forskellige politiske udvalg og administrative enheder, såvel som i konkret praksis.
Studiet blev inddelt i tre delstudier:
- Første delstudie var en dokumentanalyse, som undersøgte rationalerne for ’Sundhed på tværs’ i nationale anbefalinger og vejledninger til kommunerne fra blandt Sundhedsstyrelsen og KL.
- Andet delstudie benyttede interview og dokumentanalyse til dataproduktion. Fokus var her på det kommunale politikdesign og sammenhænge mellem mål og midler, indsatser og gensidige afhængigheder.
- Tredje delstudie var et casestudie af konkrete indsatser. Fokus var, hvordan ’Sundhed på tværs’ praktiseres i konkrete indsatser, og hvordan det giver mening for medarbejdere fra forskellige fagområder og afdelinger som begreb og konkret handlemulighed.
På tværs af de tre delstudier ønskede ph.d.-projektet at producere viden om organisatoriske dilemmaer, ambivalenser og modsatrettede krav i forbindelse med organiseringen af den kommunale forebyggelsespraksis.
Projektperiode
Projektet blev afsluttet i 2016.
Bevillingsgiver
Projektet blev støttet af TrygFonden.