Skip to main content

Førstehjælp i folkeskolen 2024 – et opfølgningsstudie

Det Europæiske Genoplivningsråd anbefaler, at alle europæiske skoler underviser elever i livreddende førstehjælp. Formålet er at øge antallet af vidner, der påbegynder livreddende førstehjælp ved hjertestop og tilkalder hurtig lægehjælp i tilfælde af stroke. I 2005 pålagde dansk lovgivning alle danske folkeskoler at tilbyde træning i førstehjælp og identifikation af symptomer på stroke. På trods af dette lovgivningsmæssige pres anslås det i en undersøgelse fra 2014, at op mod halvdelen af skolerne i Danmark ikke tilbød denne træning og siden da, er der ikke iværksat nogle systematiske eller nationale tiltag for at ændre på praksis i folkeskolerne.

I Danmark får cirka 3.500 personer hjertestop uden for hospitalerne hvert år, og kun 11 % overlever udover 30 dage. Hurtig påbegyndelse af livreddende førstehjælp med hjertemassage, kunstigt åndedræt (hjerte-lunge-redning) og brug af hjertestarter øger chancen for at overleve markant. Dette understreger den afgørende rolle, vidner til hjertestop spiller i at sikre, at flere personer overlever. I Danmark bliver der i 45 % af tilfældene forsøgt genoplivning, før ambulancen kommer frem. Hjerneblødning og blodprop i hjernen (stroke) bidrager ligeledes væsentligt til dødelighedsraterne og er en af de førende årsager til voksenhandicap. At genkende symptomerne hurtigt og søge øjeblikkelig lægehjælp er vitale skridt til at minimere strokes indvirkning. 

Formål

Projektets overordnede mål er at følge op på undersøgelsen fra 2014 og undersøge udbredelsen af undervisning i livreddende førstehjælp på danske grundskoler i 2024. Yderligere sigter undersøgelsen mod at belyse muligheder og udfordringer ved implementeringen af førstehjælpsundervisning, herunder planlægning af undervisningen i skolernes dagligdag og lærernes erfaringer med undervisningen. Resultaterne af undersøgelsen vil tjene som et udgangspunkt for fremtidigt arbejde med at implementere førstehjælpsundervisning i grundskolerne.

Metode

Projektet indebærer en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt alle skoleledere på danske grundskoler samt et udvalg af lærere, der underviser i 9. klasse. Undersøgelsen er en gentagelse af en tidligere undersøgelse fra 2013/2014, og derfor vil det samme spørgeskema blive anvendt med nogle få tilpasninger, herunder tilføjelsen af stroke som et nyt fokusområde inden for førstehjælp. Spørgeskemaerne vil blive udsendt i maj 2024, og resultaterne vil blive rapporteret i september 2024.

Projektperiode

2024

Samarbejdspartnere og bevillingsgivere

Dansk Råd for Genoplivning og Region Hovedstadens Akutberedskab er samarbejdspartnere. Projektet er finansieret af TrygFonden. 

Sidst opdateret: 16.04.2024