Skip to main content

Førstehjælp i folkeskolen

  • Projektleder: Line Zinckernagel

I Danmark får cirka 3.500 personer hjertestop uden for et hospital hvert år, og kun 11 % er i live 30 dage efter. Hurtig påbegyndelse af livreddende førstehjælp med hjertemassage, kunstigt åndedræt (hjerte-lunge-redning) og brug af hjertestarter (automatisk ekstern defibrillator, AED) øger chancen for at overleve markant. Det betyder, at vidner til hjertestop har en central rolle for at sikre at flere overlever. I Danmark bliver der i 45 % af tilfældene forsøgt genoplivning, før ambulancen kommer frem.

Det Europæiske Genoplivningsråd anbefaler, at alle europæiske skoler underviser elever i livreddende førstehjælp. Formålet er at øge antallet af vidner, der påbegynder livreddende førstehjælp ved hjertestop.

I Danmark blev det lovpligtigt for folkeskoler at undervise elever i førstehjælp i 2005. En undersøgelse fra 2012 har estimeret, at omkring halvdelen af landets skoler ikke har denne undervisning. Man ved meget lidt om årsagerne til dette, og viden om, hvordan man udbreder førstehjælpsundervisning på skoler, er derfor efterspurgt.

Formål

  • At undersøge hvor udbredt undervisning i livreddende førstehjælp er.
  • At undersøge muligheder og begrænsninger for implementering af undervisning i livreddende førstehjælp.

Metode

Undersøgelsen er baseret på en kvalitativ interviewundersøgelse blandt ni skoleledere og 16 lærere på otte skoler samt en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt 611 skoleledere og 663 lærere på i alt 783 folkeskoler, friskoler og private grundskoler. Den kvalitative undersøgelse blev gennemført i perioden fra november 2012 til og med januar 2013 – spørgeskemaundersøgelsen i perioden fra august til og med november 2013.

Projektperiode

2012-2015.

Alle resultater er blevet offentliggjort.

Samarbejdspartnere og bevillingsgiver

Kardiologisk afdeling, Gentofte Hospital og Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet er samarbejdspartnere. Projektet er finansieret af TrygFonden.

Sidst opdateret: 01.08.2023