Markante forskelle mellem kommunerne på, hvor meget borgerne bevæger sig

Af Jonna Toft, 06-09-2021

Der er markante forskelle på, hvor meget borgerne i landets kommuner bevæger sig, og hvilke former for bevægelse, de udfører, både som fritidsaktivitet, som transportform og på job eller uddannelse.

Det viser en analyse af bevægelsesvanerne i hver af de 98 kommuner, som undersøgelsen Danmark i Bevægelse netop har offentliggjort.

Danmark i Bevægelse er den hidtil største måling af danskernes bevægelsesvaner. Den er udført af Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik. Undersøgelsen blev besvaret af 163.000 unge og voksne på +15 år i efteråret 2020, og den er støttet med 12 mio. kr. af Nordea-fonden.

Helt forskelligt, hvor mange der løber og cykler
En af de største motionsaktiviteter, løb, dyrkes hver uge af 31 pct. af befolkningen i Københavns Kommune - men kun af 12 pct. af borgerne på Langeland. En anden stor idrætsgren, gymnastik, bliver dyrket af 14 pct. i Lemvig Kommune, men kun af 4 pct. på Læsø.

Også hvad angår cykling som fritidsaktivitet er der store forskelle: I de fire mest cykelaktive kommuner tager mere end 45 pct. af borgerne en tur på den tohjulede hver uge. Alle er ø-kommuner: Fanø, Læsø, Ærø og Dragør. Men i de otte mindst cykelaktive kommuner er det kun 28 pct. af borgerne, der cykler hver uge.

Forskellene er dog mindre i nogle af de mest gængse bevægelsesformer i fritiden, f.eks. gå- og vandreture. Det varierer fra aktivitet til aktivitet, hvilke kommuner der har forholdsvis flest aktive. I det samlede billede er der derfor ikke helt så tydelige forskelle på, hvor stor en andel af borgerne, der er aktive i mindst én aktivitet i løbet af en uge.

Hver kommune har fået en analyse af lokale bevægelsesvaner

Datamaterialet i  undersøgelsen er så stort, at Danmark i Bevægelse nu udgiver 98 analyser om bevægelsesvanerne i hver af de 98 kommuner.

Kommunerne er vidt forskellige hvad angår befolkningssammensætning og urbaniseringsgrad. Derfor har forskerne inddelt kommunerne i ti kommunetyper, alt efter hvor stor kommunens største by er, og hvordan befolkningen er sammensat. På den måde kan hver kommune sammenlignes med nogen, der ligner den.

Socioøkonomi påvirker bevægelsesvanerne

Selv om der er markante forskelle på bevægelsesvanerne fra kommune til kommune, er der nogle generelle mønstre, påpeger Bjarne Ibsen. Han står bag et netop udgivet notat om årsagerne til, at bevægelsesvanerne varierer fra kommune til kommune.

”Borgernes sociale og uddannelsesmæssige baggrund har langt større betydning for, hvor fysisk aktive de er, end hvilke muligheder for bevægelse, de har i deres område,” siger han.

”De stærkeste faktorer til at forklare, hvor stor en andel af borgerne i kommunen, der er fysisk aktive, er fordelingen mellem unge og ældre, andelen med en uddannelse samt de socioøkonomiske forhold, altså andelen af borgere i udsatte positioner: Ledige på kontanthjælp eller dagpenge, førtidspensionister og indvandrere. Førtidspensionister bevæger sig mindre end alle andre.”

Borgernes alder, køn og uddannelse spiller altså ind:

• Kvinder er lidt mere aktive i fritiden end mænd.
• Unge er lidt mere aktive end midaldrende og ældre.
• Personer med uddannelse er mere aktive i fritiden end personer uden uddannelse.
• Dem, der er på arbejdsmarkedet eller får folkepension, er mere aktive end dem uden job.

”Hvis en kommune vil gøre en indsats for at få flere til at bevæge sig mere, så gælder det om at støtte og inspirere de grupper, der er mindst aktive, og særligt de udsatte, til mere bevægelse,” råder Bjarne Ibsen.

”Næsten alle er fysisk aktive på en eller anden måde, så sats på de aktiviteter, der er udbredte i forvejen hos personer i udsatte positioner, f.eks. cykling. Tag fat dér, hvor det ikke kræver en ny vane at skabe en ændring, men blot mere af det samme.”

Idrætsfaciliteter og foreninger er ikke afgørende for aktivitetsniveauet 

Nogle af de elementer, som vi traditionelt har tillagt stor betydning for, hvor mange der er fysisk aktive i fritiden, ser ud til ikke at have så stor effekt som ventet, viser undersøgelsen:

Antallet af idrætsfaciliteter og naturområder i kommunen ser ud til at have en forholdsvis lille betydning for, hvor mange der er fysisk aktive i fritiden. Men det kan godt have betydning for deltagelsen i visse aktiviteter.

Det spiller heller ikke ind på aktivitetsniveauet, hvor mange penge, kommunen bruger på faciliteter og tilskud til foreninger. Og antallet af idrætsforeninger i kommunen ser heller ikke ud til at have nogen synderlig effekt.

”Det vil måske overraske mange, at forenings- og facilitetsdækningen ikke har nogen videre betydning for, hvor aktive borgerne er. Men husk, at der er mange foreninger og mange faciliteter overalt i landet, og borgerne har forholdsvis let adgang til dem. Så selvfølgelig har foreninger og faciliteter betydning. Det er bare ikke så afgørende, om der er lidt flere eller lidt færre i kommunen, når vi ser på det samlede aktivitetsniveau,” siger Bjarne Ibsen.

Selv når man fokuserer på bevægelsesformer, der ofte foregår i foreninger og kræver særlige faciliteter, f.eks. holdboldspil, andre boldspil, dans, gymnastik og aktiviteter i vand, er der kun en svag sammenhæng mellem facilitetsdækningen og hvor mange, der deltager. Folk finder tilsyneladende vej til en facilitet, selvom den ligger i nabokommunen, eller de dyrker en anden aktivitet i stedet.

Så store er forskellene

• Forskellen mellem den mest aktive kommune og den mindst aktive kommune målt på, om borgerne er idræts- og motionsaktive i fritiden, er 30 procentpoint. Ser man på de grupper, der er bevægelsesaktive mindst én gang om ugen i fritiden, er forskellen 8 procentpoint.
• Foreningsmedlemmer: I kommunen med flest foreningsaktive praktiserer 35 pct. en eller anden form for bevægelse i en forening mod kun 21 pct. i kommunen med forholdsvis færrest foreningsaktive.
• I kommunen med flest fysisk aktive i kommercielt regi, altså f.eks. i et fitnesscenter, gælder det hele 29 pct. af borgerne. I kommunen med færrest er der blot 3 pct. aktive i kommercielt regi.
• Selvorganiseret fysisk aktivitet praktiseres af 81 pct. i kommunen med forholdsvis flest og af 66 pct. i kommunen med forholdsvis færrest selvorganiseret aktive.
• 82 pct. af de beskæftigede og uddannelsessøgende bruger løb, cykling eller gang som transport i den kommune, der er mest aktiv på dette felt. Det gælder kun 30 pct. i kommunen med forholdsvis færrest.

Læs mere i notatet ’Kommunale forskelle på danskernes bevægelsesvaner – årsager og forklaringer’, som du finder her.

Kontakt

Bjarne Ibsen, professor
bibsen@health.sdu.dk
Mobil 27 28 99 04

Jens Høyer-Kruse, adjunkt
jhkruse@health.sdu.dk
Mobil 21 35 61 36