Skip to main content
Forside

Overlap mellem idrætsvaner kan bane vej for nye samarbejder

Går du til gymnastik, kan du nok også lide dans. Ror du kajak, er du nok også til ski. Ny analyse fra ’Danmark i Bevægelse’ viser, at motionsvaner overlapper. Det kan åbne for nye, brede idrætstilbud.

Af Jonna Toft, 13-06-2024

Der er klare mønstre i, hvilke aktiviteter vi dyrker,  og nogle aktiviteter overlapper, viser en ny analyse fra forskningsprojektet ’Danmark i Bevægelse’. For eksempel: Dyrker du yoga, er du måske også glad for meditation og mindfulness. Ror du kajak om sommeren, er der også stor sandsynlighed for, at du kan lide at stå på ski om vinteren.

Nogle mønstre er ret forudsigelige. Andre er mere overraskende: For eksempel er de, der spiller badminton, i højere grad aktive i motionsgymnastik, svømning i svømmehal og cykling på hverdagscykel end så mange andre.

I analysen ’Bevægelsesaktiviteters deltagerprofil’ er voksne danskere delt op i 7 udøvergrupper, alt efter hvilke aktiviteter de dyrker regelmæssigt, dvs. en gang om ugen eller mere. Det giver en ny indsigt i, hvem der dyrker hvad – en indsigt, som kan bane vejen for nye samarbejder og udvikling af nye, flerstrengede idrætstilbud til danskerne.

Der er også udarbejdet aktivitetsspecifikke profiler af udøverne  i langt størstedelen af de 71 bevægelsesaktiviteter, der indgår i analysen.

Analysen er en del af forsknings- og formidlingsprojektet ’Danmark i Bevægelse’, der er støttet af Nordea-fonden, og den er udført i samarbejde med og på baggrund af en bevilling fra Danmarks Idrætsforbund. Bag projektet står CISC, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

Download analysen ’Bevægelsesaktiviteters deltagerprofil’.

Læs mere i denne Ny Viden-artikel på Idrætsmonitor:
Overlap i idrætsvaner kan bane vej for nye samarbejder på tværs af foreninger.

 

Redaktionen afsluttet: 13.06.2024