Sten Rynning Kronik: Det Kølige Overblik

Af  Sten Rynning, Direktør, the Danish Institute of Advanced Study (DIAS) ved Syddansk Universitet , 16-11-2023

Opgøret mellem Israel og Hamas kræver sine ofre. Måske er et af dem lidt uventet de intellektuelles rolle i at oplyse og højne debatten. For når passion og identitet fylder så meget i den offentlige samtale, burde universitetsforskere så egentlig holde sig væk?

”Jeg ved ikke, hvad vi skal reagere på,” sagde RUC rektor Hanne Leth Andersen til JyllandsPostens krav om, at universitetet griber ind overfor forsker Sune Haugbølle, som har udtrykt kritik af Israel.

Sune Haugbølle blev kritiseret af chefredaktør på JP, Marchen Neel Gjertsen, i en leder 20. oktober for at ”relativere Hamas’ terrorangreb ved at sidestille det med Israels metoder.” Sune Haugbølle er politisk engageret og var i 2021 medunderskriver sammen med en række andre på et debatindlæg i Politiken under titlen ”Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”. Betyder engagementet i en debat præget af stærke identiteter og krav om loyalitet med den ene eller den anden side i en konflikt, at hans ekspertviden korrumperes af politik? Skal han trække sig som ekspert fra den betændte debat? Eller skal han som ekspert insistere på sin ret til at ytre sig?

Opgiv sofisteriet

En mulighed for forskere er at falde tilbage på en klassisk position, nemlig at de skal lade være med at blande sig. Det handler ikke kun om ubehaget ved de offentlige tæsk. Det handler mere grundlæggende om en filosofisk tradition gående tilbage til Sokrates, som står på videnskabens ret til at være aparte, at være sin egen. At forfalde til engagement i samfundets debat er at forfalde til sofisteri, så at sige.

Den tyske sociolog Max Weber bidrog kraftigt til at gøre denne tradition dominerede i det moderne samfund. Weber sagde ikke bare, at videnskab og politik var væsensforskellige – at de havde forskellig natur. Han sagde også, at forsøget på at træde fra videnskab ind i den politiske arena er som at lege med ild: videnskabsmanden bliver opslugt og enten fortæret eller politisk i egen kraft.

Politik handler om konsekvens, hvor videnskab handler om overbevisning, påpegede Weber. Forskere burde blive overbeviste af den mest avancerede og indsigtsfulde analyse. Politikere derimod bliver bedømt på konsekvensen af deres handlinger for samfundet. Netop derfor er Israels premierminister Netanyahu så presset i dag: han formåede ikke at beskytte befolkningen. Akademiske analyser af Mellemøstens politiske proces – byggende på rettigheder, balancer og minoriteter – overbeviser måske akademikere, men de når ikke igennem til Israels politiske ledere, som midt i en krig må udrede og tage ansvar for deres politiks vidtrækkende konsekvenser.

Forskere må løse problemer

Siden Webers tid er der sket mange ting, som trækker forskere ud af deres elfenbenstårn. Weber ville i sin tid undgå at blive trukket ind i konflikten mellem kejsermagt, socialister og liberale stormænd. Men så kom Nazisme, nuklear skræk, ekstremisme og terrorisme. Og i tillæg globale udfordringer som flygtninge og klimakrise. Det ligger næsten lige for at konkludere, at samfundet har brug engageret viden til at navigere disse store udfordringer.

FN’s beslutning om at vedtage en række ”verdensmål” har i væsentlig grad legitimeret den engagerede forsker. For hvordan får vi rent vand, uddannelse og retfærdighed ikke bare i fattige lande men på tværs også af udviklede samfund, hvis ikke vi mobiliserer vores bedste viden til formålet?

Heri ligger en appel til vores ”rationelle” eller ”problemløsende” natur. Hvis samfundet har et problem, og universiteterne har viden til at løse det, hvorfor så ikke løse det? Naturligvis, fristes man til at konkludere, skal forskere ud af elfenbenstårnet og bidrage til samfundets progression.

Politik og passion

Sagen er imidlertid, at der er kæmpeforskel på at rense vand og vurdere Israels strategiske optioner. Politik og passion fylder alt i sidstnævnte spørgsmål. I en sådan debat kommer videnskabens rationelle tradition til kort. Det er simpelthen ikke muligt at pege på en enkelt løsning på Israel-Palæstina konflikten, som er alle andre løsninger overlegen.

FN’s verdensmål gled behændigt udenom denne politiske udfordring. Målene handler kun om tekniske og almenmenneskelige problemer og indeholder ikke et gran ideologi og politik. I verdensmålene findes kampen mellem demokrati og diktatur ikke, ej heller terrorisme og ekstremisme, kun en fælles kamp for en bedre fremtid.

Den politiske udfordring står imidlertid nu lysende klart for alle forskere, som ønsker at engagere samfundet. Det handler om Israel og Hamas men ikke kun. Det handler også om Ruslands krig mod Ukraine, Kinas rolle i den internationale orden, og nationalismens rolle indenfor liberale institutioner.

Forskerens valg

Det er ikke synd for forskere, at det er svært. Det er en betingelse, og forskere må træffe oplyste valg. Et af dem er at forskanse sig i en indre filosofisk udredning og undsige sofisteriet. Har man tillid til, at det frie samfund, som beskytter denne inderlige eksistens, vil bestå, kan man træffe dette valg og sove roligt om natten. Og hvis ikke, må man ud i samfundet.

Her kan forskeren søge normativ opposition til magthavere og ind i en tradition, hvor kritik udøves for at rive uretfærdige institutioner ned og skabe progressiv forandring. Målet kunne være en palæstinensisk stat; socialistisk økonomi; inklusion for seksuelle minoriteter; og så videre.

Faldgruben i denne normative tradition er, at forskeren kan blive fristet til at slippe sin indre politiker løs. Konklusionen på analysen vil være givet, for den følger af forskerens normativitet. Politikere, som elsker en god fight, vil naturligvis gå i kødet på disse forskere, som glider ind i gråzonen mellem videnskab og politik, eller som helt overskrider den.

Forskeren kan også vælge at gå i dialog med magthaverne i politikkens centrum, typisk for at oplyse om historiske paralleller og vække tanker om politikkens konsekvens for samfundets frihed. Altså, forskeren kan træde ind på politikerens bane, hvor konsekvens er konge, og tvinge politikerne til at være eksplicitte og gennemtænkte i deres politiske valg.

Faldgruben i denne pragmatiske og ofte historiske tradition er, at forskeren kan komme for tæt på det politiske centrum. Forskeren vil kunne komme til at fifle med dækstolene, mens Titanic synker, så at sige. Og politikerne elsker typisk forskere, som fifler, for de er ufarlige.

Viden og ansvar

Weber havde ikke en enkelt løsning. Han så dilemmaet og beskrev det. Han advarede ikke mod politikkens væsen – det er, som det er: det handler om politisk konsekvens – men derimod mod videnskabens eget væsen og forskerens indre længsel efter relevans og faglig hævdelse. Giver forskeren efter for sin længsel, falder han eller hun ned i den rene politiske normativitet eller for fristelsen til at fifle i håbet om at stå ved siden af de store politiske personligheder.

Webers væsentligste morale var, at det kræver karakter at være forsker og borger. Man skal kende historien omkring disse faldgruber. Her har universiteterne som institutioner faktisk et klart ansvar i tillæg til deres forsvar for ytringsfrihed: de skal træne og uddanne offentlige intellektuelle med indsigt og balancegang.

Den enkelte forsker har imidlertid det største ansvar. Man skal kende faldgruberne. Man skal overveje og tage stilling til dem. I engagementet for bedre politik skal forskeren skubbe sin analyse foran sig og demonstrere, konkret og korrekt, rækkevidden af den. Forskeren skal ikke fortabe sig i abstrakt metode eller postmodernitet men tage ansvar for sin analyses konsekvenser.

Lykkes det, vil samfundet få offentlige intellektuelle, som højner debatten. Det påhviler dernæst politikere og andre at lytte respektfuldt til dem.

​