Skip to main content
DRIVEN - Dansk Center for Motivation og Adfærdsvidenskab
Forskning

Foxtrot til fornyet hukommelse – forskere undersøger dansens potentiale

Med et nyt projekt vil forskere undersøge, hvordan dans kan forbedre hukommelsen og øge livskvaliteten for ældre med hukommelsesproblemer.

Af Marianne Lie Becker, , 26-09-2024

I takt med, at Danmarks befolkning bliver ældre, stiger også antallet af mennesker, der lever med demens og andre former for svækkelse af hukommelsen. I dag skønnes det, at over 96.000 danskere over 65 år er ramt af demens—en sygdom, som påvirker både de enkelte, deres pårørende og sundhedssystemet.

Projektet "Dans for hukommelsen" vil udforske, hvordan pardans kan hjælpe ældre med at forbedre hukommelsen og øge deres trivsel gennem en kombination af fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær.

-Vi ved, at dans kombinerer både fysisk og mental træning, hvilket kan være gavnligt for ældre, forklarer Cecilie Thøgersen-Ntoumani, professor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

- Nu vil vi undersøge, hvordan dans specifikt kan hjælpe personer med hukommelsesproblemer og forbedre deres daglige liv.

Cecilie Thøgersen-Ntoumani har netop modtaget en bevilling på 7 millioner kroner fra TrygFonden til projektet, der skal undersøge, hvordan dans kan styrke den mentale sundhed hos ældre med selvoplevede hukommelsesproblemer.

Dans som middel til bedre mental sundhed

Pardans har vist sig at være en lovende måde at styrke både kroppen og hjernen på. Dansen kombinerer bevægelse, musik og socialt samvær, hvilket gør den til en særlig god aktivitet for ældre.

Cecilie Thøgersen-Ntoumani, professor i fysisk aktivitet og sundhedsadfærd vil sammen med forskerholdet bag projektet vil udvikle et danseprogram, der er tilpasset personer over 65 år med selvoplevede hukommelsesproblemer. Programmet bliver udviklet i tæt samarbejde med målgruppen og danseinstruktører for at sikre, at det matcher deltagernes behov og ønsker.

-Vi håber, at vores forskning kan give os ny viden om, hvordan vi kan bruge sociale og fysiske aktiviteter som dans til at bremse svækkelsen af hukommelsen, siger Cecilie Thøgersen-Ntoumani.

-Dans har potentiale til at forbedre både den fysiske sundhed og skabe sociale relationer, hvilket er vigtigt for livskvaliteten hos ældre.

Mød forskeren

Cecilie Thøgersen-Ntoumani er professor i fysisk aktivitet og sundhedsadfærd i forskningsenheden DRIVEN på Institut for Idræt og Biomekanik.

Kontakt

Om projektet

”Dans for hukommelsen” forankres i forskningsenheden DRIVEN på Institut for Idræt og Biomekanik. Med i projektet er ud over Cecilie Thøgersen-Ntoumani:

  • Kristina Pfeffer, PhD studerende (der kommer til at arbejde som post-doc på projektet), DRIVEN, IOB
  • Kamilla Miskowiak, Institut for Psykologi, KU
  • Nikos Ntoumanis, DRIVEN, IOB
  • Pernille Tanggaard Andersen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU
  • Peter Krustrup, DRIVEN, IOB
  • Trine Kjær, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU
  • Liza Sopina, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU

Samarbejdspartnere er ÆldreSagen og DGI.

Projektet vil løbe over flere år og involvere en bred gruppe deltagere fra både København, Odense og Aarhus. Resultaterne forventes at kunne danne grundlag for fremtidige sundhedsprogrammer, der kan reducere risikoen for demens og fremme en sund aldring.

Redaktionen afsluttet: 26.09.2024