Skip to main content
FLASH

Nyhed

FLASH forskere til international lever kongres

Tirsdag den 4. juni drog FLASH teamet afsted til den internationale lever kongres i Milano, hvor mere end 8.000 lever eksperter diskuterer den nyeste forskning, udfordringer og fremtiden for patienter med leversygdom

Forskere fra FLASH bidrog med ikke mindre end 4 mundtlige oplæg og 10 posters. Vores forskningssygeplejerske, Helle Lindholm Schnefeld, havde hele 2 mundtlige oplæg. Den første handlede om udviklingen af alkoholrelateret leversygdom med hensyn til patienternes hjemland, køn og etnicitet. Hun præsenterede også resultater om sociale og økonomiske forskelle mellem patienter med forskellige risikofaktorer for leversygdom. Desuden præsenterede Mads Israelsen resultater vedrørende den nye inddeling af patienter med leversygdom ud fra deres aktuelle alkoholindtag og deres øvrige helbred. Han har fundet ud af at patienterne hurtigt flytter sig mellem grupperne fordi mennesker ændrer adfærd. Det gør det svært for nye forskningsprojekter der undersøger nye behandlingsmuligheder for specifikke undergrupper af leversygdom. Derudover præsenterede Johanne Kragh Hansen resultater om hvordan molekyler, proteiner og bakterier i tarmen stiger og falder afhængig af graden af leversygdom.

FLASH-teamets deltagelse på EASL-kongressen understreger vores ønske om at fremme viden om leveren. Gennem vores resultater forsøger vi at formidle viden, fremme diskussioner og samarbejde med andre specialister, alt sammen med det ultimative mål at forbedre patientpleje.
 
Redaktionen afsluttet: 25.06.2024