H.C. Andersens mediekritik

Af Katrine Marie Guldager, 05-04-2024

Så sent som i sidste måned havde jeg min søn på 11 år med til en reception på Gyldendal, hvor han fortalte en redaktør om et nyligt skoleskift. Desværre kom han til at smøre lidt for tykt på. Hans gamle klasse havde i virkeligheden været domineret af en bande, som han først var en slags leder for, men pludselig, ja, så var han ikke leder for den mere, så var de alle sammen efter ham, han måtte flygte over et plankeværk. Jeg husker ham godt stå der til reception med en særlig glød i øjnene, hænderne selvbevidst i begge lommer. På vej hjem i bilen sagde han, at han nok var kommet til at overdrive, faktisk var han pludselig lidt flov, han ville gerne have, at jeg ringede til redaktøren. Bagefter forklarede han:
- Mor, mor, jeg blev grebet af min egen historie!
Selv kender jeg alt til at overdrive, til at en historie bliver bedre og bedre som tiden går, og det er jo også dét, der sker i ”Det er ganske vist”, hvor en due kurrer de morsomme ord: Jeg har så godt som selv set det!
Hellere overdrive end at være kedelig.
Men hvornår fortæller man en god historie, og hvornår sladrer man? Sladderen har jo det ekstra lag, at man vil gøre ondt, ødelægge nogens omdømme, vække foragt.
I dag hedder det en shitstorm, og her er det ikke kun hønsene i hønsegården, der deltager, nej, her kan ellers seriøse medier også være med.
En shitstorm lever af forargelsens sødme: Nej, sagde han, hun, den, det virkelig dét! Hvortil man som regel kan svare helt tørt konstaterende: Nej, det gjorde vedkommende selvfølgelig ikke. En shitstorm har som regel en ægte moralsk kerne, men resten er taget ud af kontekst. Og overdrevet. Ligesom sladderen er shitstormen ond. Den går ud på at tilintetgøre. Ser man på det med psykoanalytiske briller er det næsten, som om alle vi tastaturkrigere et øjeblik tror, at vi kan komme det onde til livs ved at placere det hos nogle andre end én selv. Et øjeblik tilhører det onde en eller anden sagesløs person i offentligheden. Et øjeblik kan vi bilde os selv ind, at vi selv går fri. I shitstormens øje har man ingen rettigheder, man er knap nok et menneske. Man er blevet offer for andre menneskers trang til at fortælle en god historie uden alt for mange nuancer. Man er blevet den der lægger krop til offentlighedens søde forargelsesbål.

Og det kom i avisen. farve. Akvarel, blyant og tusch. 30 x 23 cm. Tegn.: 15 x 19 cm. H.C. Andersen-samlingen, Museum Odense.

Tilbage til Andersen.
Forargelsen i ”Det er ganske vist!” går på, at en høne skulle have plukket alle fjerene af sig for en hanes skyld. Ja, snart er det to, som har plukket alle fjerene af sig for at skille sig ud, snart er det tre, snart er det fem høns som har konkurreret om, hvem, der var slankest. Hvorefter de har hakket hinanden ihjel. Kernen i historien er altså kampen om hanens opmærksomhed, kvindelig forfængelighed. Dét er forargelsens afsæt. Uglerne ruller med øjnene, og en hane siger, at historien er så fæl, at han ikke vil beholde den. Lad gå videre! Lad gå videre! På en måde meget forståeligt. Hvem vil sidde alene med en ubehagelig oplevelse af verden? Ingen. Især ikke når den passer så godt ind i ens fordomme.
For fordomme har vi alle. Verden er for kompliceret til, at vi rigtig kan rumme det. Vi er nødt til at forenkle verden for at kunne manøvrere i den. Derfor siger vi, at kvinder er forfængelige og kun drømmer om at finde en stærk mand. At mænd er simple og ikke er skabt til yngelpleje. At finner går med kniv. Generaliseringer bliver til fordomme, og mange medier spekulerer i det. Clickbate kaldes det. Havde hønsene og uglerne og duerne fra Andersens eventyr levet i dag, havde de siddet klæbet til Facebook, hvor de havde klikket og liket og delt den ene overdrevne clickbate-historie efter den anden. Hvorefter de havde spredt sladder og fordomme og foragt til alverden.
Andersens eventyr er skrevet i 1852, men indeholder jo en meget rammende mediekritik. Historien om de fem høns, der har plukket alle fjerene af sig, ender jo med at komme i avisen. Her er ingen kildekritik, ingen undersøgende journalistik, ja, her er faktisk ikke engang en historie, det var trods alt kun en lille fjer, der faldt af en høne, da hun pillede sig. Summa summarum: Historien er først klar til at komme i avisen, når den har fjernet sig fuldstændigt fra den faktiske hændelse. Gad vide, hvordan Andersen ville have det med vores medier i dag?
Måske ville han slet ikke læse aviser.
Måske ville han opsige sit abonnement og tænke, at man da lige så godt kan læse eventyr i stedet.
Ikke at alle aviser er lige slemme.
Bemærk hvad hønen, der sidder ved siden af den fjertabende høne, tænker: ”Hun hørte og hun ikke hørte, som man jo skal i denne Verden for at leve i sin gode Rolighed.”
Og sådan er vi nok mange, der tager det meste af, hvad vi hører og læser: Vi hører det, og vi hører det ikke. Der plejer at være to sider af en sag, og kun få ting i denne verden er enkle. Desuden: Alle dem, vi sladrer om, er også mennesker. Vi kan ikke tillade os at umenneskeliggøre dem, bare fordi vi har travlt med at fortælle en god (sladder)historie.
I det hele taget skal man være på vagt, når det kommer til gode historier, og især når de handler om virkelige begivenheder. For den virkelige verden er altid mere kompliceret, og kan altid fortælles på mange måder.
Hvad er din livsfortælling, spurgte en journalist mig for nylig, og jeg blev straks skeptisk, og tænkte: Jeg har ikke en livsfortælling, kun et liv. Som kan fortælles på mange måder. ”Det er ganske vist!” slutter med, at historien om de fem høns er nået om til en hønsegård i den anden ende af byen. Hønen, der fortæller den, synes, at historien er så uhyggelig, at hun er glad for, at hun ikke skal sove alene på Hjalet samme nat. For ja, verden er uhyggelig! Eller historien om den er. Også i dag lever aviserne af at overdrive og skræmme os. Alle, der har haft den mindste kontakt med moderne medier, véd at det meste bliver vinklet, så man rigtig kan skrue op for konflikterne. Og gyset. Lad gå videre! Bagefter går man skræmt i seng som en høne i et gammelt eventyr.

Foto af Katrine Marie Guldager: Sara Galbiati.