Skip to main content
Pontoppidan Centret
NY BOG

Ny bog: Pontoppidans store romaner

Få en indføring i Pontoppidans tre store romaner i ny bog af Steen Beck fra Pontoppidan Centret.

De kan virke overvældende: Det forjættede Land, Lykke-Per, De Dødes Rige. Det er Henrik Pontoppidans tre store romaner. Kan man virkelig introducere til dem med en lille bog på 150 sider, der i tilgift placerer Pontoppidan i den europæiske romans historie? 

Det kan man. Steen Becks bog ”Pontoppidans store romaner” er netop udkommet på forlaget U Press.  

Steen Beck er mag. art. i litteraturvidenskab og lektor, ph.d. på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, og på Grønlands Universitet. Han forsker og underviser i didaktik, læreprocesser, dannelse og litteraturdidaktik og har et omfattende forfatterskab om disse emner bag sig. 

Men hans interesser strækker sig ud over uddannelsesforskningen og omfatter bl.a. H. C. Andersen og tv-serien ”Game of Thrones”. I 2019 udgav han bogen ”Læs Andersen! Inspiration til undervisere og studerende”, og sammen med en kollega udgiver han podcastserien ”Ind i sjælen – ud i verden” om Andersens eventyr. I 2018 udkom ”Vinteren er kommet” om ”Game of Thrones”, serien der gik sin sejrgang over hele verden. 

Det var storladen fortællekunst. Og det er Henrik Pontoppidans store romaner også. Kom ind i dem i bogen om ”Pontoppidans store romaner".

Steen Beck er tilknyttet Pontoppidan Centret ved Syddansk Universitet som en del af centrets task force. Her er han optaget af at undersøge, hvordan lærere og elever i gymnasieskolen kan arbejde med Pontoppidans noveller og romaner på engagerende og motiverende måder.

Læs mere på forlagets hjemmeside: https://upress.dk/vare/pontoppidans-store-romaner/

Redaktionen afsluttet: 24.05.2022