Nyt center vil gøre medicin mere bæredygtig
Lægemidler kan redde menneskeliv, men de bidrager også forholdsvis meget til Danmarks CO2-udledninger. Nyt center går nu på jagt efter måder at sænke lægemidlernes klimabelastning og dermed gøre dansk farmakologi mere bæredygtig.
Det danske sundhedsvæsen står for 6 pct. af de nationale CO2-udslip, og hele 25 pct. af den andel kommer fra lægemidler.
- Sundhedsvæsenet er opbygget uden hensyntagen til klimaet. Det skal vi have gjort noget ved. For at løse klimakrisen har vi brug for, at alle sektorer i samfundet ser på, hvordan de hver især kan bidrage til at få deres CO2-udslip ned. Det gælder også farmakologien, og det er naturligt for os i SDU Climate Cluster at gå i samarbejde med OUH om det nye Center for Forskning i Bæredygtig Medicin, siger leder af SDU Climate Cluster, professor Sebastian Mernild.
Han peger på, at SDU Climate Cluster er et sted, hvor forskere fra forskellige fagområder kan mødes på tværs og arbejde videnskabeligt og interdisciplinært med den grønne dagsorden.
- Hvis vi vil se ændringer i samfundet, skal vi dyrke det tværfaglige samarbejde og bringe forskellige fagligheder sammen, siger han.
Spild af anæstesi medicin
Det nye center skal ledes af afdelingslæge Sidsel Arnspang Pedersen, der er klinisk farmakolog på Klinisk Institut på OUH og dermed ved en masse om lægemidler. Men hverken hun eller de øvrige tilknyttede forskere kommer til at sidde og studere tabletter med en lup. I stedet skal det handle om at komme ud og se, hvad der foregår på landets sygehuse – og især, hvor der kan spares nogle CO2-ækvivalenter på klimaregnskabet.
Til Dagens Medicin fortæller hun, at hun og kollegerne allerede har været på besøg på hospitalerne i Odense og Svendborg for at undersøge graden af medicinspild.
- I spandene med medicinaffald fandt vi en masse plastsprøjter med Propofol, der er et kortvirkende anæstesimiddel, der gives intravenøst ved operationer. Det udgjorde 30 pct. af medicinaffaldet. Propofol gives i forud optrukne sprøjter, så der er rigtig meget medicin, der bliver smidt ud. Nu kan vi sammen med producenterne gå i gang med at undersøge, hvordan vi kan mindske det spild. Måske kan medicinen leveres i glas, som holder længere, men skal man ændre på det, kræver det tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, siger hun til Dagens Medicin.
Center for Forskning i Bæredygtig Medicin
Bag centeret står Region Syddanmark, Farmakologi OUH og SDU Climate Cluster. Centeret skal forske, indsamle viden og rådgive. Centerleder er Speciallæge i klinisk farmakologi, Klinisk Lektor Sidsel Arnspang Pedersen (Klinisk Institut, SDU og OUH). Resten af holdet består af ledende overlæge Mette Marie Hougaard Christensen (OUH), professor Sebastian Mernild (SDU Climate Cluster), læge Anne Thykjær Petersen (OUH) og ph.d.-studerende, læge Katrine Bitsch Johansen (Klinisk Institut, SDU og OUH).
Centeret har til huse i det nye SUND-byggeri, der forbinder SDU’s campus med det kommende Nyt OUH. Til centeret knyttes også ingeniører fra Det Tekniske Fakultet og SDU Climate Cluster, som skal hjælpe med at beregne lægemidlers klimaaftryk i livscyklusanalyser – dvs. lige fra råstof og produktion til transport, brug og affald.
Klimabelastende indlægssedler
Lovgivningen er striks, når det gælder medicin, og det kan spænde ben for jagten på CO2-ækvivalenterne
Det gælder fx også indlægssedlerne, fortæller Sidsel Arnspang Pedersen til Dagens Medicin:
- Det er et EU-lovkrav, at der er en indlægsseddel i alle medicinpakker. Vi har tidligere lavet et projekt, som viste, at indlægssedlen har et temmelig stort klimaaftryk. Der arbejdes nu på en række løsninger, fx at erstatte den med en QR-kode.
Eksempler på andre projekter, som centeret skal arbejde med, er:
Genanvendelse af medicin. I Danmark er det ulovligt at gen-udlevere medicin, som ikke er blevet brugt. Bl.a. fordi man ikke kan være sikker på, at medicin, der har været ude hos brugerne, er blevet opbevaret korrekt. Men i Holland har man fundet en løsning og udleverer medicinen til brugerne i forseglede poser med temperaturlogger. Hvis medicinen ikke bliver brugt og afleveres tilbage, bliver den kontrolleret og kan udleveres til en ny patient.
Den mest bæredygtige medicin mod øjensygdom. Centerets forsker Anne Thykjær Petersen vil sammenligne tre lægemidler, der bruges til at behandle øjensygdommen våd AMD og finde det mest bæredygtige. Hun vil foretage en livscyklusanalyse af de tre lægemidler, dvs. undersøge deres samlede klimabelastning.
Pulver i stedet for spray. 20 pct. af patienter med astma og KOL bruger en spray til inhalationsbehandling i stedet for pulver. Problemet er, at sprayen indeholder den svært klimabelastende drivhusgas Norfluran. At få flere patienter til at skifte til pulver vil være en lavthængende frugt i den grønne omstilling, mener læge og ph.d. studerende Katrine Bitsch Johansen, der skal undersøge, hvorfor så mange stadig anvender spray.
Folk vil gerne gøre noget nu
Iflg. Sidsel Arnspang Pedersen er folk ”ude i marken” ivrige efter at gøre noget. Til Dagens Medicin siger hun:
- Vi får mange henvendelser fra alle led i sundhedssektoren – portører, sygeplejersker, farmaceuter, farmakonomer og sosu-assistenter. ”Der er for meget plastik og pap, og vi smider medicin ud – kan vi ikke genanvende det?”, siger de. Der er behov for information og vejledning til dem”.