Skip to main content
DA / EN
Delfiner

Bølledelfiner angriber marsvin i danske farvande

Brækkede knogler og punkterede organer: Det går hidsigt for sig, når delfiner angriber og dræber marsvin i Danmark. SDU’s biologer holder øje med, om marsvinene risikerer at blive fortrængt af aggressive delfiner.

Af Birgitte Svennevig, , 10-09-2024

Normalt er Svendborgsund et trygt og populært sted at opholde sig for marsvin. Men i de senere år har kajakroere og andre gæster på vandet kunne berette om en delfins blodige angreb på marsvin.

Eller rettere: En delfin har ”leget” så voldsomt med et marsvin, at marsvinet døde, hvorefter delfinen til tilskuernes forfærdelse fortsatte med at kaste rundt med den døde krop.

I en ny videnskabelig artikel rapporterer biologer fra SDU, Fjord&Bælt og DTU, at mindst to marsvin er kommet af dage på denne måde i Svendborgsund (i hhv. august 2020 og 2022), men ifølge lokale Facebook grupper kan der være tale om flere, ligesom det er observeret andre steder i landet.

Normal adfærd for enlige hanner

- Det er normal adfærd for enlige hanner. Problemet er snarere, om de danske bestande af marsvin kan holde til dette pres fra delfiner. Lige nu lever der kun enkelte delfiner i danske farvande, og de er ikke nok til at udgøre en trussel mod marsvin bestandene, men situationen kan blive en anden, hvis der kommer flere delfiner til Danmark, siger Olga Filatova, der er marinbiolog og hvalekspert på Biologisk Institut.

Økologisk og biologisk er der ikke noget til hinder for, at flere delfiner kan leve i Danmark. De har formentlig levet her før, men er blevet fortrængt af menneskelig aktivitet. Nu er fiskeriet mere skånsomt mod dem, og klimaet bliver varmere, så flere delfiner i danske farvande er et realistisk scenarie.

Olga Filatova og hendes kolleger følger derfor nøje med i delfinernes færden og ageren i danske farvande, ligesom de forsøger at monitorere, hvordan marsvin reagerer på dem. I øjeblikket har de især fokus på den unge han, Skywalker, der for tiden opholder sig i Lillebælt. Han er lillebror til Delle, der indtil april 2023 opholdt sig i Svendborgsund, men nu er draget videre til Travemünde i Nordtyskland. Både Skywalker og Delle er kendt for at jage, lemlæste og dræbe marsvin.

Danmarks delfiner stammer fra Skotland

De delfiner, der i perioder lever i Danmark, er indvandret fra Moray Firth i Skotland, hvor der lever ca. 200 delfiner.  

Chewbacca: Mor til Skywalker, Delle (som hedder Yoda i Skotland) og deres to søstre, Leia og Kenobi. Chewbacca har født sine unger i Skotland, men hun er siden blevet set bl.a. ved Thyborøn sammen med Skywalker og Leia.

Leia: Seks år gammel hun, der bl.a. har opholdt sig ud for Thyborøn.

Skywalker: 10 år gammel han. Har holdt til ved Thyborøn og Hirtshals og har også været spottet i Tyskland og ved Kaliningrad, men er nu i Lillebælt mellem Århus og Haderslev. Skywalker har været alene, siden han forlod sin mor i Thyborøn.

Delle (Yoda): 17 år gammel han. Har fra 2019 til 2023 opholdt sig i Svendborgsund. Opholder sig nu ud for Travemünde i Nordtyskland. Delle er alene.

Mischief og Tall Fin: Mischief er en ca. 40 år gammel han, der sammen med hunnen Tall Fin (26 år) har holdt til i bl.a. Aarhus Bugt og ud for Helsingør. Mischief døde i 2023, og Tall Fin færdes nu sammen med Chewbacca og Leia ved Thyborøn.

Undervandsmikrofoner på arbejde

- Vi er interesseret i at lære mere om, hvordan delfiner påvirker marsvin, og det skal Skywalker hjælpe os med, ligesom Delle gjorde det, da han opholdt sig i Danmark, siger Olga Filatova.

I deres forskning bruger Olga og kollegerne bl.a. undervandsmikrofoner. De bliver sænket ned på ca. 10 meters dybde, og idéen er, at de skal optage alle lyde i vandet. Eftersom Skywalker for tiden opholder sig i Lillebælt, er mikrofonerne for tiden sænket ned nær hans tilholdssteder der.

- Når vi lytter optagelserne igennem, kan vi høre, om både Skywalker og marsvin færdes samtidigt nær mikrofonen, eller om marsvinene kun kommer, når Skywalker er væk fra området. Det kan også være, at marsvinene holder sig helt væk fra området og opsøger nye levesteder, når Skywalker dukker op. Da vi havde mikrofonerne nede ved Delle i Svendborgsund, kunne vi mest høre hans lyde. At der ikke var nogen lyde fra marsvin, tolkede vi, som at de forsøgte at undgå ham. Nu må vi se, hvad der sker omkring Skywalker, siger Olga Filatova.

Marsvin trækker sig, men kommer tilbage

I tidligere undersøgelser har forskerne set eksempler på, at delfin og marsvin finder en måde at dele et område på ved hver især at færdes i det på bestemte tidspunkter, hvor modparten så holder sig væk. Andre gange ser forskerne, at marsvinene holder sig helt væk.

Det er uklart, om marsvin har en instinktiv frygt for delfiner og deres lyde, eller om de først lærer, at delfiner kan være farlige, når de møder en.

- Men vi kan i hvert fald se, at marsvin ofte trækker sig, når en delfin kommer ind i deres område, og at de bliver væk, så længe delfinen er i området. Men vi ser også, at de ret hurtigt vender tilbage til området, når delfinen forsvinder. Det så vi bl.a. i Svendborgsund, hvor marsvinene vendte tilbage et par dage efter, at Delle forlod området, siger Olga Filatova.

Ikke alle hanner udviser den adfærd

Ifølge forskerne skal der ikke komme ret mange delfiner til danske farvande, før de kan få en potentiel effekt på bestandene af marsvin. Selv et lille antal toprovdyr – som delfinen er – kan være nok til at forårsage store ændringer i lokale miljøer.

Det har forskere fx set i Sydafrika, hvor to han-spækhuggere i 2017 begyndte at jage hajer og endte med at fortrænge dem fra visse samlingssteder langs Gansbaai kysten. Presset fra spækhuggerne gjorde, at hajerne jagede færre sæler, hvilket igen førte til en stigning i antallet af sæler, og dermed var der flere sæler til at jage de fredede brillepingviner (Spheniscus demersus), der lever i de berørte områder.

Ifølge Olga Filatova er den aggressive adfærd ikke unormal hos han-delfiner, og den er observeret flere steder i verden. Men det er ikke det samme, som at alle han-delfiner udviser den adfærd.

Skywalkers leg med undervandsmikrofon

- Vi ser det hos hanner i parringssæsonen. Men når det bliver vinter, og parringssæsonen er ovre, falder de til ro. Vi ved ikke, hvorfor de gør det. Måske har det noget at gøre med, at der ikke er nogen hunner i nærheden, som de kan interagere med, siger hun.

Hun fortæller i øvrigt, at det ikke kun er marsvin, det går ud over, når Skywalker kommer i ”legehumør”. Det er også gået ud over en af forskernes undervandsmikrofoner.

- Vores mikrofoner bliver godt forankret, når vi sætter dem ud. De er forbundet med reb til både et kraftigt anker og mindre sideankre, og da vi en dag skulle ud og hente en af vores mikrofoner, kunne vi ikke finde den. Først efter to dage fandt vi den, fuldstændigt viklet ind i reb og ankre. Først troede vi, at der var sket en ulykke, at en fiskerbåd var sejlet ind i den, men så hørte vi optagelserne igennem: Der var timevis af optagelser, hvor vi kunne høre Skywalker trække rundt med rebene og vikle det hele sammen i en stor bunke. Det lød som om han opfattede det som legetøj”, fortæller Olga Filatova.

Mød forskeren

Olga Filatova er marinbiolog og postdoc på Biologisk Institut. Hun forsker i hvaler og er desuden tilknyttet SDU Climate Cluster.

Kontakt

SCC støttet forskning

SDU Climate Cluster har støttet Olga Filatova og hendes kollegers forskning i delfinernes færden og ageren i de danske farvande med henholdsvis et fast track projekt og 3 akustiske undervandsmikrofoner. Midlerne skal bidrage til at kortlægge, om tilstedeværelsen af de nye marine toprovdyr i Danmark skyldes klimaforandringer, og hvordan de kan influere på lokale økosystemer. 

Redaktionen afsluttet: 10.09.2024