Økosystemerne er for alvor kollapset i de danske fjorde
Ifølge Mogens Flindt, biolog på SDU, er der sket et kollaps i økosystemet i de danske fjorde, og synderen er iltsvind.
Udtalelsen er fremsat i en artikel fra Fyens Stiftstidendes klimaredaktion i forlængelse af, at fritidsdykker Ulrik Vendelbo har filmet havmiljøet - eller rettere mangel på samme - under overfladen i Kerteminde Fjord. Du kan læse hele artiklen her https://fyens.dk/kerteminde/se-videoen-dykker-gjorde-urovaekkende-fund og se en video af den næsten totale mangel på liv på bunden af fjorden.
- Nu er økosystemerne for alvor kollapset. Det er jo det, det lidt er udtryk for, når vi næsten ikke ser noget særligt liv. Man kan ikke være et dyresamfund og kun nøjes med at trække vejret hver anden uge, siger Mogens Flindt.
Også ålegræsset, der normalt lagrer CO2 og næringsstoffer, er forsvundet. Så der er intet tilbage til at skabe ilt til dyrelivet. I stedet er der grobund for alger og bakterier, der bruger yderligere ilt og fortrænger alt liv, når de dør.
Fire kommuner, SDU, landbruget og virksomheder dannede i sommeren 2021 Odense Fjord Samarbejdet med det formål at oprette et godt og levende vandmiljø i Odense Fjord inden 2027.