10:00-12:00 |
Diskussion af anden halvdel af Knud Illeris' bog "Kompetence: Hvad, hvorfor, hvordan?"
|
12:00-13:00 |
Fælles frokost. Kom og vær med til en uformel frokost på FNUG. (Medbring din egen mad). |
Vi bruger 2. udgave af bogen ”Kompetence: Hvad, hvorfor, hvordan?", som er på 178 sider og kan bestilles og lånes på biblioteket.
Læsevejledning til Illeris’ kompetencebegreb
Af Karen Bollingberg
Bogen er relevant for alle, som arbejder med læring fra dagtilbud til universitetsuddannelse, og som interesserer sig for læreprocesser og kompetenceudvikling.
I bogen præsenterer Illeris et kompetencebegreb, som adskiller sig fra andre definitioner. Det er en holistisk og bred kompetencedefinition, som inkluderer en forståelse for det hele menneske. Hans bog er en grundig indføring i kompetencebegrebet med udgangspunkt i egne og andres tilgange. Han lægger vægt på, at hans kompetencedefinition hviler på en demokratisk forståelse af kompetence som ikke-elitær og kontekstafhængig.
I den første del af bogen ”Hvad er kompetence?” redegør Illeris for sit holistiske brede kompetencebegreb, hvor han dels tager udgangspunkt i traditionelle definitioner af kompetencebegrebet ved at inddrage udvalgte teoretikere, og dernæst uddyber de områder, han mener tidligere er udeladt, og som i hans optik er vigtige, når der er tale om kompetence. Han beskriver bl.a., hvordan kompetence er situationsbestemt og afhængig af det enkelte menneskes kapacitet, dispositioner og potentialer. Han uddyber indholdet i det brede kompetencebegreb, og på den baggrund laver han en model, som han kalder kompetenceblomsten. Den består af et fundament, en stilk og 17 kronblade, som han kalder ordinære og udvidede kompetenceelementer. Dernæst præsenterer han sin korte definition af kompetence:
”Kompetence udgøres af helhedsbetonede fornufts- og følelsesmæssigt forankrede kapaciteter, dispositioner, og potentialer, der er relateret til mulige handlingsområder og realiseres gennem vurderinger, beslutninger og handlinger i relation til kendte og ukendte situationer” (Illeris, 2012: s 68)
I den anden del af bogen ”Kompetenceudvikling” udfolder han sin egen læringsteori, hvor han kobler læringens fundamentale processer til kompetenceudvikling. Han beskriver forskellige læringstyper, fx transformativ læring og læringsbarrierer. Han præsenterer en kompetenceformel via begreberne engagement, praksis, problem og refleksion.
I den sidste del af bogen ”Måling af kompetencer” beskæftiger Illeris sig med måling af kompetencer, og stiller spørgsmålet om kompetencer kan måles, og hvis de skal, hvordan man så gør det.