Gymnasielæreren, der blev topforsker

Jeg bliver mødt af Claus foran hans hus i centrum af Odense, hvor han personligt har sørget for at holde en parkeringsplads ledig til mig. Snakken falder hurtigt på, om jeg nu havde en god køretur, og hvad jeg gerne vil have at drikke. Der står the, kaffe, slik og jordbær på bordet. Gæstfriheden findes i spandevis i dette hyggelige og kaffeduftende akademikerhjem. I virkeligheden siger sådan en velkomst meget om, hvem Claus Michelsen er, både som menneske og forsker (hvis de to ting da kan adskilles): Han er imødekommende, opmærksom og omhyggelig.

Fodbold, ishockey og rockmusik

Når Claus skal beskrive sig selv uden professorkasketten, fortæller han om sin store familie og hans brede interessefelt, der bl.a. spænder over rockmusik, ishockey og fodbold. Og ikke at forglemme hans store passion for skønlitteratur og rejser til Tyskland. Netop hans kærlighed til Tyskland – ja han går så vidt, som til at kalde sig selv for skabsgermanist – har en central plads i fortællingen om Claus. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor netop mange tyske forskere holder til på Institut for Matematik og Datalogi (IMADA).

– Jeg har jo selv ansat mange af dem, siger Claus med et skævt smil på læben.

Denne alsidighed og dette brede interessefelt afspejler sig også, når forskerkasketten kommer tilbage på plads.

– Jeg er nok ikke så traditionel en forsker. Jeg har altid haft en meget bred tilgang til det, jeg arbejder med. Mine oprindelige fag, fysik og matematik, interesserer mig naturligvis utroligt meget, men min forskning handler i høj grad også om, hvordan jeg bringer fysikken og matematikken i samspil med andre fag. Det er det tværfaglige, der altid har været min hovedinteresse, forklarer Claus.

Gymnasielæreren, der kom til tops på universitetet

Claus tilbragte de første femten år af sin karriere som gymnasielærer i fysik og matematik på Mulernes Legatskole i Odense. Det var her, han udviklede sin store forståelse for det praksisfelt, som han senere skulle komme til at forske i og udvikle vigtige diskurser inden for.

I 1997 kom det Claus for øre, at SDU søgte en erfaren gymnasielærer til et kandidatstipendium, som det hed dengang. Det var udformet som en 2 ½ års stilling, hvor han skulle etablere forbindelser mellem gymnasier og universitetet inden for det naturvidenskabelige område.

– Dengang forestillede jeg mig, at jeg skulle tilbage til gymnasiet, når projektstillingen var ovre, men det blev aldrig rigtig til noget. Jeg blev ligesom bare hængende, siger Claus og griner, hans sædvanlige klukkende grin.

Allerede nogle få måneder inde i ansættelsesforløbet blev Claus tilbudt at lave stillingen om til et ph.d.- forløb. Dette blev kickstarten på en lang forskerkarriere, hvor kasketterne, titlerne og den faglige tyngde bare voksede i et støt tempo.

I 2007 skete der for alvor et karriereskifte, da Claus blev ny institutleder på IMADA.

– Hvis nogen i begyndelsen, havde sagt til mig, at jeg ti år efter, jeg havde forladt gymnasielærefaget, skulle være institutleder, så havde jeg ikke troet på dem, siger han, da han aldrig har søgt lederstillinger, men at lederfunktionen omvendt ofte har opsøgt ham.

– Mine fire år som institutleder, mindes jeg dog virkelig med glæde. Jeg var bl.a. med til at sætte en dagsorden om at styrke Anvendt Matematik. Og det synes jeg godt, man kan se sporet af i dag, for nu er IMADA faktisk det eneste institut uden for DTU, der kan tilbyde uddannelse og forskning inden for området, fortæller Claus.  

Indtil da havde man på instituttet set en større adskillelse mellem Matematik og Datalogi, hvor og’et i ”Matematik og Datalogi”, var stærkt. Claus’ idé var, at og skulle være mere omfavnende og integrerende. At kunne bruge matematikken ude i den praktiske virkelighed, måtte være det centrale.

En værdsat kollega

To af Claus’ kollegaer fra IMADA fortæller hjerteligt om deres tid med Claus som institutleder.

Kristian Debrabant, lektor ved IMADA, siger bl.a.:

– Jeg vil aldrig glemme den hjertelige velkomst og oprigtige interesse Claus viste mig, da jeg kom til min jobsamtale i Odense, og hvor dagen begyndte med, at Claus selv hentede mig på hotellet. Med sin begejstring og entusiasme for Anvendt Matematik har Claus, udover en varig indvirkning på instituttet, også sat præg på matematik og mere generelt på STEM-undervisning for både grundskolen og gymnasiet.

Også professor Achim Scholl, som havde et nært samarbejde med Claus, da han var institutleder, har mange roser:

– Claus ved, hvad han vil, og han har formået at gennemføre sin overbevisning. Hans beslutsomhed og effektivitet er blevet belønnet med respekt blandt kolleger både på IMADA og i fakultetet. Som leder af instituttet og prodekan havde han en varig indvirkning på vores institut og fakultet. Laboratorium for STEM Uddannelse og Læring vil videreudvikle sig i Claus’ ånd – også efter hans tid. Det er, hvad man kan ønske sig som videnskabsmand. Jeg kan kun sige: Claus du klarede det!

Blot fire år efter, at Claus blev udpeget som institutleder, blev han, som ovenstående udtalelse også beskriver, tilbudt stillingen, som prodekan, med uddannelse som ansvarsområde på Det Naturvidenskabeligt Fakultet. Samtidig var han også studieleder for Naturvidenskab og Farmaci samt ph.d.-skoleleder.

Når Claus selv skal prøve at forklare hans hurtige trin op ad ledelsesstigen, fremhæver han, at han altid har haft svært ved at skjule sit engagement:

– Jeg er jo nok en ret politisk person, der har let ved at engagere mig i udviklingsarbejde. Dvs. jeg har lidt svært ved at holde mund, og så kommer man let til at stå i skudlinjen – og det kan jo både gå godt og skidt. I mit tilfælde har jeg været heldig, at folk omkring mig har set, at mit engagement kunne være nyttigt og bruges, som drivkraft i ledelsen af udviklingsprojekter.

Imens Claus var prodekan for uddannelse, fik han bl.a. sat større fokus på, hvilke kompetencer man ønskede at give unge mennesker i deres videre færd ud i arbejdslivet. Ligeså fik han også sat mere fokus på det første studieår, da den enkelte studerende anlægger sine akademiske vaner netop i det første år af sit studie.

Det var også imens, at Claus var prodekan, at han indledte samarbejde med daværende rektor på professionshøjskolen UCL, Erik Knudsen. Professionshøjskolerne skulle opbygge forskningsmiljøer, og derfor begyndte de to at drøfte mulighederne for at etablere et miljø på tværs af institutionerne rettet mod matematik og naturfagsdidaktik.

– Professionshøjskolerne uddanner pædagoger og folkeskolelærere. Vi uddanner til ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. På den måde dækker vi hele spektret og sørger for, at praksis er stærkt forbundet med forskningen. Det var vores udgangspunkt, fortæller Claus.

Praksis går hånd i hånd med forskning

Imens der fyldes mere kaffe i kruset, og det tynder godt i slikskålen, spørger jeg Claus, hvorfor han mener, at det er så vigtigt at have praksis med i netop hans forskning.

– Forskning bliver betalt af skatteyderne, og derfor skal der også være et udbytte for samfundet. Og i denne sammenhæng er uddannelse jo utroligt vigtigt. Desuden har jeg altid betragtet mig selv som en anvendt forsker, hvor min praksisbaggrund som gymnasielærer naturligvis også spiller ind, fortæller Claus.  

Da Claus begyndte at forske, gjorde han sig tilmed nogle erfaringer, som han ville ønske, at han havde haft allerede som gymnasielære.

– Og omvendt har jeg mødt forskere, der var så teoretiske, at de ville have haft godt af at komme en tur ud i den virkelige verden. Jeg er nok præget af en ret systemisk tænkning, hvor det er sammenhængen, der er helt central. Forskning og praksis skal berige hinanden. Noget jeg også er enormt opmærksom på at formidle til mine egne studerende, uddyber Claus.

Den tværfaglige synergi

Projektet med UCL førte til, at Claus blev professor MSO med den særlige opgave at opbygge og videreudvikle samarbejdet og skabe et forskningscenter. Det er det, der i dag hedder Laboratorium for STEM Uddannelse og Læring (tidligere: Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring).

Claus har en særlig tilgang til STEM, da han ikke ser bogstaverne hver for sig, men i stedet som integrerede. Her er matematikken, ”M’et”, sproget, bindeledet og værtøjet. Den tværfaglige synergi:

– Silotænkning er en klar udfordring. Her tænker jeg også på den fagopdelte folkeskole. Fagene har deres berettigelse, fordi det er et sted, hvor man forandrer begreberne. Det er vores konceptuelle system, men vi er stadig nødt til at tænke på tværs af fagene. For det ene kan dårligt eksistere uden det andet, mener Claus.

Det store fokus på tværfaglighed, forståelsen for STEM og ikke mindst at have øje for, hvor vigtigt det er ikke at glemme praksis i sin forskning, har ført Claus vidt omkring. Og når jeg beder ham fremhæve sine største succeser, er der flere indsatser, som kalder på opmærksomhed. Man kan næsten gå så vidt, som at sige, at de er frugten af Claus’ mangeårige arbejde.

I 2018 blev Claus f.eks. udpeget af den daværende regering til at sidde i en ekspertgruppe ledet af astrofysikeren Anja Andersen. De skulle udvikle Naturvidenskabens ABC – en handleplan, som skal være omdrejningspunktet for undervisning i naturvidenskab i grundskolen og på ungdomsuddannelser fremover. I samme strategi blev det desuden besluttet, at man skulle udvikle en kandidatuddannelse for lærerene i naturfagene i grundskolen: Kandidat i STEM undervisning. Hvor netop Claus’ tænkning omkring tværfagligheden og sammenhængen mellem de naturvidenskabelig fag er en central del af uddannelsen.

Igennem Claus’ lange karriere er det blevet til godt og vel 40 millioner kr. i ekstern finansiering til forskellige projekter inden for naturfagsdidaktik, STEM læring og tværfaglighed.

Den nærværende underviser

Claus er dog i virkeligheden nok mest stolt af hans direkte indsats overfor de mange studerende, han har haft igennem tiden. Lærergerningen i samklang med forskningen er og bliver hans hjertebarn.

– De fagdidaktiske aktiviteter jeg satte i gang, i forhold til de studerende, har betydet, at vi som det eneste universitet i Danmark kan tilbyde et spor for vores studerende på naturvidenskab, der er rettet mod uddannelsessektoren og specielt gymnasiet. Og selve mødet med de studerende har betydet utroligt meget for mig. Det er berigende at have været med til at forberede dem til at skulle ud og varetage en så vigtig opgave, som det er at skulle undervise vores unge mennesker i de naturvidenskabelige fag, siger Claus med stolthed i stemmen.

Da jeg taler med en af Claus’ studerende, er der da heller ingen tvivl om, at begejstringen er gensidig:

– Jeg havde Claus som vejleder første gang på mit førsteårsprojekt, hvorefter han var vejleder på mit bachelorprojekt og efterfølgende på flere individuelle studieprojekter, samt underviser på mine fagdidaktiske kurser og slutteligt vejleder på mit speciale. Claus har altid været enormt imødekommende og vist interesse for mig som studerende. Han har altid været nem at komme i kontakt med og god til at sætte tid af til, at man kunne komme og få faglig sparring og hjælp. Han er i besiddelse af mange års erfaring indenfor gymnasieskolen og har stor fagdidaktisk viden, som har gjort, at han altid har mange perspektiver at byde ind med og forslag til interessante emner at arbejde videre med. Han har mødt mig som studerende, der hvor jeg er og forsøgt at imødekomme mig og mine interesser på bedst mulig vis.

Jeg ønsker Claus alt det bedste fremover, og glæder mig til at anvende alt det, som har han introduceret mig for, når jeg står ude i gymnasieskolen og skal blive den bedst mulige underviser, fortæller Maria Simonsen, kandidat i matematik og idræt og nylig ansat som gymnasielærer på Sct. Knuds Gymnasium.

En forsker går på ”pension”

Claus stopper som professor ved udgangen af 2021, men som han selv siger:

– Jeg stopper på et højdedrag. Jeg synes tiden var moden til at lade mine projekter leve videre i andres hænder. Jeg trænger til at finde mit fokus andre steder. Det har jeg i hvert fald lovet min kone, selvom jeg nok ikke kan slippe det helt, siger han og trækker på smilebåndet og afslører, at han stadig vil sidde på en række af sine poster i diverse råd og bestyrelser, og at han sammen med en mindre forskningsgruppe er i gang med at udgive en bog, som handler om matematikkens relationer til mange forskellige fag i en uddannelses- og undervisningsmæssig sammenhæng.

Claus fortsætter også som professor emeritus på IMADA og dermed også som rådgiver på en række projekter. Derfor kommer Claus’ mange samarbejdspartnere fremover, heller ikke til at stå helt uden hans store viden og erfaring, da de vil kunne søge hans råd og vejledning i mange år frem endnu.

Et umiddelbart råd til hele universitetet fra Claus lyder slutteligt:

–Hvis jeg skulle give forskningsverdenen og universitetsmiljøet et godt råd som helhed, så er det at huske på, at vi har en forpligtelse til at styrke den akademiske diskussion, og aldrig nogensinde glemme at vores vigtigste opgave er at finde bidrag og løsninger til skabelse af en bedre verden.

Vi er mange, der kommer til at savne Claus i det daglige arbejde. Held og lykke frem over!