Ny bog: "STEM-didaktik med fokus på matematik, til grundskole, gymnasie og dagtilbud"
Hvad kan integreret STEM-didaktik bruges til i Danmark? Det har fem forskere, tilknyttet Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling, skrevet en bog om.
Bogen "STEM-didaktik med fokus på matematik - til grundskole, gymnasie og dagtilbud" er et af de første bidrag til at diskutere og udvikle STEM-didaktik i en dansk sammenhæng. Med afsæt i LabSTEM-projektet deler bogen erfaringer med og perspektiver på at benytte STEM-didaktik, og den kommer med bud på, hvordan STEM kan se ud i det danske uddannelsessystem fra dagtilbud til ungdomsuddannelse, og viser, hvordan STEM-undervisning kan fremme en forståelse af matematik og naturvidenskab, der er både deltagercentreret, helhedsorienteret og omverdensorienteret.
De fem forfattere ønsker med bogen at samle international forskning om STEM-uddannelse og sætte den ind i en dansk sammenhæng. I LabSTEM arbejder de tæt sammen med pædagoger og lærere om at udvikle STEM-aktiviteter og -forløb, og bogen indeholder masser af eksempler fra projektet, som understøtter de nationale og internationale forskningsnedslag, der fx handler om:
- Hvad er STEM-uddannelse egentlig for noget?
- Hvornår er noget STEM og ikke bare et tværfagligt projekt med fx matematik og engineering?
- Hvordan udvikler man STEM-forløb med fokus på matematik?
- Hvilke tilgange er der til at udvikle STEM-aktiviteter og -forløb?
- Hvordan kan man arbejde med STEM-lærerkompetencer?
- Hvordan understøtter arbejdspladsen, at der arbejdes med STEM?
Med særligt fokus på M’ets roller i STEM er hensigten med bogen at udfylde tre videnhuller:
- At oversætte STEM til en dansk pædagogisk og didaktisk praksis
- At bidrage til en række konkrete måder, hvorpå man kan udøve STEM med et særligt fokus på matematik på de forskellige niveauer
- At konkretisere og eksemplificere de efteruddannelsesmæssige implikationer af STEM.
Stanford-matematiker emeritus, Keith Devlin, som er adjungeret professor på Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling, har skrevet forord til bogen. Han skriver blandt andet: "Denne bog demonstrerer, hvordan integration af STEM, ved at arbejde med problemer fra den virkelig verden, kan revitalisere matematik fra daginstitution til gymnasium og videre derefter".
Mød forfatteren
Connie Svabo er professor i STEM-uddannelse og videnskabskommunikation. Hun er leder af FNUG (Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling) på Institut for Matematik og Datalogi (IMADA). Connie Svabo er projektchef for LabSTEM.
Mød forfatteren
Dorte Moeskær Larsen er adjunkt på FNUG (Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling). Hun er leder af LabSTEM-projektet
Forfatterne har med afsæt i den internationale forskningslitteratur og erfaringerne fra LabSTEM udviklet fem principper for STEM-didaktik.
De fem principper for en STEM-didaktik:
- STEM-aktiviteter skal være en væsentlig bidragyder til udvikling af almendannelse
- STEM-aktiviteter skal sætte deltagerne i centrum
- STEM-aktiviteter skal handle om omverdenen
- STEM-aktiviteter skal understøtte den læring, der arbejdes med på det pågældende trin
- STEM-aktiviteter skal integrere to eller flere af disciplinerne i STEM på en meningsfuld måde.
”Denne bog demonstrerer, hvordan integration af STEM, ved at arbejde med problemer fra den virkelig verden, kan revitalisere matematik fra daginstitution til gymnasium og videre derefter
De fem principper bliver udfoldet i et af de første kapitler i bogen og senere i bogen tilpasset hvert sit trin i uddannelseskæden i tre kapitler om henholdsvis STEM i dagtilbud, STEM i grundskolen og STEM i gymnasiet.
Hvem henvender bogen sig til?
Fagligt placerer bogen sig inden for uddannelsesforskning, didaktik og pædagogik, og den adresserer problemstillinger, som er relevante på en lang række uddannelser, hvor naturvidenskabelig uddannelse og formidling indgår.
Den henvender sig derfor primært til studerende, undervisere og forskere inden for pædagogik og didaktik.
Den henvender sig også til lærere, pædagoger og beslægtede professioner, der arbejder med de faglige perspektiver; professionelle, der ser mulighederne i at få en ny tilgang at trække på i praksis, og som lader sig inspirere af de principper, perspektiver og problemstillinger, der bliver beskrevet og diskuteret i bogen.
Ambitionen er, at bogen kan anvendes til undervisning på professionsbachelor, bachelor- og kandidatniveau, og at den vil bidrage til en meningsfuld anvendelse af STEM-tilgange i dansk uddannelse, pædagogik og didaktik.
Mød forfatteren
Katrine Bergkvist Borch er ph.d.-studerende på FNUG (Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling) og en af forfatterne bag bogen "STEM-didaktik". Katrine Bergkvist Borchs ph.d.-projekt er en del af LabSTEM-projektet.
Mød forfatteren
Mette Lindhardt Als Kristensen, akademisk medarbejder på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, har været projektmedarbejder på LabSTEM-projektet.
Mød forfatteren
Maiken Westen Holm Svendsen er ph.d.-studerende på FNUG (Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling). Maiken Westen Holm Svendsens ph.d.-projekt er en del af LabSTEM-projektet