Skip to main content

Erfaringer med fleksibel undervisning

Den hyperfleksible uddannelsesmodel kan noget for så vidt, at den tiltrækker flere og nye grupper studerende, og i en tid, hvor danske uddannelser bliver dimensioneret og ungdomsårgangene bliver mindre, kan det være en ny indtægtskilde.
 
Især hvis vi bliver gode til at få fastholdt og færdiggjort den nye store, men også mere udfordrende studentergruppe af studerende.

 

Faktaboks

Studerende, der har accepteret studieplads

Uddannelse Optag 2023 2022 2021 2020 2019 2018 2017
Cand.public Optag per 1. marts 82 47 57 66 31 18 15

Den nye uddannelsesmodel, hvor præproduceret materiale kommer til at erstatte megen af den tidligere klassiske undervisning, rummer også potentiale for underviserne. Mange af underviserne i Fremtidens Uddannelser har været lettet over, at de ikke længere skal bruge tid på at undervise i præcis det samme, semester efter semester, år efter år.

Nu kan man optage og siden genbruge materialet igen og igen, og den tid man sparer ved dette, har underviserne brugt på at skrue op for vejledningen. Dét hjælper den enkelte studerende og grupper af studerende, som bliver løftet i forhold til lige præcis de ting, som de har mest behov for, og det giver et mere alsidigt og fagligt udviklende arbejdsliv for underviserne.

Særligt under nedlukningsperioderne i forbindelse med Corona-epidemien blev det også tydeligt, at nogle af de undervisere, som havde det lettest med de mange ændringer, var de undervisere som i god tid forinden havde omformateret hele eller dele af deres undervisning til nano-moduler.

Faktaboks:

  • Al undervisning - stort set - er omlagt til digitale formater.
  • Digital er også podcast.
  • Online vejledning og feedback - fleksibelt i forhold til hvornår det passer de studerende i deres studieforløb.
  • Enkelte undervisningsgange og seminardage er fysisk på SDU.

 

For andre medarbejdergrupper har den fleksible uddannelsesmodel med nano-moduler dog ikke altid ført til en lettelse. Nogle af dem, som har fået mere arbejde, når både undervisning, vejledning og eksamener skal indrettes efter brugerne, er studieadministrationen på SDU, som skal tage vare på planlægningen, afviklingen og andre aspekter af uddannelsesdriften.

For mange studieadministrative arbejder har prisen for undervisernes og de studerende fleksibilitet været mere travlhed, koordination og ikke mindst kommunikation.

Produktion af nanovideo

I projektets begyndelse var ideen om nanomoduler især baseret på videoer, men det er helt essentielt at eksperimentere og være kreative med formidlingen. Derfor ligger der et stort designarbejde med at finde ud af, hvilke formidlingsformer man skal vælge til de forskellige emner og læringsmål.

Det stiller også store krav til underviserne, fordi så meget som muligt af undervisningen skal være klar, før semestret starter. Ellers kan man ikke tilbyde den fleksibilitet, som ligger i Fremtidens Uddannelser.

Det er en kæmpestor didaktisk og pædagogisk udfordring, og det er tidskrævende for underviseren at skulle bryde sit fag op i mindre enheder. Til gengæld gør formatet også, at underviseren bliver endnu klarere med sine pointer og budskaber end under den normale forberedelse.

Dårlig billedkvalitet betyder ikke noget, fordi de studerende har en helt anden holdning til det. For dem betyder det noget, at de lærer noget og studere, når det passer ind i deres program.

Det eneste, som de studerende ikke tilgiver, er sort snak.

Anbefalinger

  • start med et eksisterende fag: Så er indhold og læringsmålene kendt, og underviseren har bedre overblik.         
  • sæt dig i den studerendes sted: Hvilken læringssti skal den studerende følge? På den måde kan man planlægge de forskellige moduler.
  • overvej designet: Hvad passer bedst til dette modul? Video, lyd eller tekst? En blanding af flere ting? 
  • start i god tid: Det tager tid for underviseren at planlægge et nanomodul, men det er også sjovt og lærerigt.