Fremtidens Uddannelser – et eksperiment med livslang læring på Syddansk Universitet
Af Peter Bro, Pernille Seier Hansen og Kristina Dienhart
”I skal ud på isen, den skal knage, og I må gerne gå igennem. Flere gange. Men I skal ud over isen,” lød opfordringen fra ledelsen på SDU, da vi igangsatte det store projekt Fremtidens Uddannelser. Tanken var, at vi skulle finde en vej i fremtidens uddannelseslandskab, og at vi undervejs også skulle blive klogere på vildvejene, så andre kolleger og SDU mere generelt ikke senere faldt igennem.
Resultatet er blevet en radikal omtænkning og nyplanlægning af, hvordan man i fremtiden kan stille undervisning til rådighed når-som-helst, hvor-som-helst og til hvem-som-helst.
Og vi er gået igennem – mere end en gang – som det snart vil blive klart. Men vi er også kommet frem – i hvert fald til noget, som har virket for os, og som vi i projektets fire-årige periode (2018-2022) har holdt mere end 50 oplæg om, både internt på SDU og eksternt overfor alverdens andre uddannelser, brancheforeninger, interesseorganisationer, myndigheder, politikere og andre.
Et af de positive resultater ved projektet har været, at vi har mangedoblet antallet af ansøgere til den kandidatuddannelse i journalistik, som var omdrejningspunktet for eksperimentet. Og udover tilgangen til selve uddannelsen har vi også fundet nye indtægtskilder og målgrupper for universitet. En af udfordringerne har omvendt været at fastholde og færdiggøre de nye typer studerende.
Det er alt sammen noget, som bliver beskrevet i denne fortælling – og i de tilhørende tekstbokse, videoer og lydeksempler – og som udpeger pejlemærker for de uddannelsesinstitutioner, som gerne vil tage et større ansvar for danskernes faglige læring og den samfundsmæssige udvikling i Danmark.
Livslang læring
Afsættet for Fremtidens Uddannelser var, at SDU ville eksperimentere med nye former, formater og platforme for uddannelse – og også tage et større ansvar for den livslange læring. Stadig flere danskere har behov for at supplere deres læring fra ungdomsårene i takt med, at de bliver ældre, får nye jobfunktioner og måske også skifter karriere flere gange.
Men hvordan kan vi som universitet hjælpe de danskere, som allerede har hel- eller deltidsjob, og som ikke har mulighed for at modtage undervisning, vejledning og eksamener, når vi udbyder den?.
Et af svarene på det spørgsmål blev brugen af nano-moduler. Vores nano-moduler er korte, digitale læringsmoduler i form af videoer, animationer, podcasts og lignende, og de varer typisk fra 30 sekunder til ti minutter. Nanomoduler kan tilgås når-som-helst, hvor-som-helst og af hvem-som-helst via mobiltelefoner, computere, tablets og andre digitale platforme.
For at sikre produktionen af nano-moduler etablerede Fremtidens Uddannelser et nano-lab, som i projektperioden har produceret hundredvis af nano-moduler. Målet er at få skabt en “Nano-bank”, hvor undervisere på SDU kan finde og bruge undervisningsmateriale, der er relevant til lige netop deres undervisning.
Nano-modulerne betyder, at vi bevæger os fra et afsender- til et modtagerorienterede universitet, og hvor universiteterne tidligere bestemte, hvad der skulle undervises i (og at alle skulle lære stort set det samme), hvor og hvornår der skulle undervises (på Campusvej 55 i Odense på tirsdage kl. 10.00) og hvem der skulle undervise, så bliver planlægningen og tidspunktet af undervisningen op til brugerne.
Et af resultaterne af dette hyperfleksible universitetstilbud har i projekt Fremtidens Uddannelser været en mangedobling af antallet af ansøgere på cand.public.-uddannelsen. Fra en tid, hvor den uddannelse – hvor vi eksperimenterede med Fremtidens Uddannelser-tilgangen – havde 10-15 ansøgere, har vi i flere år fordoblet antallet, indtil vi har ramt grænsen for, hvor mange vi må optage.
Mange af disse ansøgere har allerede hel- eller deltidsansættelse, men kan nu pludselig få passet læring ind i livet
|
For at gøre eksperimenterne med Fremtidens Uddannelser så virkelighedsnære som muligt blev der arbejdet med en konkret uddannelse. Valget faldt på kandidatuddannelsen i journalistik – cand. public.-uddannelsen – som er en overbygningsuddannelse for de journalister, som har læst på bacheloruddannelsen i journalistik på SDU eller har taget professionsbachelor-uddannelse på DMJX. Uddannelsen har tidligere været nødlidende, fordi størstedelen af alle danske journalister får arbejde umiddelbart efter deres grunduddannelse, og mulighederne og incitamentet til at tage en kandidatuddannelse har derfor været meget lille og stærkt begrænset. Men det blev ændret med projekt Fremtidens Uddannelser. |
Livslang læring
Nano-modulerne er præ-produceret indhold, og hvad der først er produceret, er lettere at publicere og distribuere efterfølgende. I Fremtidens Uddannelser-projektet førte den erkendelse til, at nano-modulerne forsøgsvis blev anvendt også udenfor den kandidatuddannelse, som de oprindelig var produceret til. Snart blev de solgt direkte til mediebranchen, og gav dermed en ny indtægtskilde.
Nano betyder ”lille”, og nano-moduler er koncentrerede former for digital læring. På SDU har man eksperimenteret med meget forskelligt indhold (teori, metode, cases mv.), forskellige formater (video, animationer, podcasts mv.), og du kan se eller høre eksempler på nogle af vores nano-moduler her)
For at give flere danskere et indtryk af, hvad nano-modulerne kan – og hvordan principperne bag når-som-helst, hvor-som-helst og for hvem-som-helst læringen finder sted – har SDU senest udviklet en såkaldt folkegave i samarbejde med Sprognævnet.
Folkegaven ”Sådan sætter vi komma” er gratis og kan tilgås af alle, og her kan alle via hundrede korte nano-moduler lære tegnsætning.
Kommakurset kan tilgås her på https://komma.sdu.dk , og i denne video bliver du kort introduceret til kurset.
Asynkron og synkron undervisning
Erfaringerne fra Fremtidens Uddannelser viser, at den såkaldt asynkrone undervisning, hvor læring finder sted på forskellige tidspunkter, har nogle fordele. Ikke mindst i forhold til at nå danskere, som allerede er på arbejdsmarkedet. Men erfaringerne viser også, at mange har brug for tæt kontakt til både undervisere, vejledere og ikke mindst medstuderende for at klare de længere studieforløb.
Derfor har Fremtidens Uddannelser måtte opprioritere den synkrone undervisning, så studerende og undervisere også mødes i samme rum. I nogle tilfælde sker det på god, gammeldags vis i auditorier, seminarrum og den slags, men ligeså ofte er det digitale møderum, som bliver anvendt, da det sikrer, at studerende fra hele landet kan være med simultant – og stadig passe deres arbejds- og privatliv.
Fremtidens Uddannelser-projektet viser i den forbindelse, at der er stor forskel på de studerende. Mens de studerende, som kommer direkte fra en grunduddannelse har et stort behov for, at de asynkrone forløb bliver suppleret med fagligt-sociale aktiviteter, hvor de er sammen med andre studerende, så er behovet betydeligt mindre og i nogle tilfælde ikke-eksisterende for andre.
De studerende, som allerede har hel- og deltidsarbejde, har via deres arbejdsplads og deres familie-liv ofte et større socialt og fagligt netværk inden studiestarten, og de har derfor mindre behov for aktiviteter udenfor selve studierne. Alt sammen en vigtig, gennemgående pointe i projektet: at være opmærksomme på de store, interne forskellige blandt modtagerne, når undervisning digitaliseres.
En anden vigtig erfaring har været, at når indhold stilles til rådighed digitalt, så står man overfor nye konkurrenter, når det kommer til de studerendes opmærksomhed. Med få fingertryk springer man let fra SDU´s digitale produktioner til andre digitale tilbud der frister.
|
Eksempler på undervisningsformater på cand.public
|
Hvor serieskabere, spildesignere og gamingindustrien i årevis har arbejdet med den slags fastholdelsesteknikker, som er grunden til, at mange brugere ”liiige skal se et serie-afsnit til” eller ”liiige skal spille en ekstra bane”, ja, så er det sjældent, at vi i universitetsverdenen har oplevet, at vores studerende bliver afhængige af os. Men det er noget af det, som digitaliseringen og nanoficeringen fordrer, vi bliver bedre til.
Asynkron og synkron undervisning
Når man digitaliserer – og særligt når man nanoficerer – sin undervisning får universiteterne adgang til mere data. Eksempelvis i forhold til, hvor mange, hvornår og hvordan studerende tilgår de digitale moduler. I Fremtidens Uddannelser var målet at bruge denne data til at gøre underviserne klogere på, hvad den enkelte studerende allerede havde taget og kendte til, så vejledning kunne målrettes.
Men Fremtidens Uddannelser var ikke mange måneder gammel, før studerende udtrykte bekymring for, hvad den megen data om deres nano-forbrug og digitale opførsel blev brugt til. Ligesom nogle undervisere blev nervøse for, hvad det kunne have af betydning for dem, når ledelsen kunne se, hvem af dem, som har produceret nano-moduler, som blev brugt hyppigt – eller stort set aldrig.
Transparens og klare aftaler omkring brugen af data fra nano-brugen blev derfor vigtigt, og samme form for klare aftaler blev vigtigt i forhold til rettighederne til nano-modulerne. For hvem var ejer af nano-modulerne, og kunne en leder blot sælge nano-modulerne eksterne uden at betænke den eller de undervisere, som stod bag nano-modulerne.
Og kunne andre universitetsledere på SDU bare fyre deres medarbejdere og give studerende adgang til nano-moduler, som var forproduceret andre steder? Og hvad hvis medarbejderne skiftede job til et andet universitet … kunne de så bare tage nano-modulerne med sig? Spørgsmål som disse, meldte sig hurtigt, og der var ingen svar at finde i de hidtidige rammer og regler for universiteter.
En udlægger af Fremtidens Uddannelser har derfor været, at repræsentanter for universiteter og medarbejdergrupper har presset på, for at få en afklaring på det arbejde, der allerede var i gang, i forhold til at lave nye, langt mere tidssvarende aftaler om ejerskab og brugsrettigheder til nano-moduler.
Læring om den livslange læring
Den hyperfleksible uddannelsesmodel kan noget for så vidt, at den tiltrækker flere og nye grupper studerende, og i en tid, hvor danske uddannelser bliver dimensioneret og ungdoms-årgangene bliver mindre, kan det være en ny indtægtskilde. Især hvis vi bliver gode til at få fastholdt og færdiggjort den nye store, men også mere udfordrende studentergruppe af studerende.
Den nye uddannelsesmodel, hvor præproduceret materiale kommer til at erstatte megen af den tidligere klassiske undervisning, rummer også potentiale for underviserne.
Mange af underviserne i Fremtidens Uddannelser har været lettet over, at de ikke længere skal bruge tid på at undervise i præcis det samme, semester efter semester, år efter år.
Nu kan man optage og siden genbruge materialet igen og igen, og den tid man sparer ved dette, har underviserne brugt på at skrue op for vejledningen. Dét hjælper den enkelte studerende og grupper af studerende, som bliver løftet i forhold til lige præcis de ting, som de har mest behov for, og det giver et mere alsidigt og fagligt udviklende arbejdsliv for underviserne. Men underviserne kan også bruge tiden anderledes i selv
Særligt under nedlukningsperioderne i forbindelse med Corona-epidemien blev det også tydeligt, at nogle af de undervisere, som havde det lettest med de mange ændringer, var de undervisere som i god tid forinden havde omformateret hele eller dele af deres undervisning til nano-moduler. For de kunne bare åbne nano-banken for deres studerende, mens de kørte hjemmeskole for børnene.
For studieadministrationen har den fleksible uddannelsesmodel dog ikke altid ført til en lettelse.
For mange studieadministrative arbejder har prisen for undervisernes og de studerende fleksibilitet været mere travlhed, koordination og ikke mindst kommunikation.
Verden indenfor og udenfor universiteterne
Erfaringerne – både de positive og de negative – med den livslange læring er blevet videregivet både internt på SDU og eksternt. I forhold til verdenen udenfor SDU gælder det ikke mindst uddannelses-institutioner. Men også politikere, arbejdsmarkedets parter, sektor- og branche-foreninger og mange andre har også efterspurgt erfaringer med livslang læring – og fået dem.
"At sikre danskerne en livslang læring bliver et af universiteternes vigtigste opgaver i årene fremover," siger SDU´s rektor Jens Ringsmose i dette korte interview
Mere end et halvt hundrede foredrag om Fremtidens Uddannelser, utallige møder og andre former for vidensdeling med organisationer og personer udenfor SDU er det blevet til siden projektets start, og efterspørgslen synes ikke at være blevet mindre i takt med, at flere danske politikere, partier og myndigheder har forstået behovet for den livslange læring – og er begyndt at lede efter svar.
Fremtidens Uddannelser har givet mange sådanne svar. I nogle tilfælde endda også gode svar, både i forhold til, hvad der er muligheder og begrænsninger her. For det var jo målet fra starten. Vi skulle ud på isen. Men Fremtidens Uddannelser er også et projekt, som har ført til mange nye spørgsmål med sig. Spørgsmål, som kalder på nye svar.
Og på den baggrund kan man håbe, at der i årene fremover bliver mere plads til nye eksperimenter i Danmark. For hvis ikke vi herhjemme selv udvikler den livslange læring, så er store udenlandske virksomheder og uddannelsesinstitutioner på vej til at sætte sig på, hvad der internationalt set bliver vurderet til at være et af fremtidens vigtigste og mest lukrative markeder.
Vi skal derfor videre – og det kan kun gå for langsomt.
Peter Bro, Pernille Seier Hansen og Kristina Dienhart udgjorde projektledelsesgruppe for Fremtidens Uddannelser i perioden 2018 til 2022. Peter er til daglig professor i journalistik og leder af SDU´s journalistuddannelser. Pernille er specialkonsulent ved journalistik/statskundskab på SDU, og Kristina er chefkonsulent i rektorsekretariatet på Syddansk Universitet.