Nemt at tage afsted. Svært at finde hjem
Efter fire år var det på tide at sige adiós. Adiós til Santiago og adiós til den danske ambassade. Det var på tide at vende hjem til Danmark, også selvom der ikke lige var et job i vente.
Flere folk er kommet og gået, siden vi satte os i et par campingstole. Vores kaffe står oven på et par stablede ølkasser og damper i papkrusene. Rundt om os rumsterer det i de klodsede food-containere. Her bliver alverdens madvarer forkælet i en duft af krydderier midt i tilberedningens hede, før det færdige måltid bliver langet over disken til de sultne gæster. Stedet hedder Storms Pakhus og er Odenses nye street food-mekka.
Casper Rundager har kun været hjemme Danmark i en måneds tid, men han har allerede besøgt stedet flere gange.
- Det, jeg så godt kan lide ved det her sted, er, at her er lidt en gennemfartsstemning. Det er meget råt og larmende, men på en måde så man stadig godt kan være her. Så på den måde minder det mig om Sydamerikas store larmende byrum, siger Casper Rundager.
Casper sætter sig let ude på campingstolens kant og begynder at fortælle om Santiago, Chile og resten af det Sydamerikanske kontinent. Han er netop vendt hjem efter fire år i Chile med et job på den danske ambassade.
Med tiden er Casper da også blevet lidt af en connaisseur, når det kommer til Syd- og Mellemamerika. Først boede han i Nicaragua i et halvt år, hvor han lærte spansk uden at åbne en eneste grammatikbog. Og med spansk-kundskaberne på plads, blev det til rejser i bl.a. Brasilien, Colombia og Argentina.
I studietiden fik Casper så en praktikplads på ambassaden i Santiago, og det skulle bane vejen til hans første job - takket være gamle kollegaer.
Sommeraften, en telefon og et jobtilbud
På en sommeraften i august 2014 grillede Casper i haven med nogle venner i Odense, da telefonen pludselig ringede. Et udenlandsk nummer viste sig i displayet. Men Casper tog mobilen uden tøven.
Det var en af hans kollegaer fra praktiktiden, som nu havde et jobtilbud til Casper på ambassaden. Godt nok var stillingen kun for et par måneder, men der var mulighed for at søge om en forlængelse af stillingen.
- Og det sagde jeg ja til. Jeg sagde min lejlighed op, malede den med min far og flyttede alle mine ting hen til mine forældre, fortæller Casper.
- Så fløj jeg ugen efter og var allerede all in på, at den stilling skulle jeg bare have. Jeg gav den gas i to måneder. Søgte så stillingen, fik stillingen og så blev jeg der.
Det blev til fire år i Santiago, før Casper besluttede sig for at vende hjem. Han havde boet i midten af den pulserede storby med mennesker, som efterhånden blev til nære venner, og et job som han selv kalder det perfekte første job.
- Jeg var helt vildt glad for det. Jeg har lært vildt meget professionelt og personligt. Det var på en eller anden måde det perfekte første job, fordi det kombinerede min interesse for udlandet, kultur, for at hjælpe folk, kommunikation med min interesse for købmandskaber.
En ting var at gribe chancen og tage et fly sydpå. En hel anden ting var at skulle vende hjem igen.
- Jeg har altid vidst, at jeg ville komme tilbage. Det var ikke et sted, jeg ville slå mig ned. Men det har været den sværeste beslutning nogensinde at flytte til Danmark. Tilbage til Danmark.
Hjemmefra på godt og ondt
Når Casper fortæller om Chile, og de mennesker han har mødt, står munden sjældent stille. Armene fagter rundt, og det klassiske lys i øjnene er heller ikke til at tage fejl af. Casper har været glad for tiden i Chile og har oplevet alt fra storbyen Santiago til den mindste bjerglandsby.
- Det er vildt fedt at være ude, og jeg vil heller ikke bytte det for noget. Jeg vil heller ikke afvise, at jeg skal ud igen. Men der er altid den der opvejning af, hvor meget man får ud af det: oplevelser, venskaber, perspektiv og også professionelle erfaringer, kontra det man ofrer samtidig med.
Fire år er lang tid, når livet forsætter hjemme i Danmark – over 12.000 kilometer væk, og det har kostet Casper en del ofre.
- Altså jeg har jo misset fødsler. Jeg missede min nevø og niecers fødsler. Barnedåb, bryllupper og runde fødselsdage. Der er jo ikke rigtig noget, jeg ikke har prøvet at misse, mens jeg var væk.
Hjem til Danmark
For Casper tippede vægtskålen i sommerferien. Efter afsluttende jobopgaver i Chile og et feriebesøg i Danmark, blev savnet for stort. Til trods for at Casper ikke havde noget job i vente herhjemme, tog han chancen.
- Så sagde jeg op, og så fløj jeg sjovt nok ugen efter. Jeg kom med til min farfars 90 års fødselsdag og min egen 31 års fødselsdag.
Et stort smil breder sig til hele ansigtet hos Casper, inden han forsætter sin beskrivelse af farfarens 90 års fødselsdag. En begivenhed, som nok vil virke banal for nogen, bliver til noget helt særligt for Casper.
- Det var den første familiefest, jeg havde været med til i 3-4 år. Det var fuldstændig fantastisk med dansk mad, sange, taler og ham der på keyboardet ovre i hjørnet, der sidder der og spiller klassikere. Det virker næsten som en parodi, men det var alt, hvad jeg har savnet.
Fødselsdagen var også mere end taler og sange. Det var gensynsglæden ved at se store dele af familien igen.
Og imens Casper sidder her i Pakhuset og fortæller, går tiden også. Flere folk er er kommet og gået, siden vi satte os i campingstolene. Casper kigger på sit ur og laver store øjne. Nevøen og niecen venter, de skal hentes af deres hjemvendte onkel.