Alumnen fra Odense, der endte i Hollywood

Det var i 2005. Anders Fogh Rasmussen var på visit hos præsident George W. Bush, og Tina Jøhnk Christensen var blevet spurgt, om hun ville stille op som Den Danske Ambassades officielle fotograf. På det tidspunkt havde hun boet og arbejdet som journalist i Los Angeles i fire år og var fløjet til Washington med sit kamera i tasken.

”Jeg endte i Det Ovale Kontor, hvor jeg tog billeder af de to statsoverhoveder. Og at se Bush ’in operation’ er en af mine helt store oplevelser. Bagefter satte jeg mig ud på trappen foran Det Hvide Hus for at sunde mig lidt. En fransk journalist slog sig ned og sad og famlede med nogle papirer. Han skulle ind og lave et one-on-one interview med præsidenten og var ved at gennemgå sine spørgsmål en sidste gang. Så jeg tilbød ham at kigge spørgsmålene igennem og prøvede at berolige ham med at sige, at Bush jo bare var en goofy lille fyr, som han skulle gå til ligesom alle de andre,” siger Tina Jøhnk Christensen og griner med et smil, der præger det meste af hendes ansigt og går op og hiver godt fat i øjenkrogene, og tilføjer så:

”Jeg har ikke den store ærefrygt.”

Gennem de sidste 16 år har hun cementeret sig i Los Angeles primært som Hollywood- journalist og har interviewet de fleste af de mest anerkendte amerikanske skuespillere og instruktører. Dem vi andre kun får snerten af en fornemmelse af, når vi går i biografen. For Tina er det blevet en hverdagsforeteelse. Først er hun ude i filmselskabernes screeningsbiografer for at se de aktuelle film. Siden er hun på et af byens bedste hoteller i West Hollywood – dem med hele palmer, marmorsøjler og vandfald i foyeren - hvor hun interviewer stjernerne. Derpå tager hun hjem til sin bungalow og bearbejder materialet, som gennem årene er blevet til artikler og portrætinterviews til medier som Jyllands-Posten, Børsen, Berlingske Tidende, BT, ELLE, IN, Psykologi, Soundvenue, Samvirke, Her & Nu, ALT for damerne, Euroman, og Gaffa, svenske King, Plaza Kvinna, Allt om film og italienske Vogue Italia. For fire år siden blev hun en del af del af HFPA, det vil sige The Hollywood Foreign Press Association, der siden 1944 har uddelt og afholdt den årlige prisfest, The Golden Globe Award.

”Jeg har aldrig været star-struck, men der er selvfølgelig folk, som jeg har stor beundring for og er glad for at få lov til at interviewe som for eksempel Quentin Tarantino, Martin Scorsese og Emma Thompson. Jeg forsøger altid at skabe en afslappet stemning, så interviewsituationen ikke bliver for højtidelig. Så opstår der ofte øjeblikke, hvor de bliver hylet lidt ud af den formelle situation, og det gode svar dukker op,” siger hun.

Og jo større stjernerne er, des mindre selvhøjtidelige er de, er Tinas erfaring.

”Viggo Mortensen er for eksempel en rar mand, som nødigt vil såre nogle menneskers følelser. Så møder jeg ham i en sammenhæng uden for et interview, kommer han altid over, siger hej og giver kindkys og udveksler lidt høfligheder.”

Lærerne, der satte spor
Viggo Mortensen og Tina Jøhnk Christensen har dét tilfælles, at de har rødder i Danmark - Tina dog væsentligt mere bundfæstnet og nærmere betegnet i Odense, hvor hun er vokset op og begyndte at læse engelsk på det, der dengang hed Odense Universitet. Hun havde været på sprogskole på Isle of Wight og var blevet fortryllet af sproget. Alt skulle pludselig være britisk. Tina lyttede til Duran Duran, havde engelsk flag på tekoppen og talte engelsk med stærk britisk accent, indtil hun kom til USA, hvor accenten nu er blendet godt ind i den amerikanske.

”Jeg vidste hele tiden, at jeg ville være journalist og havde været i praktik på Fyens Stiftstidende i 8. klasse. Men jeg var klar over, at jeg ikke ville være en ganske almindelig nyhedsreporter. Jeg har aldrig været den nyhedshungrende type, der havde næse for den sidste nye afslørende historie, jeg var interesseret i kultur og fiktion i form af litteratur og film og i de menneskelige historier.”

Tina fik en cand. phil. i engelsk og læste fire år på Odense Universitet med en afstikker til Johann Wolfgang Göethe Universität i Frankfurt am Main for at forbedre sit tyske sprog. Udlængslen var stor, og så opfordrede engelskstudiet desuden eleverne til at rejse ud med deres fag. Det gav hende mod på at tage til London og skrive sit speciale ’Rastafari in Britain: Recreating Cultural Identity: From Youth Subculture to Religious Consciousness, for så at afslutte studieårene på Københavns Universitet Amager, hvor hun læste film- og medievidenskab som sidefag.

Men det er årene på Odense Universitet, der har sat de dybeste spor.

”Først og fremmest på grund af mine undervisere. De var alle sammen fantastisk gode, og på de fire år nåede jeg at få et godt forhold til mange af dem: særligt britiske Thomas Pettit, som var en meget engageret, dygtig og underholdende underviser, der fik os med lige fra han trådte ind i lokalet og begyndte at fortælle om William Shakespeare og middelalderlitteratur. Han blev en fantastisk støtte for mig som specialevejleder og hjalp mig også fagligt, da jeg selv blev undervisningsassistent i to kurser i britisk litteraturhistorie på Syddansk Universitet i 1999. Men vigtigst var, at Syddansk Universitet styrkede min evne til at arbejde selvstændigt. Jeg lærte at samle en masse materiale, blev i stand til at skære fra og komme ind til benet og at se på verden med analyserende øjne og finde forskellige vinkler at arbejde ud fra,” fortæller hun.

Til gengæld var der en del journalistiske redskaber, som Tina blev nødt til at tilegne sig på egen hånd efter studieårene.

”Det er jo meget anderledes at skrive en akademisk tekst end journalistik. Og dét måtte jeg lære på den benhårde måde. Jeg skulle også lære at sælge min tekst, hvilket var helt nyt for mig. Man er jo også salgsperson, når man er freelancejournalist. Jeg fik min specialekarakter i 1997, så meget er ændret siden dengang. Men jeg synes, man skulle have gjort mere for at forberede os unge på erhvervslivet. Man var utroligt fagorienteret på humaniora. Og når det er sagt, var det også det, jeg elskede ved faget. For jeg fik virkelig lov til at begrave mig i det, jeg havde en lidenskab for,” siger hun.

Over Atlanten
Da Tina var færdig med sit studie, begyndte hun at oversætte engelske romaner til dansk og underviste på Syddansk Universitet. Hun havde kortvarigt et job som pressekoordinator for en erhvervsejendomskonference, NEPIX, og tog desuden en hf-eksamen i italiensk. Et sprog mere skulle på plads, inden hun tog til Italien, hvor hun blev i 11 måneder. Her underviste hun i engelsk på British Institutes i Perugia og begyndte at samarbejde med en italiensk fotograf, Giulio Marcocchi, som gik hen og blev hendes kæreste. Sammen leverede de artikler fra Danmark og Italien til et italiensk pressebureau, der blev så begejstret for det dansk-italienske par, at de sendte dem til Los Angeles i 2001.

Siden har Tina kun været i Danmark for at besøge sin familie og sine venner og de danske medier, hun skriver for. Hun fik langsomt skibet alle sine ejendele til Los Angeles og har boet i forskellige bydele – Studio City, Koreatown og Los Feliz – gerne sammen med andre europæere, der som Tina forsøgte at få grebet om Englenes By.

I dag bor hun for sig selv i et lyserødt bungalowkompleks med palmer i forhaven og et stinkdyr, der indimellem lusker forbi, i bydelen Glendale, som har samme indbyggertal som Odense og ligger nordøst for Griffith Park.

”Man kan vel kalde mig Hollywoodreporter. Det lyder umiddelbart meget glamourøst, men jeg er jo bare sammen med de her mennesker i to timer. Det er helt sikkert interessante mennesker, men selve situationen er ikke særlig glamourøs. Vi kender begge parter til aftalen,” siger hun.

I begyndelsen var hun mere imponeret og husker tilbage på de første gange, hun kom på de verdensberømte Hollywood-filmstudier for at gå til screening på film. Her gik hun åndeløs omkring mellem rækken at studiehaller, som hun havde lært om i filmhistorie på universitetet, og det gik op for hende, hvor stor en maskine Hollywood er.

”Vi blev jo fløjet til Hawaii og Mexico City for at lave interviews med skuespillerne på settet til James Bond-film og alt muligt andet. Jeg var i begyndelsen af 30erne og havde ikke stiftet familie. Så det var bare sjovt, og hvis der ikke var mere arbejde, tog jeg bare hjem.”

Med årene og især efter, hun er kommet ind i HFPA, er hendes fokus på Hollywoodstoffet blevet mere seriøst og slidsomt.

”Jeg får tilbudt et væld af interviews og set-besøg rundt omkring i verden, som bliver til tekster, der bliver bragt i europæiske medier. Og så skal jeg jo også sørge for at få set den enorme bunke af film og tv-serier, der får amerikansk premiere i løbet af året, som vi siden sorterer i og skal nominere op til Golden Globe-prisfesten. Så det er her jeg lægger mine kræfter i dag,” fortæller hun.

Tina Jøhnk Christensen er den eneste dansker i HFPA og sidder i dag ved et af de berømte runde borde i balsalen på Beverly Hilton Hotel, når priserne skal overrækkes, og er en af de 90 medlemmer af juryen, der har konkret indflydelse på, hvem der løber af med Golden Globe-priserne. I år fik Meryl Streep en ærespris og holdt en bevægende politisk tale, der siden løb hele Facebook rundt. Danske Susanne Biers ’The Night Manager’ fik tre Golden Globes. ’Moonlight’, som var Tinas foretrukne spillefilm, vandt hovedprisen, mens den moderne musical, ’La La Land’, der også lå højt på Tinas favoritliste fik hele syv awards.

”Det er en stor ære at få lov til at stemme til Golden Globe. Jeg tager det meget seriøst og vil nødigt overse en fantastisk præstation - især fra et nyt ungt menneske, for vi kan virkelig være med til at skabe et gennembrud for de her folk,” siger hun.

Solid jordforbindelse
I begyndelsen var det kontakten til filmdistributørerne hjemme i Danmark, der var afgørende. Det var dem, der nominerede journalister til interviews på Hollywood-filmene, og de kunne se en fordel i at benytte sig af Tina, der var bosat i Los Angeles fremfor en danskboende journalist, der skulle flyves over og indlogeres på hotel. I dag, hvor hun er medlem af HFPA, går interviews oftest igennem associationen, eller også henvender hun sig direkte til filmselskaberne og skuespillernes repræsentanter. Tina har for længst fået et godt greb om Hollywood-branchen gennem et slidsomt arbejde, som nok er noget af det, der beskriver hende bedst, hvis hun skal give et bud på, hvorfor hun er havnet i Los Angeles. For en karriere netop her sker ikke med et knips med fingrene.

”9/11 blev ærlig talt mit held, fordi de danske journalister ikke kunne flyves herover. Så da Mike Tyson skulle til Danmark og kæmpe mod Brian Nielsen, fik jeg 15 minutter alene med bokseren. Det slog Ekstra Bladet stort op, og redaktionen spredte rygtet om, at man skulle lægge mærke til, at jeg var herovre og kunne bruges, og langsomt fik jeg vundet indpas på andre danske magasiner og aviser.”

En stor del af interviewene foregår i grupper, hvor hun er sammen med andre udenrigsjournalister til rundbordsinterviews eller deciderede pressekonferencer. De kender hinanden godt og anser mere hinanden som kolleger end konkurrenter.

”Jeg kender journalister fra blandt andet Australien, Japan, Brasilien og Spanien og er på den måde ikke rigtig integreret i det amerikanske samfund, for mine kollegaer er jo efterhånden også blevet mine venner. Jeg føler mig virkelig som en korrespondent, fordi jeg står udenfor og betragter samfundet. Jeg har jo aldrig arbejde på en amerikansk virksomhed.”

Hverdagen i byen
Ikke desto mindre foregår Tinas hverdag i en af de byer i verden, som mange drømmer om at gøre karriere i.

”Det er selvfølgelig fantastisk at bo i en by, hvor vejret er så fedt, og der er så mange muligheder. Jeg kan tage op og hike i Griffiths Park, bade i Stillehavet eller stå på ski i Big Bear, og det er også fedt at møde de mennesker, som virkelig laver dét, jeg holder så meget af - altså film! – især instruktører og manuskriptforfattere, som er de kreative mennesker bag filmene.”

Men hendes hverdag er langt fra lige så glamourøs, som de skuespillere og instruktørers tilværelse, hun indimellem beskriver. Hun sidder ikke ved poolen i en sprød Beverly Hills-villa og drikker cocktails med Nicole Kidman, når hun har fri fra arbejde. Og den absolut største omkostning, er, at hun er langt væk fra sin familie og sin kæreste, Allan, der bor i Danmark. Til gengæld har tilværelsen i Los Angeles lært hende at stå solidt på begge ben langt væk hjemmefra.

”Herovre er man nødt til at være god til at komme op og stå igen af egen kraft, hvis man får en nedtur. I USA er der ikke et sikkerhedssystem, så jeg har lært, at klare mig selv. Når jeg betragter det danske samfund på afstand, tænker jeg, at folk ikke er klar over, hvor fantastisk vores sociale system er. Jeg er meget stolt af, at vi danskere har et samfund, hvor vi tager vare på hinanden og fortæller ofte mine amerikanske venner om det. For det er ikke for drengerøve at overleve her!”

Ikke desto mindre har hun tænkt sig at blive her et godt stykke tid endnu. For Tina har brugt de sidste to år på at søge om Greencard og er omsider blevet godkendt, og i skrivende stund går hun rundt og venter på, at kortet skal komme med posten.

Fakta om Tina Jøhnk Christensen:
Født: 22. januar, 1971
Fødested: Odense
Uddannelse: Cand. mag. i engelsk og film- og medievidenskab
Uddannelsessteder: SDU Odense Universitet, Johann Wolfgang Goethe Universität, Frankfurt am Main, Københavns Universitet
Profession: Hollywoodkorrespondent