Skip to main content
DA / EN
Arkæometri

Kemiske analyser afslører stoffer fra Tycho Brahes mystiske laboratorium

Af Birgitte Svennevig, , 25-07-2024

Middelalderens alkymister var notorisk kendt for at være hemmelighedsfulde og ikke dele deres viden med nogen. Danske Tycho Brahe var ikke nogen undtagelse, og derfor ved vi i dag ikke, hvad han helt præcist lavede i det alkymi-laboratorium, der lå under hans kombinerede bolig og observatorium Uranienborg på øen Hven.

Kun få af hans alkymistiske opskrifter har overlevet, og der findes i dag kun ganske få rester af hans alkymi-laboratorium. Uranienborg blev nemlig revet ned efter hans død i 1601 og byggematerialerne spredt for alle vinde til genbrug.

Nogle få potte- og glasskår blev dog under en udgravning i 1988-1990 fundet i Uranienborgs gamle have, og de vurderedes at stamme fra kælderens alkymi-laboratorium. Fem af disse skår – fire af glas og et af keramik – er nu blevet underkastet kemiske analyser for at finde ud af, om de kunne afsløre noget om, hvilke grundstoffer, de oprindelige glas- og keramikbeholdere var i berøring med.

De kemiske analyser er foretaget af professor emeritus og ekspert i arkæometri, Kaare Lund Rasmussen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, mens seniorforsker og museumsinspektør Poul Grinder-Hansen fra Nationalmuseet har stået for at indsætte analyserne i en historisk kontakt.

Der er fundet sporstoffer på fire af skårene – et glasskår var helt uden specielle grundstoffer. Studiet er publiceret i tidsskriftet Heritage Science.

- Mest interessant er de grundstoffer, som vi finder i større koncentrationer, end man normalt ville forvente. Altså stoffer, der var berigede og dermed vidner om, hvilke kemiske forsøg der har været foretaget, siger Kaare Lund Rasmussen.

De berigede grundstoffer er nikkel, kobber, zink, tin, antimon, guld, kviksølv, bly og wolfram, og de er fundet på enten indersiden eller ydersiden af skårene.

De fleste af dem er ikke overraskende for et alkymist-laboratorium. Guld og kviksølv var – i hvert fald i de øvre samfundslag– almindeligt kendt og brugt mod en lang række sygdomme.

- Men wolfram er meget mystisk. Wolfram er et grundstof, der slet ikke var beskrevet på den tid, så hvad skal vi udlede af, at det er fundet på et glasskår fra Tycho Brahes alkymi-værksted?, siger Kaare Lund Rasmussen.

Laboratoriet i kælderen 

Laboratoriet i kælderen målte 11,3 m i diameter og indeholdt 16 ildsteder, der bl.a. blev brugt til at opvarme emner, producere aske og destillering. Nogle af de store destilleringsbeholdere havde kobberrør, der løb udendørs for nedkøling og så ind igen. En vindeltrappe førte op til Vinterstuen, som var familien Brahes dagligstue, og her var yderligere fem ovne til eksperimenter. 

Wolfram blev først beskrevet og fremstillet i ren form mere end 180 år senere af den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele. Wolfram findes naturligt i visse mineraler, og måske fandt grundstoffet vej til Tycho Brahes laboratorium med et af disse mineraler. I laboratoriet kan mineralet så have undergået forarbejdning, der har udskilt wolfram’et, uden at Tycho Brahe nogensinde opdagede det.

Der er dog også en anden mulighed, som Kaare Lund Rasmussen understreger, at der ikke findes skyggen af bevis for – men som godt kunne være plausibel.

Allerede i første halvdel af 1500-tallet beskrev den tyske mineralog Georgius Agricola noget mærkeligt i tinmalm fra Sachsen, som gav problemer, når han skulle smelte tin. Agricola kaldte dette mærkelige stof i tinmalmen for ulvefråde (tysk: Wolfram).

Medicin mod pest, syfilis og ondt i maven

- Måske havde Tycho Brahe fået nys om dette og kendte dermed til wolframs eksistens. Men det er ikke noget, vi ved eller kan sige noget om ud fra de analyser, jeg har lavet. Det er blot en mulig teoretisk forklaring på, hvorfor vi finder wolfram i prøverne, siger Kaare Lund Rasmussen.

Tycho Brahe tilhørte den gren af alkymister, der, inspireret af den tyske læge Paracelsus forsøgte at udvikle medicin mod tidens store og små sygdomme: pest, syfilis, spedalskhed, feber, ondt i maven, osv. Dermed distancerede han sig fra den gren, der forsøgte at skabe f.eks. guld og sølv ud af mindre værdifulde mineraler og metaller.

I tråd med tidens andre medicinske alkymister holdt han sine opskrifter tæt ind til livet og delte dem kun med få udvalgte, f.eks. med hans mæcen, kejser Rudolph II, som angiveligt fik Tycho Brahes recepter på pest-medicin.

Vi ved så meget, at Tycho Brahes pest-medicin var kompliceret at fremstille. Det indeholdt theriac, som var en af tidens standardmidler mod næsten alt, og som kunne have op til 60 ingredienser, deriblandt snogekød og opium. Det indeholdt også kobber- eller jernvitriol, forskellige olier og urter.

Efter diverse filtreringer og destilleringer fik man den første af Brahes tre recepter mod pest. Denne kunne gøres endnu mere kraftfuld ved at tilsætte tinkturer af f.eks. koraller, safirer, hyacinter og drikkeligt guld.

- Det kan måske forekomme mærkeligt, at Tycho Brahe beskæftigede sig både med astronomi og alkymi, men når man kender hans verdenssyn, giver det mening. Han mente, at der var nogle åbenlyse sammenhænge mellem de himmelske legemer, jordiske stoffer og kroppens organer. Således hørte Solen, guld og hjertet sammen, og det samme gjaldt f.eks. også Månen, sølv og hjernen; Jupiter, tin og leveren; Venus, kobber og nyrerne; Saturn, bly og milten; Mars, jern og galdeblæren samt Merkur, kviksølv og lungerne. Mineraler og ædelstene kunne også kobles på dette system, så smaragder f.eks. hørte til hos Merkur, forklarer Poul Grinder-Hansen.

Kaare Lund Rasmussen har tidligere analyseret hår og knogler fra Tycho Brahe og fandt bl.a. guld. Det kan vidne om, at Tycho Brahe selv indtog medicin, der indeholdt drikkeligt guld.

Mød forskeren

Kaare Lund Rasmussen er professor emeritus på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci. Han er ekspert i kemiske undersøgelser af kulturarvsmateriale. Han har bl.a. foretaget analyser af dødehavsrullerne, Knud Den Helliges kiste og skeletter af Jesu apostle.

Gå til profil

De kemiske analyser

 Fire glasskår og et potteskår fra en smeltedigel blev analyseret. Følgende grundstoffer blev fundet på yder- eller indersiden og er ikke berigede: Natrium, silicium, fosfor, svovl, klor, kalium, mangan, jern, rubidium, strontium, rhodium, palladium, sølv, cadmium, barium, rhenium, osmium, iridium, platin og thalium. Følgende berigede grundstoffer blev fundet: Wolfram, guld, bly nikkel, kobber, zink, tin, antimon og kviksølv. 

Redaktionen afsluttet: 25.07.2024