Skip to main content
Syddansk Universitet Business School
Samarbejde

Nyt Advisory Board skal bidrage til fakultetets udvikling

Et nyt Advisory Board skal komme med indspark og perspektiver på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets fremtidige udvikling og strategiske indsatser.

Af Marlene Jørgensen , , 06-12-2022

På SDU er samspillet med samfundet i højsædet, og det er også udgangspunktet for et nyoprettet Advisory Board på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet at få eksterne samarbejdspartneres besyv til, hvordan fakultetet står endnu stærkere i fremtiden.

Advisory Boardet har navnet SDU BSS Advisory Board og er sammensat af dekaner fra en række europæiske universiteter, erhvervspartnere, alumner og repræsentanter fra SAMF.

Kristin B. Munksgaard, der er leder af SDU Business School, står i spidsen for indsatsen, og hun fortæller:

- Et Advisory Board er et rigtig godt forum til at få perspektiver udefra på vores organisation og hjælp på vores rejse mod en fortsat høj kvalitet. Medlemmerne kan være med til at stille de gode spørgsmål og komme med konstruktive ideer til, hvordan vi udvikler os og kan udvikle os endnu mere som fakultet. De indsatser, som Advisory Boardet i første omgang kommer til at bidrage med viden og rådgivning om, er udviklingen af en strategi for SDU Business School, en strategi for internationalisering og den igangværende akkrediteringsproces, som fakultetet arbejder på.

Udvikling af SDU Business School

Det nye Advisory Board består af 16 medlemmer. Et af medlemmerne af Advisory Boardet er Dorthe Lund Kaack, som har en ph.d. i Statskundskab fra SDU i 2015 og i dag står i spidsen for selskabet C.C.N. Holding A/S.

Hun siger om sin deltagelse:

- Jeg har takket ja til at være med i Advisory Boardet af to årsager. Jeg er selv ph.d. fra SDU og har derfor et godt kendskab til universitetet, forskning og undervisning, og så er jeg i dag direktør i et familiekontor og ejer af en større erhvervsvirksomhed i Odense. Med mit indblik i erhvervslivet og mit kendskab til SDU, ser jeg frem til sammen med de øvrige medlemmer i boardet at komme med nogle konstruktive indspark som kan bidrage til den fortsatte udvikling af SDU Business School.

Store synergier at hente

Kristin B. Munksgaard ser frem til at tage fat på det nye samarbejde:

- Jeg ser især frem til de synergier, der vil opstå i netværket. Vi har kontakt til nogle af vores alumner, til forskellige virksomheder og til andre universiteter, men jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har været en del af et forum, hvor alle tre parter deltager og rådgiver os på samme tid. Det bliver virkelig spændende og vil med garanti føre mange interessante og udbytterige diskussioner med sig, slutter Kristin B. Munksgaard.

Advisory Boardet vil mødes to gange årligt og har netop mødtes for første gang.


Medlemmerne af SDU BSS Advisory Board

  • Delphine Manceau, dekan ved NEOMA Business School
  • Dorthe Lund Kaack, administrerende direktør og ejer af C.C.N. Holding
  • Karsten Thinggaard, administrerende direktør for Autonomous Units ApS
  • Kasper Kjærsgaard Jensen, administrerende direktør og partner i Nørgaard Mikkelsen
  • Kristin B. Munksgaard, leder af SDU Business School
  • Lone Saaby direktør for Education Esbjerg
  • Majbritt Skov, partner i Deloitte og leder for Deloitte Economics
  • Niklas Woermann, studieleder for cand.merc.
  • Per Cramér, dekan ved School of Business, Economics and Law, University of Gothenburg
  • Peter Møllgaard, dekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU
  • Roger Henning Normann, dekan UiA School of Business and Law, University of Agder
  • Sofie Møller Bjerrisgaard, direktør for strategi og lederskab ved BHJ
  • Steffen Korsgaard, institutleder ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, SDU
  • Thomas Alslev Christensen, Senior Vice President ved Novo Nordisk Foundation
  • Tom Elfring, dekan ved Nijmegen School of Management
  • Vincent Mangematin, dekan og akademisk direktør ved KEDGE Business School

 

Redaktionen afsluttet: 06.12.2022