Skip to main content
Syddansk Universitet Business School
Kronik

Er det universitetets opgave at gøre de studerende jobparate?

På universitetet har vi en opgave i at sikre, at de studerende evner at gøre noget med den viden, de har tilegnet sig. De skal kunne omsætte deres faglige viden og bruge den i forskellige praktiske kontekster. Derfor giver det god mening for universitetet at skabe de rette rammer for møderne mellem studerende og virksomheder, skriver forfatteren bag denne kronik.

Kronik af Kristin B. Munksgaard, leder af SDU Business School 

For et par uger siden summede det for alvor af liv på SDU’s campus i Kolding. 45 lokale virksomheder og 300+ studerende satte hinanden stævne til karrieremessen ’Business Lunch’. Her fik virksomhederne mulighed for at møde vores engagerede studerende og kunne danne sig en ide om fordelene ved at samarbejde med dem. De studerende fik til gengæld lejlighed til at netværke med virksomhederne og for eksempel skaffe sig det næste studiejob, et praktiksted eller en case til et projekt.

I Esbjerg har der i flere år været et godt samarbejde mellem lokale virksomheder, undervisere og studerende, blandet andet i marketingfaget på SDU. Virksomhederne formulerer en konkret marketingudfordring, som de studerende så udvikler løsninger til i forbindelse med faget. Nogle virksomheder har deltaget ad flere omgang og har efterfølgende tilbudt praktik til flere studerende. En tidligere studerende, som nu er marketingansvarlig i en lokal virksomhed, bruger også setup’et til at dyrke samarbejdet med de nuværende studerende.

På SDU’s campus i Odense gennemfører man netop i disse dage case competitions, hvor studerende kan prøve kræfter med at løse konkrete problemstillinger, og virksomhederne får ideer og input til udfordringer og udviklingsmuligheder.

Men hvorfor skal virksomheder egentlig bruge tid på de studerende – mens de stadig studerer? Det er vel reelt først efter studietiden, at de studerende har udviklet deres kompetencer i en grad, så det giver værdi for virksomhederne? Og dog.

For den enkelte virksomhed kan samarbejdet med en studerende – om for eksempel et eksamensprojekt, en praktikperiode eller en case competition – give konkrete ideer til opgaver og udfordringer. Virksomhederne giver typisk udtryk for, at universitetsstuderende – med deres teoretiske briller og akademiske refleksioner – giver nye vinkler på de konkrete og praktiske opgaver, som virksomhederne står med.

For de virksomheder, der endnu ikke har ansat deres første akademiker, kan mødet med de studerende give grundlag for at vurdere mulighederne og samtidig få en mere håndfast ide om, hvilket udbytte det kan skabe.

Og alt imens vi står overfor mindre ungdomsårgange, så giver tid brugt med de studerende adgang til en bred talentmasse af mulige, kommende medarbejdere. Med andre ord, virksomheden kan brande sig selv som fremtidig arbejdsgiver i mødet med de studerende.

Det er også relevant at spørge: Hvorfor skal de studerende overhovedet løfte næsen fra bøgerne? Bør de ikke bare koncentrere sig om studierne? Mødet med virksomhederne allerede under studiet giver de studerende mulighed for at kunne skrive noget konkret på CV’et ved første jobsøgning – udover de gode eksamensresultater selvfølgelig. Sammen med referencer til fritidsjobs og frivilligt arbejde, så kan et praktikophold eller arbejdet med en ’levende’ eksamenscase (fremfor en beskrevet på papir) eller deltagelse i en case competition give den studerende nogle praktiske erfaringer at ’sælge’ sig selv på som færdiguddannet.

Fagligheden, den tillærte teori, de akademiske modeller og samarbejdet med forskere og undervisere er naturligvis stadig helt afgørende – for det er gennem alt det, at den studerende får det undersøgende, nysgerrige og kritiske mindset, der kan give nye løsninger og muligheder i virksomhederne. Men når den studerende engagerer sig i praksis og afprøver mulighederne for at ’omsætte teori til praksis’ allerede under studiet, så opstår muligheden for at prøve sig selv og det tillærte af. Nogle studerende taler også om, at de oplever, at de får nye perspektiver på, hvad teorierne kan bruges til.

Det giver god mening for universitetet at skabe de rette rammer for møderne mellem studerende og virksomheder. For det første fordi det kan hjælpe til at forebygge frafaldet blandt de studerende. Undersøgelser viser, at hver anden studerende, der dropper ud af et studie, oplever, at det har været for teoretisk (Spørgeskemaundersøgelse blandt frafaldne studerende ved videregående uddannelser, Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2018).

For det andet kan det også sikre, at de studerende kommer hurtigere i job, og at de får en bedre løn (Effekter af studiejob, udveksling og projektorienterede forløb: En effektanalyse af kandidatstuderendes tilvalg på universiteterne, EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, 2016).

Selvfølgelig giver det mening, at vi skal værne om den akademiske læring og sikre, at de studerende har den fornødne tid til at tilegne sig svært teoretisk stof. Og at de opbygger viden og forståelse for teoretiske modeller og argumenter. Det er en del af den dannelse, som en universitetsuddannelse skal give. Nogle vil mene, at det er et mål i sig selv.

Men vi har også en opgave i at sikre, at de studerende evner at gøre noget med den viden, de har tilegnet sig. At deres evner til at reflektere, tænke kritisk, håndtere forskellige perspektiver udvikles, så deres viden kan omsættes til konkret handling i de mange forskellige situationer, som de uundværligt vil stå i, i deres arbejdsliv. De skal kunne omsætte deres faglige viden og bruge den i forskellige praktiske kontekster.

Det er naturligvis en væsentlig opgave at balancere den faglige fordybelse og opbyggelse af de studerendes evner til at omsætte denne viden i samarbejde med praksis. Udover de eksempler, som her er nævnt, så er der på SDU Business School flere eksempler på – ved vores campusser i Sønderborg, Esbjerg, Kolding, Odense og Slagelse – hvordan vi arbejder med at løfte denne opgave.

Her er samarbejdet mellem det lokale erhvervsliv, forskere og undervisere afgørende – så TAK til alle jer, der planlægger, gennemfører og deltager i aktiviteter og arrangementer for og med vores studerende.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i tilægget Erhverv+ torsdag den 31. marts 2022

Her kan du hente og læse kronikken som pdf

Hent den her

Redaktionen afsluttet: 31.03.2022