Navnenyt
Thomas Stauffer Larsen udnævnt til klinisk professor i hæmatologi
Professoratet er nyoprettet og centreret omkring behandling af lymfekræft. Professorater er oprettet som en kombinationsstilling mellem Klinisk Institut, Syddansk Universitet og Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Thomas Stauffer Larsens professorat skal ses som et led i den store udvikling, der er inden for både mere sikre diagnoser og bedre prognoser for behandlingen af lymfekræft. Der er en stadig større forståelse af lymfekræftsygdommenes biologi, og der er introduceret mere avancerede laboratoriemetoder til diagnostik og monitorering af lymfekræft.
Ikke mindst med udviklingen af stadig flere og avancerede behandlinger, herunder Chimære Antigen-Receptor (CAR) T-celler, er mulighederne for patienter med lymfekræft forbedret betydeligt. Disse avancerede behandlinger er en form for immunterapi, hvor patientens egne hvide blodceller (T-celler) bliver gen-modificeret til specifikt at angribe og ødelægge de syge celler.
Thomas Stauffer Larsen blev i 2013 ansat som overlæge på Hæmatologisk Afdeling på OUH og har siden 2016 som specialeansvarlig overlæge haft det klinisk faglige ansvar for patienter med lymfekræft. I den periode er den kliniske forskningsaktivitet inden for området steget markant, og hæmatologisk Afdeling. Ved siden af den kliniske forskning er Thomas Stauffer Larsen aktiv inden for epidemiologisk registerbaseret forskning med afsæt i den danske lymfomdatabase LYFO.
Thomas Stauffer Larsen er uddannet læge fra SDU i 2001 og blev tildelt ph.d.-graden i 2008 og har siden sin speciallægeanerkendelse i 2013 beskæftiget sig med lymfomer, særligt de aggressive B-celle-lymfomer. Han er en aktiv spiller i et godt videnskabeligt netværk i det danske og nordiske lymfom-forskningsmiljø.
Et andet af hans meget væsentlige virkeområder er cellulær terapi. Thomas Stauffer Larsen har været en af pionererne bag etablering af OUH som CAR T-celle-behandlingscenter. Sammen med professor Torben Barington fra Klinisk Immunologisk Afdeling har Thomas Stauffer Larsen stået i spidsen for etablering af Centre for Cellular Immunotherapy of Haematological Cancer Odense (CITCO), som i 2019 blev tildelt status som OUH Eliteforskningscenter.
Thomas Stauffer Larsen er født 21. april 1974. Han er vokset op i Taastrup uden for København, men bor nu i Odense sammen med sin hustru, Lisbeth. Han er far til to piger på 17 og 20 år. Fritiden bruger han helst sammen med familie og venner, på padelbanen, racercyklen eller til en god livekoncert.
Mød forskeren
Thomas Stauffer Larsen er udnævnt til klinisk professor i hæmatologi i en kombinationsstilling mellem Klinisk Institut, Syddansk Universitet og Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.