Skip to main content

Tættere på den bedste kur mod "ondt i ryggen"

Folkesygdommen ”ondt i ryggen” er en kompleks størrelse, som videnskaben endnu ikke har tilstrækkeligt kortlagt. Når patienter går til lægen, fysioterapeuten eller kiropraktoren med rygsmerter, er der stor forskel på, hvilken behandling de får tilbudt. Det kommer nemlig ofte an på behandlerens præferencer snarere end på, hvad der er dokumenteret effektivt.

”Det kan være svært at afgøre, hvor smerterne kommer fra, fordi ryggen er meget kompliceret på grund af de mange led. Smerter i ryggen er et stort samfundsmæssigt problem, der koster mange sygedage, og som er svært at operere for,” fortæller Rune Mieritz, post.doc og vicestudieleder på Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

Biologiske ændringer

Rune Mieritz forsker sammen med amerikanske forskere fra Northwestern Health Sciences University in Minnesota i forskellige behandlingsmetoder for ondt i ryggen, og han har i sin ph.d.-afhandling beskæftiget sig med målinger af bevægeligheden i ryggen efter henholdsvis træning og manuel behandling (manipulation), det vil sige fysisk behandling hos en kiropraktor.
”Der sker noget med ryggens funktion, når vi behandler, og nu kan vi ved hjælp af en speciel form for målinger for første gang se, at ryggen bevæger sig mere glat efter manuel behandling end efter træning. Det er et skridt på vejen til at finde ud af, hvordan forskellige behandlinger virker og dermed komme tættere på, hvad der er den bedste behandling for den enkelte patient,” siger Rune Mieritz.

Forskel på reaktion hos patienterne

Han er forsigtig med at konkludere en masse ud fra sine forskningsresultater, for selv om målingerne på 199 kroniske rygpatienter antyder, at manuel behandling kunne være mere effektiv end træning, er det ikke altid sådan, patienten selv oplever det.
”Hos de patienter, der udelukkende har rygsmerter, kunne vi se en sammenhæng mellem ændringen i bevægeligheden og forbedringen i tilstanden. Men for de patienter, som har smerter flere steder i kroppen, forsvinder denne sammenhæng, og situationen er mere kompleks,” fortæller Rune Mieritz.

Flere målinger i fremtiden

De glattere bevægelser i ryggen efter manuel behandling kan ikke ses med det blotte øje. Typisk vil man i klinikken se på, hvordan patienten bevæger sig og vurdere, hvad patienten har brug for. Men Rune Mieritz’ målinger kan blive åbningen til mere forskning og en anden mere præcis undersøgelsesform i klinikken; med tiden måske en app, som via vores mobiltelefon kan måle bevægelser, indregistrere smerter og hjælpe med at kortlægge ”ondt i ryggen”.
Redaktionen afsluttet: 19.09.2013