Skip to main content

Kandidater fra hele fem sundhedsuddannelser

Kandidatuddannelserne i Ergoterapi, Klinisk Sygepleje og Jordemodervidenskab ved SDU lukker nu deres første hold kandidater ud til jobs.

De tre kandidatuddannelser er helt nye og deres dimittender er de først på arbejdsmarkedet. Sammen med de tre kandidatuddannelser dimitterer også kandidater fra Kandidatuddannelsen i Fysioterapi og Den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse. 63 i alt.

- Det har været en stor fornøjelse at have jer. Uden jer, intet universitet. Fakultetet har etableret disse uddannelser i samarbejde med jeres faggrupper, så i kan komme ud eller tilbage i arbejde med evidensbaseret viden. I har lært mange ting og I kan mange ting; I bliver de nye forandringsagenter i sundhedsvæsenet, sagde dekan Ole Skøtt.

Tale af repræsentant for kandidatholdene, Henrik Hansen fra Kandidatuddannelsen i Ergoterapi.
- Det så ud til at være et behageligt cruise, vi skulle ud på, men det viste sig at være en sejllads med speedbåd – med speederen i bund. Det må have været et kæmpe arbejde at etablere disse nye uddannelser. Af hjertet tak fordi I har gjort det muligt for os studerende at gennemføre disse uddannelser.

Formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo var dagens festtaler.
- Tillykke til jer alle med jeres eksaminer og jeres udvikling og videreudvikling. Hvis man begyndte at rulle nogle af jeres specialer ud i sundhedsvæsenet, kunne meget være vundet. Og det skal nok ske med den styrke og argumentationskraft, I er i besiddelse af.
Lillian Bondo gjorde derefter en tour de force gennem de akademiske titler på samtlige kandidatspecialer. Alt sammen illustreret ved hjælp af tegninger og kobberstik fra H.C. Andersens værker. En rigtig festtale!

Ved dimissionen dimitterede 15 kandidater fra Kandidatuddannelsen i Ergoterapi, 17 kandidater fra Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje, otte kandidater fra Kandidatuddannelsen i Jordemodervidenskab, 16 kandidater fra Kandidatuddannelsen i Fysioterapi og endelig 17 fra den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse.

Fotos: Kirstine Mengel


Se også

Redaktionen afsluttet: 30.06.2016