Hvad har rynker og udposninger på hovedpulsåren til fælles
De første spæde skridt er taget til en ny medicinsk behandlingsmetode over for en livstruende og kronisk sygdom.
Især mænd lider af livsfarlige udposninger på hovedpulsåren. En kronisk lidelse, der endnu ikke kan behandles medicinsk. Man mærker ikke udposningen, hovedpulsåren begynder stille og roligt at bule ud som en slidt cykelslange for til sidst at briste, når den bliver mør. Gennem åren løber der fem liter blod i minuttet, og en brist kan – hvis sygdommen ikke er opdaget – føre til dødsfald.
Findes den i tide, kan udposningerne behandles forebyggende kirurgisk med en karprotese eller en ’foring’ af pulsåren gennem lysken, såfremt de bliver faretruende store. Brister hovedpulsåren, mister 80 procent af patienterne livet.
Den høje dødelighed og de manglende medicinske behandlingsmuligheder har i flere år været et generende og ubesvaret spørgsmål for professor og overlæge Jes Sanddal Lindholt, Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling, OUH og Klinisk Institut, SDU. Nu har han og et hold forskerkolleger imidlertid ryddet de første sten på vejen mod en mulig løsning.
Sukkerstoffet PGG konserverer elastin
– Vi ved, at det elastiske protein elastin findes i huden og i pulsårene. Vi ved også, at det mindskes med tiden. Det synlige resultat er rynker, som kosmetikindustrien - og deres kunder - forsøger at eliminere ved hjælp af rynkecremer tilsat sukkerstoffet PGG. Stoffet er kendt for at kunne konservere elastinfibre, fortæller Jes S. Lindholt, der længe har haft stoffet i tankerne som en mulighed, der skulle undersøges med henblik på medicinsk behandling af udposninger.
Han begyndte derfor at grave i litteraturen og stødte på en artikel om forsøg på mus. I projektet gav forskerne musene PGG med det positive resultat, at åren ikke bristede. Derefter var der kun et at gøre; at iværksætte et forsøg på dansk grund, og det er sket i samarbejde med Regionshospitalet i Viborg.
Forskel på mus og mænd
– Jeg ville lave et forsøg på noget, der minder mere om mænd, end mus gør. Og det gør grise, konstaterer Jes S. Lindholt – med ansigtet i nogenlunde neutrale folder. Forsøget inkluderede 30 dyr, og resultatet er overbevisende.
– Vi kunne tydeligt se, at udposningen stoppede med at vokse, når grisene fik tilført PGG, og at det elastiske væv var velbevaret. Det er et lovende resultat, som vi nu skal arbejde videre med i et klinisk forskningsprojekt i samarbejde med vores patienter.
Søges: Penge og kommende samarbejdspartnere
Forskerne skal i det kommende efterår finde svar på, hvor meget PGG, der skal til for at standse udposningerne, og hvordan og hvor ofte det skal gives. Om det skal være i tabletform, via injektion eller i forbindelse med ballonudvidelse er endnu alt for tidligt at sige noget om.
– Vi har samlet en flok forskere på OUH og SDU. Og sammen arbejder vi i første omgang på at udvikle en behandling med tabletter, så PGG føres til det beskadigede væv via blodbanerne. Derudover skal vi også finde både penge og samarbejdspartnere. Gør vi det, vil det ikke vare mange år, før vi kan tage en ny og skånsom medicinsk behandling i brug som et alternativ til kirurgi, fastslår Jes S. Lindholt.