Skip to main content

Dimission for de fem kandidatuddannelser på Sundhedsvidenskab

Kæmpedimissionen for kandidatuddannelserne i Fysioterapi, Ergoterapi, Jordemodervidenskab, Klinisk Sygepleje og den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse.

Igen i år var der kandidatafslutning for de fem kandidatuddannelser, der retter sig mod professionsbachelorer indenfor sundhedsområdet. Dekan Ole Skøtt roste kandidaterne, fordi de har taget en kandidatoverbygning, hvor videnskabelighed og evidens er i fokus – i modsætning til dagens fokus på enkeltoplevelser og løse påstande til brug i patientbehandlingen.

Efter overrækkelsen af eksamensbeviserne og gruppebilleder, holdt Sisse Walløe Hulsbæk fra Jordemodervidenskab kandidattalen. Hun gav et udsultet sundhedsvæsen tørt på, og understregede desuden, at hun tog uddannelsen, fordi det gav mening for hende.

”Det giver altid mening at søge viden,” sluttede Sisse Walløe Hulsbæk og opfordrede alle dimittenderne til at vende tilbage til sundhedsvæsenet og forbedre det.

 Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen, holdt dagens festforelæsning. Tina Nør Langer roste kandidaterne, fordi de tog sig tid og energi til at løfte deres fag.

Udviklingen inden for sundhedsvæsenets egne rutiner, brugen af data og automatisering vil helt givet være med til at udvikle væsenet, understregede Tina Nør Langager.

”Rehabilitering er ikke kun noget, der skal være rettet mod patienterne, men også noget, der er rettet mod jer kandidater. I skal udvikle jer gennem jeres arbejdsliv. Held og lykke med det!”

Redaktionen afsluttet: 28.06.2017