Skip to main content

OUH Talks - også til SDU

OUH Talks er en ny platform, hvor medarbejdere på OUH eller forskere og andre med tilknytning til forskningsmiljøet i og omkring OUH kan få ny viden og inspiration.

Hver onsdag er en ny foredragsholder klar i Emil Årestrup auditoriet på OUH. Emnet varierer fra gang til gang, men rammerne er faste. Fra klokken 8 – 8.45 kan man, hvis man er interesseret i det pågældende emne, møde op i auditoriet eller følge foredraget på et live link. Vælger man det sidste, er man ikke skrevet ud af den dialog, der følger oplægget. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål eller sende kommentarer via Twitter.

En faglig vitaminindsprøjtning

OUH Talks skal ses som en ugentlig faglig vitaminindsprøjtning, fortæller direktør på OUH, Kim Brixen. – OUH Talks er ikke en kaffeklub, men et diskussionsforum, hvor vi griber de emner, der er oppe i tiden inden for sundhedsområdet og belyser dem med viden og debat. Nogle af dem har bred appel, mens andre er rettet mod en mere snæver målgruppe. Man vælger bare ud og dukker op eller følger det live, fortæller Kim Brixen.

Premiere i februar

OUH Talks havde premiere den 22. februar, og emnerne varierer fra konkrete fagspecifikke oplæg som f.eks. ”Circulating free DNA as biomarker and source for mutation detection in metastatic colorectal cancer” til mere brede penselstrøg som ”Fremtidens udfordringer: Ældre i vækst - sygehuse på skrump”.

Kim Brixen er glædeligt overrasket over fremmødet til det ny tiltag:
– Initiativet har fået en god start med stor opbakning, både ved fysisk fremmøde, lige som vi kan også se på Twitter, at vi bliver fulgt virtuelt, siger Kim Brixen.

OUH Talks er også for SDU og andre

OUH Talks er rettet mod de faglige fællesskaber, der er på OUH. Derfor vil mange af indlæggene også have en høj relevans for SDU’s sundhedsfaglige forskningsmiljøer. Som oplægsholdere er forskere og læger fra OUH samt eksterne aktører fra sundhedsfaglige og samfundsmæssige institutioner. Se kommende oplag og link til streaming her: http://www.ouh.dk/wm496985


Redaktionen afsluttet: 24.04.2017