Skip to main content

12 nye ”biomekker”

I dag dimitterede 12 klinisk biomekanik-studerende fra SDU med festtale af Lone Kausgaard Jørgensen, formand for Dansk Kiropraktorforening.

Dekan Ole Skøtt lagde ud med at få de nyuddannede kiropraktikere til at klappe ad hinanden for den store indsats og fremhævede derefter, at den biomekaniske forskning på SDU er kåret som den sjettebedste i verden ifølge den internationale ShanghaiRanking. Og flere af professorerne er blandt verdens bedste på deres område.

- Det er en god ballast, I har fået med jer, til diagnosticering og behandling i jeres virke.

Linne Steinar Haarup holdt talen fra kandidatholdet, hvor hun ridsede studieforløbet op – og dårligt kunne kende sine studiekammerater, der i dagens anledning havde udskiftet træningstøjet med kjoler og habitter.

- Vi er nogle af de få studerende, der har set hinanden i undertøj, for det er standarden, når vi har skullet øve os i behandlingerne.

Kiropraktorformand opfordrer til medvirken i forskning

Som dagens festtaler, fremhævede Lone Kausgaard Jørgensen det helt specielle ved den danske uddannelse, at den er en del af et universitetsmiljø – på et meget højt videnskabeligt niveau på SDU.

- Kiropraktorbehandlingen er blevet anerkendt som behandlingsform gennem en målrettet indsats fra fagmiljøet, Kiropraktorforeningen og den store videnskabelig ballast. Og der er mangel på kiropraktorer; også på sygehusene, hvor vi er med i behandlingen, sagde Lone Kausgaard Jørgensen.

Kiropraktorformanden sluttede af med at opfordre de nyuddannede kiropraktorer til at medvirke i opbygningen af forskningen indenfor området og til at være med til at få implementeret faget endnu mere i det nære sundhedsvæsen.

 

Redaktionen afsluttet: 26.01.2018