Skip to main content

I Odense bidrager universitetet nu med at øge kapaciteten for test for Covid-19

SDU går sammen med Odense Universitetshospital om at teste for Covid-19. Forskere fra Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet (SDU) er gået sammen med Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA) på Odense Universitetshospital (OUH) om at teste med PCR for Covid-19, så testkapaciteten kan øges.

Det er de to universitetslektorer Jesper Møller og Henrik Dimke, som har koordineret indsatsen fra SDU’s side og sammen med overlæge Thøger Gorm Jensen, ledende bioanalytiker Pia Steinicke, ledende overlæge Anette Holm samt ledende molekylærbiolog Marianne Skov fra KMA, OUH.

- Testforløbene er kommet i gang over 14 dage og beror på et virkelig godt samarbejde mellem SDU og OUH, siger Jesper Bonet Møller fra SDU.

- Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH forespurgte, hvad vi her på SDU-instituttet havde af udstyr og personel, hvis testkapaciteten skulle opgraderes, og herigennem opstod ideen om, at SDU rent faktisk kunne hjælpe direkte med at oprense RNA’en, som er flaskehalsen i testforløbene lige nu.

Nu laves der 200 test dagligt, da SDU stadig træner personale og skal have logistikken på plads i forhold til hospitalsafdelingen. I løbet af kort tid vil metoden kunne komme op på en kapacitet på ca. 400-500 undersøgelser per skift (et skift består af 5 teknikere, der arbejder i 7 timer) når alt er på plads.

Med hensyn til at gennemføre testen, har de to afdelinger tilpasset en gammel velkendt metode til stor skala. Fordelen er, at den er baseret på almindelige kemikalier, som ikke er en mangelvare. Den er lidt arbejdstung, men de to afdelinger har forsøgt at optimere arbejdsgange og procedurer for at lette arbejdet, og opnå en høj grad af ensartethed.

- Udover at vi kommer fri af leveranceproblemer, så er den store styrke ved denne metode, at den kan kombineres med vores inhouse-PCR, så vi får samme følsomhed som ved vores rutinemetoder, siger ledende molekylærbiolog Marianne Skov fra KMA.

Samarbejdet er kommet op at stå så hurtigt på baggrund af en meget stor velvilje hos ledelserne på de to institutioner og ikke mindst en fighter-indsats hos det tekniske personale. Tirsdag i sidste uge afprøvede man testen, torsdag startede man testen op og i dag, onsdag, kører man 200 test om dagen.

Redaktionen afsluttet: 16.04.2020