Fyn er i forvejen det danske epicenter for udviklingen af robot-teknologi. Med valget af Andreas Marckmann Andreassen til ny fellow ved journalist-uddannelserne på SDU starter et nyt udviklingsspor. Andreas Marckmann Andreassens fellowprojekt skal nemlig handle om potentialer – og udfordringer ved – robot-journalistikkens fremvækst.
”Andreas’ projekt er visionært, gennemarbejdet og i sjælden grad fagligt perspektiv til tiden. Automatiseret indholdsproduktion er i sin vorden, og for både mediernes forretningsmodeller og journalistisk faglighed er vigtigt, at få undersøgt og givet perspektiv på de nybrud, vi står midt i og overfor. I bedømmelsesudvalget var det enighed om, at Andreas’ projekt rammer alle relevante parametre for et vellykket og velkomment fellowship på SDU,” udtaler formanden for Styrelsen ved journalist-uddannelserne på SDU, Christian Jensen.
Andreas Marckmann Andreassens fellowship starter den 1. august 2019, løber et halvt år og er sponsoreret af Den Fynske Bladfond med en halv million kroner. Derfor afsluttes fellowshippet med en konference om robotjournalistikken på Fyens Stiftstidende, forventeligt i januar 2020.
"Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at undersøge den måske vigtigste tendens i mediebranchen lige nu. Automatisering og kunstig intelligens rummer kæmpe potentiale, men også mange faldgruber for medierne, som jeg ser frem til at undersøge - først og fremmest ved at finde dem, der har gjort det godt og skidt," siger Andreas Marckmann Andreassen.
Ud over en konference, forventes fellowshippet at ende med en bog, som samler konkrete erfaringer med robotjournalistik, gode råd og fejl fra mediebranchen i ind- og udland. Andreas Marckmann Andreassen vil også opsøge andre brancher end mediebranchen, som bruger automatisering og kunstig intelligens på innovative måder.
"Nogle frygter, at robotterne tager vores arbejde, presser kvaliteten eller udfordrer etikken. Det er en reel bekymring. Omvendt kan automatisering gøre medierne bedre, hvis det bruges intelligent. Robotterne kan klare de fesne opgaver, så journalisterne kan fokusere på det, vi er bedst til: At lave den svære journalistik," siger han.
Andreas Marckmann Andreassen er digital redaktør på fagbladet Journalisten og har tidligere udgivet bøgerne "Etik for journalister på nettet" og "Håndbog i EU for journalister".