Forfatter: Caroline Schaffalitzky (csm@sdu.dk)
Den filosofiske dialog indledes med en stimulus, fx en historie, et spørgsmål eller et tankeeksperiment, og kan være med eller uden rekvisitter. Stimulussen kan holdes relativt kort da dens funktion kun er at igangsætte deltagernes dialog. Man kan enten designe dialogen sådan at stimulus ender med et forberedt spørgsmål til deltagerne, eller sådan at deltagerne efter stimulus selv formulerer hvilke spørgsmål de vil tale om.
Overvejelser om stimulus og brug af rekvisitter er vigtige i planlægningen af en filosofisk dialog og det er en kunst at designe en god stimulus. Den skal både være fængende og (fagligt) relevant for deltagerne, og så skal den være formuleret så den er ”ægte åben”, dvs. at den ikke lægger op til bestemte svar eller tolkninger. Hvis man lader stimulus lede hen til et forberedt spørgsmål, er det fx vigtigt at der kan gives modsatrettede svar på spørgsmålet som alle er gode.
Rekvisitter (ofte kaldet ”props”) er genstande som understøtter dialogen. De vil typisk blive introduceret som en del af stimulus og anbragt i midten af dialogcirklen så alle kan se den. Rekvisitter kan fx være eksemplarer af eller billeder af de ting man taler om, sedler med tekst som repræsenterer ideer, begreber eller påstande, bamser som fungerer som ”stand ins” for personer i stimulus’ historie, byggeklodser som udgør et eksempel på det man taler om (fx et skibs eller en persons dele) eller billedmotiver som man taler om. Rekvisitter kan dog også være en tavle man kan skrive på eller papirstykker som man tilføjer undervejs.
Rekvisitter kan tjene flere beslægtede formål: De er særdeles velegnede til at samle opmærksomheden i rummet – hvis der ligger nogle genstande midt i cirklen, vil det være naturligt at se på dem, pege på dem og tale om den når man skal forklare sig, og derved understøtter man fysisk tanken om ”det fælles tredje”, dvs. det anliggende som dialogdeltagerne undersøger sammen.
Genstande tilføjer også et kropsligt og rumligt element idet man kan flytte rundt på dem og ændre på dem undervejs – dette understøtter også muligheden for at forskellige personer kan træde ind og ud af fokus når de præsenterer deres ideer.
Endelig kan genstande være en støtte for dialogdeltagere som foretrækker at tale konkret frem for udelukkende abstrakt, og fx en tavle eller papirlapper kan hjælpe med at holde styr på ideer og begreber som deltagerne bidrager med.