Skip to main content

Eliteprojekt

Cand.IT? Men vi er jo 5, der kan IT (2014)

Med projektet ville jeg undersøge, hvilke udfordringer der opstår, når der ansættes højtuddannede i organisationer, der primært har beskæftiget medarbejdere med kortere uddannelse. Det gjorde jeg i samarbejde med en virksomhed, Bankdata, der laver IT-løsninger til nogle af de danske pengeinstitutter, og som har gennemgået en udvikling, hvor de nu i højere grad har brug for højtuddannede til at udvikle og lede deres mere og mere komplekse produkter og projekter og for i det hele taget at følge med udviklingen. Mine data bestod af observeringer, og det blev tidligt tydeligt, at medarbejderne positionerede sig i forhold til hinanden gennem sproget, hvorfor jeg lod mig inspirere af Faircloughs kritiske diskursanalyse, men i ligeså høj grad af Bang og Døørs dialektiske lingvistik med fokus på kernemodsætninger og deiksis til at undersøge, hvorfor positioneringen opstår. Derudover var det relevant at inddrage lidt SFL og teori fra Morgan, Stacey, Fischer og Schultz. Sideløbende med dataindsamlingen og i starten af skriveprocessen begyndte jeg at udvikle en ny model til dialektisk diskursanalyse, som nogle af ovennævnte teorier blev en del af, og som jeg analyserede dataene på baggrund af. Modellen er meget inspireret af Fairclough, men der er opmærksomhed på det dialektiske forhold mellem de analyserede parter frem for blot mellem niveauerne i modellen. Løbende arbejdede jeg desuden med Meys syn på pragmatik med enkelte tilføjelser.

 

Projektet resulterede i 3 arketypiske mellemledere fordelt på et kontinuum placeret ud fra deres engagement i inklusionen af akademikere og 4 arketypiske medarbejdere placeret i et koordinatsystem efter graden af uddannelse og handling. Men handling forstås, hvorvidt man ved utilfredshed en offerrolle, eller handler, og hvorvidt man er åben overfor medarbejdere med anden uddannelsesbaggrund. Herudfra kunne blev det muligt at se, hvordan parterne kunne influere hinanden positivt og negativt. Som en opsamling lavede jeg en illustration af forhindringerne for forandring.

 

Anne-Christine Rosfeldt Lorentzen


Sidst opdateret: 21.02.2024