Organisationer som Fortælling – en 10. metafor (2013)
Mit projekt havde til formål at danne rammen om udviklingen af metaforen ’Organisationer som Fortælling’. Metaforen er bygget op omkring fem litterære metoder; den biografiske metode, den nykritiske metode, den strukturalistiske metode, den ideologikritiske metode og den receptionsteoretiske metode. Disse litterære metoder og deres tilhørende analyseværktøjer skulle bane vejen for på et dybere grundlag at bringe det narrative perspektiv i organisationsteorien i spil. Sigtet var således også at skabe et mere bæredygtigt grundlag for organisationens fortælling, et grundlag, der ikke blot er skabt ud af de ’gode historier’, men derimod er forankret i organisationen.
Projektet blev til i samarbejde med Høng Gymnasium og HF - en skole med en historie, der rækker mere end 100 år tilbage i tiden. Data blev indsamlet igennem interviews, observationer og ikke mindst skriftligt materiale om skolens historie og blev derpå kondenseret og analyseret som litteratur. Med de fem litterære metoder åbnede metaforen op for et grundigt blik ind i organisationens mange fortællinger og disses repræsentanter gennem tiderne og metoderne viste sig i høj grad at være givtige. Straks værre var det at søge hen imod en forankret historie. Hvorfor? Fordi det ikke lader sig gøre!
Konklusionen på projektet blev således, at metoderne kommer i dybden med de enkelte fortællinger, men at den samlede mængde ikke kan passes ind i forenklede modeller fra hverken litteraturteorien eller den gængse narrative praksis. Nok organiserer mennesker i lineære kausale narrativer, men ’virkeligheden’ tager sig anderledes ud. Mængden af fortællinger i en organisation er stor, repræsentanterne er mange og kausaliteten er alt andet end lineær. Hvis de forenklede tilgange og en søgen efter en samlet fortælling fastholdes, kommer det ikke videre end til den gode historie, fortalt på enkeltes præmisser. Således vil jeg i det fremadrettede arbejde med metaforen søge organisationens fortsatte fortælling, baseret på Ralph D. Staceys forståelse af fortællinger som komplekse responsive processer, mens de litterære metoder bevares og analyseredskaberne videreudvikles.
Christina Clarson Meiland