Mænd og Piger i Dansk Akademia (2020) af Emilie Svane Bruhn
I kølvandet på Sofie Lindes vidnesbyrd om sexchikane på arbejdspladsen i hendes tale til Zulu Comedy Galla 2020, så Danmark en fornyet ”#MeToo”-bølge (Freudendal, 2020). Sexchikane starter dog ikke med en hånd på ballen til kontorets julefrokost fra den ene dag til den anden. Det starter med hverdagssexismen, der tillader os at kalde voksne kvinder for ”piger” og som gør, at vi ser Danmark som et ligestillet land, fordi to ud af vores i alt 42 statsministre har været kvinder (Danmarks Statistik, 2012). Derfor undersøgte jeg min egen arbejdsplads, Syddansk Universitet, for hverdagssexistiske diskurser og hvordan de påvirker sexismen i forskermiljøet, ved at interviewe fem forskere fra forskellige fakulteter, samt at gennemgå SDU’s hjemmeside for dokumenter omhandlende sexisme og kønsligestilling. Det resulterede i en Situationel Dialektisk Diskursanalyse(Dakwar, Lorentzen, & Smedegaard, 2018), der viste, at Myten om det ligestillede Danmark stadig dyrkes (Muhr, 2019)(Nielsen, 2020), og at hverdagssexistisk diskurs udøves af alle køn, men går allermest ud over kvinder.